Uddrag af "Jul på Borgen": Da Martin Lidegaard mødte Pia Kjærsgaard i kirken

UDDRAG: Altinget har fået lov at bringe kapitlet "Et julemøde" fra bogen “Jul på Borgen IV". Her fortæller Martin Lidegaard (R) om sit mindeværdige møde med Pia Kjærsgaard i kirken under en julegudstjeneste i 2011.

Af Martin Lidegaard, Radikale Venstre

Min ældste bror, Øjvind, og jeg skiftes til at holde jul hos hinanden med nærmeste familier og gæster udefra. Det er festligt at være mange juleaften, børnene elsker det – og så slipper man for at skulle stå med juleanden og de brunede kartofler hvert år. At pille små kogte kartofler er nogenlunde lige så kedeligt og irriterende som en sen forespørgselsdebat i Folketinget.

I 2011 var jeg netop blevet klima,- energi- og bygningsminister, og julen var hos min bror og hans familie i Charlottenlund. Vi var kommet i god tid, og nu nærmede det kritiske tidspunkt for kirkegang sig. Som i de fleste andre danske familier er der også i vores ganske forskellige holdninger til kirken. Min brors familie går yderst sjældent i kirke, mens jeg slet ikke kan forestille mig en juleaften uden kirkegang. Det er trods alt det, julen handler om, og for mig er det en løfterig tanke, at så mange landsmænd på samme tid i fællesskab deler det øjeblik på tværs af sociale og geografiske skel.

Den utålmodige læser må tilgive mig, at jeg her dvæler lidt ved forholdet til kirken, men det har en betydning for den historie, der følger. For som jeg oplever det, er vi lige i kirkens rum. Vi glæder os over den samme poesi i salmerne, vi refererer til den samme historie og tradition, der som en elevator i tiden bringer os hilsner fra forfædre, slægtninge og venner. Også fra dem, der ikke er her længere.

Jeg er slet ikke ukritisk over for folkekirken som institution, og der er også dele af ritualerne, jeg personligt har svært ved at følge, men netop den levende kirke, dens budskab, rum og historie betyder noget for mig, og det er et af de få steder, hvor jeg giver mig selv tid til de tanker, som det moderne liv ellers ikke levner meget plads til. Måske er det derfor, jeg har lige så svært ved at forstå den missionerende ateist som den missionerende kristne.

Tro er en personlig sag for mig. Dog ikke mere personlig, end at jeg denne jul trods hyl, protester og Disneys jul (hvorfor skal den i øvrigt altid ligge oven i kirkegang?) fik gennet min ældste datter på ni år og hendes to jævnaldrende fætre af sted til den lokale kirke. Turen til kirke har altid været en hel fornøjelse i sig selv. Den snak, man har på vej til kirke, er sært fri og forpligtende på én gang, med og uden mål.

Som så mange gange før var vi også denne aften lige sent nok på den og måtte mase os ind på de lange rækker af ekstra klapstole, der stod bagest i kirken. Mine to nevøer foran, min datter og jeg bag dem. Kort efter var kirken fyldt til bristepunktet og forventningerne ligeså.

Da trådte et pænt par i tresserne ind i kirkesalen. Jeg tænkte som de fleste andre nysgerrigt på, hvor de dog skulle finde en plads. Samtidig kunne jeg se, at der var en enkelt plads ledig ved siden af os, og at vi ved at mase os lidt sammen kunne skaffe plads til to.

Netop da jeg skulle til at vinke det pæne par ind, så jeg, hvem det var: Pia Kjærsgaard med mand. Nu vil det nok være de fleste bekendt, at Dansk Folkeparti og Radikale Venstre ikke ligefrem sidder lårene af hinanden i Folketinget. Vi er måske de to partier på Tinge, der er mest uenige om det meste. Pia Kjærsgaard ville derfor under normale omstændigheder ikke lige være mit naturlige førstevalg som kirkepartner juleaften, og det gælder ganske sikkert også den anden vej.

Men juleaften var det, og i kirken er alle som bekendt lige for Vorherre. Følgelig rejste jeg mig op og råbte højt og klart gennem kirken:

„Pia, kom herned, her er altid plads til dig!“ Pia smilede, tog sin mand i hånden og begav sig ned mod os.

Episoden afstedkom spredt latter og fine smil på rækkerne omkring os, mens parret kantede sig frem mod os. Men hos mig begyndte panikken så småt at gøre sit indtog. For hvordan ville mine unge familiemedlemmer håndtere denne uventede situation?

Vidste nevøerne overhovedet, hvem Pia Kjærsgaard var, og kunne de i givet fald finde på at sige noget vildt upassende – eller endnu værre: Fornærme hende, spolere hele kirkegangen og sætte ministerens renommé over styr?

Jeg opfatter langt de fleste af mine politiske kollegaer som ordentlige og engagerede mennesker, også selv om deres ønsker for Danmark kan ligge langt fra mine. Derfor taler vi heller ikke grimt om andre politikere og deres person omkring vores middagsbord, men vi kan godt finde på at tale hårdt om politik, og her har jeg i tidens løb ikke ligefrem lagt fingrene imellem over for Dansk Folkeparti.

Dertil kom, at min egen datter udmærket kendte Pia gennem Roald Als’ årlige julesamling, der i årevis har fungeret som billedbog hos os. Her har alle karakterer fået kælenavne af børnene til stor morskab for de voksne, der samtidig har takket Vorherre for, at ingen andre end os kunne lytte med.

Her havde Pia i årevis heddet sure Pia, da Roald Als, uvenlig som han er, altid har afbilledet Pia Kjærsgaard i en muddergrøft med stærkt nedadgående mundvige.

Det havde syv år tidligere afstedkommet et mindre, pinligt optrin, da min da toårige datter for første gang besigtigede Folketinget fra mine skuldre og tværs over Vandrehallen skrålede:

„Se far, der kommer sure Pia!“

Hvad sure Pia dog modtog elegant med et stort smil til barnet og et mere afvæbnende et af slagsen til faderen.

Et lignende optrin skulle nødig gentage sig i kirken, så jeg nåede lige hurtigt at hviske til mine unge venner, hvem vores nye sidefæller var, og at de i øvrigt skulle opføre sig ordentligt. Det tog de meget bogstaveligt – i hvert fald i starten – hvor de hilste konfirmandagtigt høfligt på Pia og husbond og derefter klappede i som østers. Jeg førte til gengæld en livlig samtale med Kjærsgaards. Min yngste bror – dengang chefredaktør på Politiken – dukkede op med sin familie som de sidste gæster i kirken, hvilket fik Pia til at hviske til mig:

„Man skulle tro, det her var Vartov, det er jo en ren radikal studiekreds,“

hvortil jeg replicerede:

„Ja, det er jo aldrig nogen skam at blive klogere og skifte parti, Pia.“ Stemningen var altså venlig og glad, men ikke uden torne.

Mens vi ventede på præsten, spurgte jeg Kjærsgaards, om de boede i nærheden, hvilket ikke var tilfældet. De havde bare udviklet den tradition at opsøge en ny kirke hver juleaften. Det forekom mig at være en supergod idé, fordi det vitterlig kan give meget forskellige oplevelser og meget forskellige billeder af Danmark at deltage i gudstjenester forskellige steder i landet. Det har jeg selv haft lejlighed til at erfare gennem forskellige bosteder og højtider.

Går man i Brorsons Kirke, er man ikke i tvivl om, at man er på indre Nørrebro. Her sidder tjekkede børnefamilier i sidste modetøj side om side med manden fra bænken. Går man i kirke i Lumsås på Sjællands Odde, kender alle hinanden på tværs af generationer og arbejde og hilser og snakker indforstået. Går man i kirke i Charlottenlund, er der helt utrolig mange kvinder med pels. Alt sammen er Danmark, og det er værd at huske sig selv på.

Nå, men tilbage til Pia og kirken. Bedst som snakken kørte mellem os på klapstolene, vendte min ældste nevø sig pludselig om og kiggede Pia direkte i øjnene. Herefter udtalte han med høj og klar røst den sætning, der siden er gået igen og igen i familien:

„Pia, tak for alt det, du gør for Danmark.“

Den dag i dag aner jeg ikke, hvor den sætning kom fra, og min nevø kan heller ikke forklare det. Men forbløffelsen var til at føle på, såvel hos komplimentens genstand som hos mig selv.

Pia kiggede først med hævede øjenbryn på mig, og derefter på sin mand, inden hun takkede den tiårige for hans spontane udbrud. Guderne må vide, hvad hun egentlig tænkte. Jeg havde selv sjældent svært ved at finde en passende kommentar, mens skuffen hang som en åben kommode på min datter. Vi blev reddet af orglet, der i det samme satte gudstjenesten i gang, og vi sank ned i den første salme.

Det blev en fin gudstjeneste, og efterfølgende udvekslede vi alle glædelig jul udenfor og drog hver til sit. Det blev også en gudstjeneste, som alle i min familie husker, fordi julens budskab om åbenhed, tilgivelse og hensyn over for alle mennesker, også dem man ikke forstår eller er enige med, pludselig blev meget nærværende og konkret. Og så bilder jeg mig ind, at oplevelsen også gjorde noget ved mit forhold til Pia Kjærsgaard.

Jeg kan stadig blive helt utrolig arrig, når hun giver udtryk for holdninger, som jeg føler truer eller splitter det Danmark, som jeg elsker. Og jeg er helt sikker på, at hun har det på samme måde med mig. Men når vi møder hinanden til møder og i Borgens gange, ser jeg i dag også andet end en politisk modstander. Og hvis denne historie går igennem hendes redaktion, har hun det måske på samme måde.

I hvert fald er det sikkert, at jeg også går i kirke til juleaften i år.

Uddraget er kapitlet "Et julemøde", side 132-140, i bogen ”Jul på Borgen IV”. Bogen udkom 10. november på forlaget People's Press og er redigeret af Pia Kjærsgaard, der har bedt medlemmer af Folketinget, ministre, ansatte på Christiansborg og en Hus Forbi-sælger om hver at skrive en julehistorie. 

En del af det økonomiske overskud ved salg af bogen går til hjemløseorganisationen Hus Forbi. 

Forrige artikel Dagens overblik: Regeringens nervekrig med Dansk Folkeparti når nye højder Dagens overblik: Regeringens nervekrig med Dansk Folkeparti når nye højder Næste artikel Holstein: Sjældent at statsministeren må være støttepædagog Holstein: Sjældent at statsministeren må være støttepædagog
Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

Podcast: Udviklingsministerens vigtigste opgave er nærmest umulig

AJOUR: Den nye udviklingsminister, Flemming Møller Mortensen, vil forsøge at skabe modtagecentre uden for EU til asylbehandling. Men den opgave er nærmest umulig, mener aktørerne på udviklingsområdet. Hør mere om Mortensens vigtigste opgaver i dagens udsendelse.