TV 2's politiske dækning fortsætter med Qvortrup

TV 2: Det ændrer ikke på TV 2's politiske profil, at Christiansborgs måske mest magtfulde redaktørstilling er besat med Henrik Qvortrup.
Henrik Qvortrup - ny magtfuld tv-redaktør på Christiansborg.
Henrik Qvortrup - ny magtfuld tv-redaktør på Christiansborg.Foto: Pressefoto
Rasmus Nielsen

Den overraskende udnævnelse af Se & Hør-chefredaktøren Henrik Qvortrup til ny politisk redaktør for TV 2, kommer ikke til at ændre tv-stationens redaktionelle linje på Christiansborg, siger TV 2 Nyhedernes chef, Michael Dyrby.

"Nej, vi har samme strategi med at få de bedste folk på posterne og det stærkeste hold. Vi ændrer ikke vores redaktionelle linje på Christiansborg. Henrik Qvortrup passer rigtig godt til os, fordi han er en god journalist og en skarp kommentator med blik for, hvad tv-mediet kræver. Derudover har han et bredt kildenetværk og ved, hvad kunderne vil have i den butik, han befinder sig i, og kan sagtens tage Se & Hør-jakken af sig," siger Dyrby til MediaWatch.dk.

Henrik Qvortrup har umiddelbart en skarpere og mere kontroversiel profil end forgængeren Anders Krab-Johansen. Hvad får det af betydning, vil netavisen vide:

"Som typer og personer er de forskellige, men begge er topprofessionelle. Anders Krab-Johansen har været på Transit (ungdomsprogram på DR, red.), på Børsen, der er rendyrket finans og økonomi, TV 2, der er en stor og bred kanal, og nu Politiken som hverken er stor eller bred. Det er en mand, der kan finde en journalistisk og finansmæssig udfordring, levere den rette vare og de skarpe politiske analyser ligesom Henrik Qvortrup. Tiden vil vise, om Qvortrup er en lige så god systematiker som Anders Krab-Johansen, når det gælder at være det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, så man ikke misser historier."

Qvortrup har med sin politiske baggrund formået at forene et hårdtslående ugeblad og bevare sin egen seriøsitet.

Hans Engell
Tidligere minister (K), kommentator

Henrik Qvortrup bliver chef for TV 2 Nyhedernes politiske redaktion på Christiansborg, der består af ni personer. Han bliver også en del af TV 2 Nyhedernes chefredaktion og vil nu i stigende grad blive brugt som kommentator på TV 2 NEWS og TV 2 Nyhederne.

Engell: Qvortrup er guld
MediaWatch.dk har også spurgt politisk kommentar på bl.a. TV 2, tidligere konservativ leder og minister Hans Engell, hvordan han vurderer Henrik Qvortrups indsats som "kulørt" chefredaktør:

"Han har været guld værd for Se & Hør. På den ene side har han været en synlig chefredaktør, som har givet posten en anden dimension, end den havde tidligere. Tidligere chefredaktører var i mange år var i høj grad til det lette, det underholdende og de bare piger. Qvortrup har med sin politiske baggrund formået at forene et hårdtslående ugeblad og bevare sin egen seriøsitet. Han har altså vist, at Se & Hørs chefredaktører ikke kun er til skæg og bare piger.

Samtidig har han også placeret Se & Hør klart i markedet. I forhold til Billed-Bladet, som er det meget royale ugeblad, der meget ukritisk følger kongehuset, så har Qvortrup placeret Se & Hør med en klar distance til det ukritiske ugeblad, og det har været en fordel. Til sidst så har han med sit jobskifte bevist, at Se & Hør ikke er sidste stop i karrieren, og det styrker ugebladets brand," mener altså Hans Engell.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Michael Dyrby

Fhv. chefredaktør, B.T., fhv. nyhedsdirektør, TV 2
lærer (Marselisborg Seminarium 1984), journalist (DJH 1989)

Henrik Qvortrup

Podcastvært, kommentator og fhv. ansvarsh. chefredaktør, Ekstra Bladet og Se og Hør
journalist (DMJX 1991)

Hans Engell

Politisk kommentator, fhv. minister, MF og partiformand (K)
journalist (Danmarks Journalisthøjskole 1970)

0:000:00