Ukraine-krisen styrker Mette Frederiksen her og nu

Det kan virke kynisk og provinsielt, når en brutal international konflikt gøres til et spørgsmål om partipolitisk taktik og strategi på Christiansborg. Men realiteten er, at krige og terrorangreb i andre lande ofte får en central betydning på den nationale politiske scene – og derfor er noget, strateger i alle partier tager med i ligningen.

Hovedreglen er, at dramatiske begivenheder styrker den siddende regeringsleder. Men det er ofte kortvarigt og ikke en regel uden undtagelser.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) udskrev valg kun godt en måned efter terrorangrebet på USA 11. september, og udenrigsminister Mogens Lykketoft (S) forsøgte dengang at gøre valget til et spørgsmål om lederevner. Nyrup havde klaret håndteringen af krisen efter 11. september stilsikkert. Alligevel endte valget i november 2001 med et katastrofalt nederlag for SR-regeringen.

Forklaringen var, at den borgerlige opposition havde bakket helt op om statsministerens håndtering, så der blev ikke meget at diskutere der. Til gengæld lykkedes de borgerlige at dreje debatten efter det islamistiske terrorangreb hen på udlændingepolitik. Og i 2001 var den dagsorden livsfarlig for socialdemokraterne.

Bekræfter alle fordomme
Når krigen i Ukraine kan vise sig at blive en politisk fordel for statsminister Mette Frederiksen (S) skyldes det flere forhold.

For det første er der selve temaet, sikkerhedspolitik. Det er et emne, Mette Frederiksen har opprioriteret kraftigt det sidste halve år, begyndende med et stort udenrigspolitisk interview til Altinget og en tale til Udenrigspolitisk Selskab.

Statsministeren har anlagt en usædvanlig positiv holdning til USA, mens hun omvendt har været meget hardcore over for russerne. I en grad så det har vakt opsigt.

Men efter invasionen af Ukraine vil mange danskere abonnere på hendes vurdering af Vladimir Putin som en halvgal, uberegnelig mand, man er nødt til at sætte hårdt ind over for. Og de kontroversielle planer om amerikanske tropper på dansk jord i fredstid kommer til at glide meget lettere ned.

Krisestatsministeren
Samtidig får Mette Frederiksen lejlighed til at genopføre sin yndlingsrolle som krise-statsministeren. I starten af corona-krisen have statsministeren en astronomisk tilslutning fra næsten 80 procent af vælgerne.

Men som en Epinion-måling for Altinget og DR nylig viste, er der nu kun 46 procent af vælgerne, der mener, Mette Frederiksen gør det godt, mens 43 procent synes hun gør det dårligt. Det er bundrekord for hende.

Der er alt mulig grund til at tro, at de tal nu bliver bedre. Mette Frederiksen er god i kriser – og har en cool ”vi har styr på det”-attitude.

Således også i den aktuelle krise, hvor Mette Frederiksen – efter en periode at have talt konflikten op – anlægger en alvorlig, men afdæmpet attitude, mens hun forsikrer, at der ikke er aktuelle trusler mod dansk territorium. Den stil skaber tryghed hos mange danskere, ligesom den gjorde under corona-krisen.

Koldt vand på glohed økonomi
Krisen spiller også ind på en række af de indenrigspolitiske dagsordener.
Den ophedede diskussion om udenlandsk arbejdskraft bliver lettere at håndtere for regeringen, fordi konjunkturerne nu bliver mere usikre, og en vis stigning i ledigheden er til at forudse. Specielt hvis der indføres benhårde sanktioner mod Rusland.

Normalt er det er problem for en regering, hvis økonomien peger nedad. Men den danske økonomi har været i et så brølende opsving, at en vis nedgang ikke udgør et synderligt problem.

Det er ikke en nedtur, vælgerne på nogen måde kan laste S-regeringen for i modsætning til en situation, hvor en regering vælger at lave en større finanspolitisk stramning. Det slipper man efter alt at dømme for nu.

Normalisering af boligmarkedet
Nedturen ventes også at ramme ejerboligmarkedet, men også det kan regeringen i en vis udstrækning vende til sin fordel. Mange økonomer har længe ønsket indgreb mod de galopperende boligpriser, der er stærkt ulighedsskabende.

En situation, hvor man kan tjene mere på en skattefri boliggevinst end ved at almindeligt lønarbejde, er ikke alene dårlig for produktiviteten. Den udgør også et ideologisk problem for socialdemokraterne. Boligminister Kaare Dybvad Bæk (S) har ligefrem sagt, at dette ”er i strid med selve velfærdssamfundet grundetik”.

Alligevel har S-regeringen afholdt sig for at gribe ind. Den uofficielle forklaring er, at det er vælgermæssigt risikabelt at gribe ind over for ejerboligmarkedet, mens den officielle forklaring har været, at man vil se tiden an. Nu er det muligt, at overophedningen på boligmarkedet løser sig selv – uden boligejerne på nogen måde kan laste regeringen for nedgangen.

Ansvar i nærområdet
Endelig aktualiserer krigen i Ukraine diskussionen om asylpolitikken. 

Der vil være folkelig opbakning til at modtage ukrainske flygtninge, som efter alt at dømme vil integrere sig lige så godt, som ungarere og polakker gjorde før dem.

”Hvorfor er regeringen pludselig åben over for at modtage ukrainske flygtninge – og skal de i givet fald også overføres til en flygtningelejr i Rwanda?” ville journalisterne vide.

En lettere irriteret Mette Frederiksen affejede spørgsmålene, men når hun har sundet sig, vil hun utvivlsomt give samme svar, som Venstres Jakob Ellemann-Jensen gav senere på dagen. Nemlig at ukrainerne – i modsætning til syrere og somaliere – er flygtninge fra det danske ”nærområde”. Ukraine er – med grænse til Polen – nabo til Danmarks nabo – og ikke et land, der ligger syv-otte grænser væk.

Der vil være en helt anden folkelig opbakning til at modtage ukrainske flygtninge, som efter alt at dømme vil kunne integrere sig lige så let, som ungarere og polakker gjorde før dem. Integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har da også erklæret, at Danmark planlægger at modtage op til 20.000 ukrainske flygtninge.

Kendetegnende nok var selv Dansk Folkepartis formand Morten Messerschmidt ikke afvisende for at modtage et vist antal ukrainske flygtninge.

Derfor kan Mette Frederiksen risikofrit støve den humanistiske profil af i forhold til ukrainske flygtninge og bruge det i argumentationen for, at Danmark er sit ansvar bevidst - i nærområdet. Samtidig vil hun fastholde planerne om, at flygtninge uden for nærområdet skal til asylcentre langt fra Danmark.

Sådan vil billedet være så længe, antallet af ukrainske flygtninge er nogenlunde håndterbart. Hvis der kommer fem millioner ukrainske flygtninge til Vesten, som nogle af de mest dystre prognoser kalkulerer med, vil opbakningen svinde i takt med belastningen. Men det bliver først på den anden side af et dansk folketingsvalg.

Krig mod Enhedslisten
Det er en komplikation, at krigen i Ukraine har anstrengt forholdet mellem regeringen og Enhedslisten, der har en noget anden holdning til konflikten mellem Rusland og Ukraine end de øvrige danske partier. Enhedslisten er modstandere af Nato, og partiet har med forsvarsordfører Eva Flyvholm i spidsen appelleret til, at man satser på diplomatiet, samt at Vesten prøver at forstå de russiske motiver. 

Det er blevet taget meget unådigt op af socialdemokraterne. Regeringspartiets politiske ordfører Christian Rabjerg Madsen har i skarpe vendinger angrebet Flyvholm og kaldt hendes udtalelser for ”farlige” ”en blåstempling af Putins verdenssyn”.

Det har skærpet kritikken af Enhedslisten, at partiets internationale udvalg midt under Ukraine-krisen bakkede op om en demonstration foran den amerikanske ambassade. Noget Eva Flyvholm og et lille flertal i partiets forretningsudvalg dog tog afstand fra.

Flyvholm og Pelle Dragsted deltog umiddelbart efter invasionen i en demonstration foran den russiske ambassade, men kritikken fortsatte i det socialdemokratiske netmedie Pio, hvor en overskrift fortalte om ”Enhedslistens 1956-øjeblik”. 

Kampen om storbyvælgerne
Striden med Enhedslisten er tveægget.

På den ene side har S-regeringen en interesse i at highlighte Enhedslisten som et yderliggående parti, der er "helt på månen" i sikkerhedspolitikken". I bedste fald kan socialdemokraterne håbe på, at det få nogle af de storbyvælgere, der stemte EL med efterårets kommunalvalg, til at flytte krydset ved folketingsvalget.

På den anden side er konflikten ikke uden risici. Forholdet til Enhedslisten bliver belastet, og beskyldninger mod Enhedslisten kan vende tilbage som en boomerang mod Mette Frederiksen under en valgkamp, når hun skal forsvare, at hun bygger sit flertal på et parti med "farlige holdninger".

Gøres det samlede regnebræt op, er der imidlertid ingen tvivl:
På kort og mellemlang sigt vil Putins angreb på Ukraine styrke Mette Frederiksen. Der er gode chancer for, at såvel hendes egne ratings som partiets meningsmålinger får en tiltrængt pil opad i de kommende uger.