Uddannelsesleder: Det skurrer i ørerne, når unge fremstilles som ofre

Og det kan være særlig fortvivlende for børn og unge, da de ikke nødvendigvis har opbygget et erfaringsgrundlag, de kan trække på. Derfor er det helt centralt, at vi både som samfund og de voksne tæt på er i stand til at få øje på, hvad de unge kan på trods af det, der måtte stå i vejen.

Her kommer et udsagn fra en elev, som havde været stærkt udfordret gennem gymnasietid. Under en lille sludder ved studentermiddagen pointerede hun: "Jeg kunne tænke mig, at I havde spurgt mere ind til, hvad jeg kæmpede for – hvorfor jeg ikke gav op for længst?" Udsagnet satte nogle tanker i gang hos mig.

Det er måske på tide at reflektere over det samfundsnarrativ, der tegner de unges evner og formåen. Hvis det er en tanke værd, så er det blandt andet, fordi narrativer har det med at blive indlejret i menneskets selvforståelse.

Udtalelser som "de unge er angste," "de er stressede," "de er egoistiske" risikerer at fastlåse de unge i en identitetsopfattelse, som gør dem ud af stand til at handle.

Vi risikerer, at angsten, stressen eller egoismen bliver helt essentiel i de unges selvbilleder, hvor alt det andet, de også er, kan eller forsøger sig med, træder i baggrunden. Heri ligger også faren i en unuanceret debat.

Debatten er relevant, men forenklet

Lad det stå lysende klart: Debatten om ungdommens trivsel er yderst relevant. De mange stemmer i debatten er netop med til at belyse det komplekse, mangfoldige landskab, der præger ungdommens trivsel.

Vi risikerer, at angsten, stressen eller egoismen bliver helt essentiel i de unges selvbilleder, hvor alt det andet, de også er, kan eller forsøger sig med, træder i baggrunden. 

Tulu Hansen
Uddannelsesleder, Nærum Gymnasium

I øvrigt kan ungdomsuddannelserne nikke genkendende til flere aspekter af denne debat. Vi ser for eksempel en stigende andel af elever, der kæmper med diagnoser og psykiske problemer og udfordringer i overgangen fra børne- til ungepsykiatrien med lange ventetider.

Usikkerheden om adgang til professionel hjælp kan stå i vejen for at få hverdagslivet til at fungere for de unge. Det er klart, at der er behov for øget opmærksomhed på dette område. Det er også helt på sin plads at se på effekten af test, selvevalueringer, sociale medier og så videre.

Alligevel må man være på vagt over for en stærk forenkling, der reducerer en kompleks problematik til en enkelt årsag som for eksempel fremstilles i TV 2's dokumentar.

Ungdomslivet har mange udtryk. Der er både unge, der trives godt på alle områder, og unge, der kæmper med alvorlig mistrivsel. Der er også forskel på, hvor længe mistrivslen varer, og hvor hyppigt den opstår.

Uddannelsernes rolle

Dokumentaren efterlader et indtryk af, at ungdomsuddannelserne står helt afmægtig i forhold til en ungdomsgeneration, der er ved at kollapse. Det er næppe et dækkende billede af hverken tidens ungdom, deres trivsel eller skolens rolle.

Uddannelsessektoren spiller en afgørende rolle i at give de unge livsmod. Det kalder på en refleksion om, hvor har vi mulighed for at påvirke de unges liv på en meningsfuld måde.

Hvordan fungerer de deltagelses- og fællesskabsformer skolen tilbyder fagligt og socialt? Er der noget, der har ændret sig i denne sammenhæng? Hvilke rammer har vi for at tilbyde et miljø, hvor de unge kan engagere sig i verden omkring dem og væk fra sig selv?

Disse spørgsmål og overvejelser er ikke nye, dog kan svarene og handlemulighederne ændre sig fra tid til anden. Derfor forbliver de centrale i uddannelsespolitiske debatter og beslutninger.