Ugen i dansk politik: Tesfaye står skoleret i EU, og formandsopgøret i DF skydes i gang

Integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) skal stå skoleret i EU-Parlamentet, Udenrigspolitisk Nævn diskuterer pirater, og så går formandsopgøret i DF for alvor i gang. Få overblikket over ugen i dansk politik her.

Ylva Johansson er EU-kommissær med ansvar for indre anliggender, og har længe kritiseret Danmarks hjemsendelser til Syrien. (Arkivfoto)
Ylva Johansson er EU-kommissær med ansvar for indre anliggender, og har længe kritiseret Danmarks hjemsendelser til Syrien. (Arkivfoto)Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix
Nickolaj Storgaard Oksen

Velkommen til årets anden uge i dansk politik.

En uge hvor integrations- og udlændingeminister Mattias Tesfaye (S) skal stå skoleret i EU-Parlamentet, dronning Margrethe holder 50-års jubilæum som regent af Danmark, og formandsopgøret i Dansk Folkeparti for alvor skydes i gang.

Altinget giver dig overblikket her.

Mandag

  • Det er første uge for formandsopgøret i DF. Valgkampen afsluttes ved et ekstraordinært landsmøde med formandsvalg i Herning den 23. januar. Følgende har meldt sig som formandskandidater inden fristen:
    • Morten Messerschmidt

    • Martin Henriksen

    • Merete Dea Larsen

    • Erik Høgh-Sørensen

  • Udenrigspolitisk Nævn holder møde, hvor de skal diskutere piratsituationen i Guinea-bugten. De borgerlige partier har kritiseret regeringen for ikke at have aftaler på plads om udlevering. Det starter klokken 10:00.

Tirsdag

  • Der er samråd i Udenrigsudvalget, hvor ministeren for udviklingssamarbejde, Flemming Møller Mortensen (S), skal forklare, hvad han mener om, at den statslige investeringsfond IFU - Investerings Fonden for Udviklingslande investerer i firmaer, der ligger i skattely i enten Myanmar eller De Britiske Jomfruøer, og hvorvidt dét er foreneligt med fondens mandat. Det starter klokken 13:30.
  • Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) er indkaldt til dagens andet samråd. Her skal ministeren redegøre for, hvordan det sikres, at sundhedsvæsenet har en fagligt forsvarlig bemanding af sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle for at sikre god kvalitet og undgå situationer, hvor travlhed og underbemanding er årsag til sygdomsforværring og dødsfald. Samrådet starter klokken 14:00.

Onsdag

  • Der afholdes høring om børn og unges trivsel i Folketingets Sundhedsudvalg, hvor aktører og interessenter er inviteret til at komme med erfaringer, fakta og konkrete løsningsforslag til den kommende tiårsplan for psykiatrien. Høringen starter klokken 09:00.
  • Repræsentanter fra Rusland og Nato mødes onsdag. Spændingerne mellem Rusland og Vesten er intensiveret, hvor Rusland anklages for at have mobiliseret soldater i grænseområdet til Ukraine.
  • Onsdag byder også på samråd. Her skal beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) redegøre for anvendelsen af vikarer og arbejdsforholdene for de ansatte i smitteopsporingen - herunder hvordan forholdene kan forbedres. Samrådet starter klokken 14:00.
  • Der er yderligere åbent samråd med justitsminister Nick Hækkerup (S) om Rigsrevisionens kritik af politiets brug af patruljering. Det starter også klokken 14:00.

Torsdag

  • Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye skal stå skoleret i EU-Parlamentet om hjemsendelser til Syrien og den danske enegang på området. Det kan du læse mere om her.
  • Kommunal Økonomisk Forum 2022 afholdes virtuelt. Konferencen vil fokusere på manglen på arbejdskraft, og hvad det betyder for mulighederne for at udvikle velfærden på tværs af landet, hvilke dilemmaer det rejser, og hvordan det håndteres. Hvad skal balancen være mellem den private og den offentlige sektors behov for arbejdskraft? Og kan vi i stigende grad gøre brug af arbejdskraftsbesparende teknologi i begge sektorer? Det er nogle af spørgsmålene, som konferencen tager udgangspunkt i. Konferencen starter klokken 09:00, og tilmeldingen findes her.
  • Justitsminister Nick Hækkerup (S) er torsdag indkaldt til åbent samråd om journaliseringspligten for sms-beskeder. Her vil flere folketingsmedlemmer have klarlagt ministerens syn på, hvad der skal journaliseres af digital kommunikation, samt hvorvidt ministeren har talt misvisende og vildledende på et pressemøde i forbindelse med minksagen. Samrådet starter klokken 10:00.
  • Social- og ældreminister Astrid Krag (S) er også indkaldt til åbent samråd, det handler om ensartede vilkår for handicaphjælpere i BPA-ordninger i hele landet. Udvalget har blandt andet bedt ministeren redegøre for, hvilke initiativer ministeren vil tage for at sikre borgerne den rette hjælp, uanset hvor de bor i landet. Samrådet starter klokken 13:00.
  • Erhvervsminister Simon Kollerup (S) er også indkaldt i dagens sidste åbne samråd om Danske Banks gældsinddrivelsessag. Ministeren skal blandt andet redegøre for, hvorfor Finanstilsynet indtil nu ikke har politianmeldt Danske Bank for bankens overtrædelser af påbud. Derudover har udvalget bedt om ministerens syn på, om det reelt er overladt til Finanstilsynets beslutning, om der skal indledes en strafferetlig efterforskning af Danske Bank eller ej. Samrådet starter klokken 13:30.
  • Folketingets Sundhedsudvalg har i torsdagens sidste samråd indkaldt sundhedsminister Magnus Heunicke (S). Her skal han redegøre for antallet af intensivpladser på de danske hospitaler, samt hvorfor der har været et fald i intensivpladser hen over de sidste ti måneder. Yderligere skal han svare på, hvad han vil gøre for at sikre flere intensivpladser. Det starter klokken 15:00.

Fredag

  • Dronning Margrethe fejrer 50-års jubilæum som regent. Det markeres med en række begivenheder, hvor den kongelige familie, repræsentanter for det officielle Danmark og en række udenlandske gæster vil deltage. Flere arrangementer er rykket til sommer grundet coronasituationen. Læs mere om de planlagte begivenheder her.
Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00