Analyse af 
Erik Holstein

Udskilningsløbet er i fuld gang på højrefløjen

Med Vermunds exit er Nye Borgerlige endt i en livsfarlig situation, mens Danmarksdemokraterne mangler et klart strategisk koncept. Nu står det hårdt prøvede Dansk Folkeparti pludselig igen med gode odds. 

DF har gennem de sidste mange år været med i en stribe forlig på Borgen, hvor Messerschmidt skal indbydes til forhandlinger.
DF har gennem de sidste mange år været med i en stribe forlig på Borgen, hvor Messerschmidt skal indbydes til forhandlinger. Foto: Philip Davali/Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Der blev lige pludselig meget langt op.

Efter Nye Borgerlige for to år siden scorede næsten ti procent i meningsmålingerne, var valgresultatet på 3,7 procent en gedigen skuffelse. Det blev ikke bedre, da et af partiets mest profilerede folketingsmedlemmer, Mette Thiesen, kom en eksklusion i forkøbet, efter hendes kæreste under valgfesten var involveret i noget, der mindede om et værtshusslagsmål. Og da den blå familie derefter gik i opløsning, efter Venstre gik i regering med Mette Frederiksen (S), var der på alle fronter udsigt til en politisk ørkenvandring. Til sidst fik Pernille Vermund (NB) nok.

Pernille Vermunds bebudede exit som formand kommer efter en periode, hvor hun forsøgte at dreje sit parti i en mere pragmatisk retning. Gøre det stuerent om man vil. I valgkampen drømte Vermund om en sekskantet borgerlig regering og erklærede sig villig til kompromiser.

Venstre-leder Jakob Ellemann-Jensen kvitterede ved at stille op på pressemøder, hvor også Vermund deltog, i modsætning til 2019, hvor Lars Løkke Rasmussen (M) satte Nye Borgerlige i bås med ekstremisten Rasmus Paludan (SK). Men efter dannelsen af den brede regering endte Vermund alligevel på sidesporet, og i modsætning til rivalerne i Dansk Folkeparti, er Nye Borgerlige ikke centrale som deltagere i en række gældende forlig.

Nu kommer Vermunds farvel på et kritisk tidspunkt, hvor der er tilmed uenighed om linjen i partiet.

Liberalisme på yderkanten af LA
Nye Borgerlige har fra starten bestået af to strømninger: den nationalkonservative, som Vermund selv er en del af, og den ultraliberalistiske strømning, som repræsenteres af Facebook-krigeren Lars Boje Mathiesen.
 
Det var Vermunds kompromisløse udlændingepolitik, der bragte Nye Borgerlige i Folketinget. Hendes angreb på Dansk Folkeparti for at have været for passiv under flygtninge-og migrantkrisen i 2015 var meget effektiv til at opsamle de mest hardcore udlændingestrammere.

Derimod var det primært Lars Boje Mathisen, der havde held til gøre Nye Borgerlige til en stort parti under corona-krisen. Han appellerede til hele spektret af corona-skeptikere, og han erklærede sig som "vinder", efter corona-restriktionerne blev ophævet. Lars Boje befinder sig på den anden side af Liberal Alliance, som han oprindelig var medlem af, og hans modstand mod statens indblanding kan bedst beskrives som anarkistisk-liberalistisk.

Lars Boje Mathiesen anses som favorit til at efterfølge Vermund, men nogle peger på den nyvalgte, 26 årige, Mikkel Bjørn Sørensen (NB), der var den første formand for partiets ungdomsorganisation. Mikkel Bjørn Sørensen tilhører så udpræget den nationalkonservative fløj.

Fejltolkninger
Uanset hvem der vælges, er der ingen i Nye Borgerlige, der kan måle sig med Vermunds karisma og gennemslagskraft, og partiet er i åbenlys fare for at trække det korteste strå blandt de tre indvandrerkritiske højrefløjspartier. For alt tyder på, at mindst et af dem må lade livet.
  
Pernille Vermunds farvel er nogle steder blevet udlagt som et bevis på, at den nationalistiske højrefløj nu er på tilbagetog. Men ser man nærmere på tallene, er der ikke grundlag for den konklusion: Faktisk ligger den indvandrerkritiske højrefløj utrolig stabilt.

Ved alle valg siden 2001 har den mønstret mellem 12 og 14 procent af stemmerne, og ved valget i november scorede Nye Borgerlige, Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne tilsammen præcis 14,4 procent. Den eneste undtagelse fra det niveau er valget i 2015, hvor Dansk Folkeparti i kølvandet på Løkkes bilagssager og et oprør fra provinsen fik hele 21,3 procent af stemmerne.

Vælgerbasen er der altså fortsat, Nye Borgerliges problem er bare, at konkurrenterne i Dansk Folkeparti og Danmarksdemokraterne, begge er bedre kørende.

Den indvandringskritiske højrefløj var siden 2001 haft en utrolig stabil opbakning. Det gælder stadig.

Støjberg har i endnu højere grad end Vermund forsøgt at gøre sig stueren, og hun vil langt hellere have, at hendes parti bliver set som kedeligt end skørt. Spørgsmålet er bare, om det er det rigtige for en politiker af hendes støbning.

Inger Støjbergs enorme personlige stemmetal er grundlagt på en af serie af provokationer som udlændingeminister og ordfører for området:
Hun mødte op hos den islamistiske imam fra Grimhøjmoskeen iført kort kjole og højhælede sko og beskyldte imamen for at være "en fej hund", fordi han ikke selv tog til Syrien, men i stedet påvirkede en række unge til at gå i krig for islamisterne. Ligesom Støjbergs kagefejringer af udlændingestramninger og hendes IPad med Kurt Westergaards Muhammed-tegning som baggrund var med til brande hende. Det fik mange til at hade Støjberg, men lige så mange til at elske hende. Hvis det provokatoriske element forsvinder, kan man diskutere, hvad der er tilbage.

Danmarksdemokraterne dyrker også en udkantsdagsorden, men det er langt fra en dagsorden, de har alene. Støjbergs parti er skeptisk over for dele af den grønne omstilling og imod en CO2-afgift til landbruget. Men det er frem for alt udlændingepolitikken, der på godt og ondt har bragt Inger Støjberg hen, hvor hun er, og hun løber en enorm risiko, hvis hun bliver "kedelig" på udlændingeområdet.

Man kan diskutere, hvad der er tilbage hos Støjberg, hvis det provokatoriske element forsvinder.

Danmarksdemokraterne ser ikke sig selv som i direkte konkurrence med Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Det er snarere Støjbergs gamle parti Venstre, hun vil skære lunser af, og med indtræden i Mette Frederiksens regering står Venstre sårbart. Lige præcis dét er Støjbergs chance, men hendes succes er afhængig af Venstres fiasko. Hvis det ikke lykkes at tolde yderligere blandt Ellemanns flok, ser perspektiverne brogede ud for Støjberg.

Danmarksdemokraterne har i modsætning til Dansk Folkeparti ikke haft held til at trække ret mange stemmer over midten. Det frygtede socialdemokraterne ellers, men Støjberg fik kun 23.000 lokket over fra rød blok, svarende til et enkelt mandat. Det er Støjberg selv tilfreds med, men det burde hun ikke være.

Hvis DD skal være en gevinst for den blå familie, skal det nye parti i helt anderledes grad kunne trække vælgere fra Socialdemokratiet. Hvis Støjberg stort set kun høster borgerlige vælgere, vil alle andre blå partier have interesse i at lukke hendes projekt ned. Kannibaler er sjældent populære gæster ved middagsbordet.

Messerschmidts medvind
Mens Dansk Folkeparti for få måneder siden blev dødsdømt, ser det hårdt prøvede parti lige nu ud til at have de bedste strategiske chancer blandt de tre indvandringskritiske partier.

Det skyldes ikke kun, at to afgørende brikker er faldet på plads i løbet af sidste tre måneder: Først overlevede DF lige akkurat folketingsvalget, hvad der på ingen måde var en selvfølge. Dernæst blev DF-formand Morten Messerschmidt definitivt frikendt i maratonsagen om svindel med EU-midler.