Debat

Ungdomspolitikere: Alternativet har misforstået EU

DEBAT: Alternativets engagement i DIEM25-bevægelsen vidner om, at partiet har misforstået EU som politisk og ideologisk kampplads. DIEM25 består af populistiske bevægelser, der eksperimenterer med EU, skriver Kira Marie Peter-Hansen (SFU) og Casper Pedersen (VU).

Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget
Mikkel Bødker Olesen
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kira Marie Peter-Hansen (SFU) og Casper Pedersen (VU) 
Kandidater til Europa-Parlamentet for hhv. Socialistisk Folkepartis Ungdom og Venstres Ungdom

I et interview i Altinget 22. april begrunder Alternativets EU-ordfører, Rasmus Nordqvist, partiets engagement i den paneuropæiske og tværpolitiske DIEM25-bevægelse med argumentet om, at Alternativet vil være en del af noget større på EU-plan.

Det er under påskud af, at man i bevægelsen og i Alternativet ”leger”, at de transnationale lister til Europa-Parlamentsvalget næste år alligevel blev til noget, og at DIEM25-bevægelsen er den eneste, der kan redde EU fra sin demokratiske krise.

Alternativet har dog grundlæggende misforstået, hvordan EU som politisk kampplads fungerer.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Alternativet svigter EU ved at hoppe med på populistiske eksperimenter
DIEM25-bevægelsen består af et kludetæppe af mere eller mindre populistiske bevægelser på tværs af EU, som har haft mere eller mindre succes, herunder typer som Benoît Hamon, der stillede op til præsidentvalget i Frankrig, den tidligere græske, kommunistiske finansminister, Yanis Varoufakis, og det tjekkiske piratparti. Formålet med DIEM25 er at redde EU fra sig selv og undgå, at for eksempel Brexit spreder sig til andre lande.

Svaret for DIEM25 er øget demokratisering i EU, som på lang sigt skal ende ud i en helt ny forfatning i EU med vedtagelse i år 2025.

Hvis Alternativet gerne vil arbejde for, at EU vinder sin legitimitet tilbage, bør de i stedet arbejde for konkrete, europæiske løsninger i stedet for at være platform for populistiske eksperimenter.

Kira Marie Peter-Hansen (SFU) og Casper Pedersen (VU)
. Europa-Parlaments kandidater

Det er en nobel og sympatisk tanke, som Alternativet og DIEM25 fremlægger, men løsningen er desværre helt afmarcheret. Tiden er ikke til flere eksperimenter, men til konkrete og realistiske løsninger, som befolkningerne i EU kan forholde sig til.

Hvis folk skal overbevises om EU's stadigt stigende relevans, så er det på høje tid, at partier og politikere leverer nogle løsninger på de problemer, som europæerne med rette har højt på dagsorden.

Alternativet og resten af DIEM25 overser, at de selv er en ligeså stor del af problemet, fordi de med flyvske løfter og urealistiske mål gør det sværere for ansvarsbevidste politikere at nå i mål med løsninger på de udfordringer, som folk snakker om over deres aftensmad.

Hvis Alternativet gerne vil arbejde for, at EU vinder sin legitimitet tilbage, bør de i stedet arbejde for konkrete, europæiske løsninger i stedet for at være platform for populistiske eksperimenter. 

Alternativet har misforstået EU som politisk og ideologisk kampplads
Udover kampen for en hel ny grundlov for EU i 2025, er Alternativets anden begrundelse for at gå med i DIEM25-eksperimentet, at DIEM25 arbejder på tværs af landegrænser og politiske holdninger.

Her viser Alternativet igen, at de har misforstået, hvordan EU fungerer som politisk og ideologisk kampplads.

For allerede i dag organiserer alle partierne sig på tværs af landegrænser, erfaringsudveksler, fører fælles kampagner og politikudvikler sammen på europæisk plan. Radikale Venstre og Venstre sidder for eksempel i samme gruppe i Europa-Parlamentet, hvor deres kollegaer herudover også tæller politikere fra Belgien, Spanien og Bulgarien.

Modsat DIEM25 vælger man dog at organisere sig på baggrund af sit ideologiske ståsted fremfor ud fra enkeltsager, der til tider kan virke mere populistiske end realpolitiske. Og det er der en meget god grund til. For mens de politiske grupperinger i EU kan finde fælles, politisk ståsted, optager DIEM25 ukritisk alle slags medlemmer og har blandt andet flirtet med Femstjernebevægelsen i Italien; en bevægelse, som har været kendt som en stærk EU-kritisk bevægelse.

Det er en bevægelse, som det EU-positive parti, Alternativet, nu må finde enighed med, og fremfor at kunne kæmpe med ligesindede for fælles værdier er Alternativet tvunget til at kæmpe for enkeltsager, hvor de i DIEM25-bevægelsen er enige og ellers bekæmpe hinanden resten af tiden.  

Hermed ikke sagt, at man ikke kan og skal samarbejde med partier og bevægelser, der ikke ligner en selv på alle punkter. Men som politisk parti har man et ansvar for, at man ikke primært organiserer sig i enkeltsagsbevægelser, men i stedet danner fælles front med ligesindede partier i kampen for at forandre Europa.

EU har brug for samarbejde, ikke populistiske enkeltsager
EU må ikke blive til en platform, hvor fokus kun bliver på enkeltsagsbevægelser. EU skal afspejle, at der også på tværs af landegrænser er nogle store, ideologiske forskelle, og at de enkelte ideologier har deres forskellige svar på EU's udfordringer.

De politiske ideologier er samtidig garanten for, at de enkelte partier har en større vision og sigte i deres politik og ikke forfalder til populistiske enkeltsager.

Hvis enkeltsagsbevægelser er ens primære fokus, fjerner man som parti fokus fra de ideologiske uenigheder og kampe, som netop er det, der er og skal være drivkraften i politik og i udviklingen af Europa.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Casper Pedersen

ESG Manager, Multi-Wing, folketingskandidat, Venstre
HD 2. del - Regnskab og økonomistyring (Copenhagen Business School, 2021). Stud.cand.merc.aud

0:000:00