Debat

V-politiker: Unge skal arbejde for deres kontanthjælp

DEBAT: I Greve kommer unge under 30 år i gang med at samle skrald under 24 timer efter, at de søger kontanthjælp. Det giver de unge arbejdsløse en mulighed for at blive en del af et arbejdsfællesskab, skriver Morten Dahlin.

Fremtidens socialpolitik skal have et meget skarpere fokus på at få folk i arbejde, skriver Morten Dahlin (V).
Fremtidens socialpolitik skal have et meget skarpere fokus på at få folk i arbejde, skriver Morten Dahlin (V).Foto: Greve Kommune
Lise-Lotte Skjoldan
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Dahlin (V)
Byrådsmedlem i Greve og folketingskandidat i Sjællands Storkreds

Når det kommer til social arv, taler statistikken sit tydelige sprog: Hvis du er opvokset blandt den "fattigste" femtedel af danskerne, og dine forældre har været på passiv forsørgelse det meste af din barndom, ja, så er der næsten 50 procent chance for, at du selv ender i denne indkomstkategori.

Hvis dine forældre derimod er i beskæftigelse, men stadigvæk blandt den femtedel, der tjener mindst, så har du næsten 75 procent chance for at bryde cirklen og bevæge dig op ad indkomstskalaen.

Det er altså helt tydeligt: Børn af forældre, der går på arbejde, selv til en lav løn, bliver i højere grad mønsterbrydere.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected]

Kultur og moral spiller en rolle
Det er altså ikke nødvendigvis indkomsten i den enkelte familie, der afgør, hvordan børnene klarer sig i fremtiden. Det er også i høj grad kulturen og moralen, der gør en forskel. Hvis man ser sine forældre stå op om morgenen og gå på arbejde, så lærer man naturligvis, at det er sådan, man gør.

Ligesådan den anden vej: Hvis ens forældre, onkler, fætre og kusiner aldrig forlader hjemmet, så lærer man naturligvis, at dét er normal adfærd.

Børn af forældre, der går på arbejde, selv til en lav løn, bliver i højere grad mønsterbrydere.

Morten Dahlin (V)
Byrådsmedlem i Greve og folketingskandidat i Sjællands Storkreds

Det er egentlig ikke så underligt, at det forholder sig sådan med børn. For ligesom børn kopierer forældres opførsel, når det handler om alt muligt andet, så gør de det naturligvis også, når det handler om beskæftigelse.

Derfor må fremtidens socialpolitik have et meget skarpere fokus på at få folk i arbejde, også selvom det er til mindsteløn.

Greve Kommune har skabt en succes
I Greve Kommune, hvor jeg er formand for Beskæftigelsesudvalget, er vi gået kontant til værks. Her har vi forsøgt at vende bøtten på hovedet og fokusere på beskæftigelse. Her skal raske kontanthjælpsmodtagere arbejde for deres kontanthjælp.

Vores gennemgående tema er, at hvis man kan arbejde, så skal man arbejde. Derfor har vi indført straksaktivering.

Det betyder helt konkret, at hvis et ungt (under 30 år), raskt menneske dukker op på rådhuset og beder om kontanthjælp, så bliver vedkommende sat til at arbejde for sin kontanthjælp. Det er den gruppe, der formelt hedder "åbenlyst uddannelsesparate".

Mere præcist vil vedkommende, ikke mere end 24 timer efter at han/hun er visiteret som værende frisk og rask, blive sat til at samle skrald op og holde kommunen pæn og ren.

Opdragende og motiverende
Vores mission med ordningen er todelt:

Først og fremmest lærer de unge at stå op om morgenen, møde på arbejde og være en del af et arbejdende fællesskab. Kommer de ikke, er der en kontant konsekvens i form af mindre kontanthjælp.

Dette er en væsentlig lektie, som er nødvendig, hvis man skal etablere sig selv på arbejdsmarkedet. For fremtidige arbejdsgivere er det naturligvis også et plus, at man har vist mødestabilitet og været frisk på at tage fat.

Samtidig er det en mulighed for at opleve, hvad det vil sige at være en del af arbejdsfællesskabet. Hvis ens forældre aldrig har arbejdet, så kender man jo slet ikke til denne del af tilværelsen. Derfor er det sundt og godt, at straksaktivering kan hjælpe de unge med at få kendskab til arbejdslivet.

For det andet bliver de unge motiveret til at søge et ordinært arbejde eller starte på en uddannelse. En SU eller et deltidsjob i et supermarked kan nemlig godt matche kontanthjælpssatsen (uddannelseshjælp, som det faktisk hedder) for unge under 30 år.

Markant fald i unge kontanthjælpsmodtagere
For nyligt har vi også indført ordningen, i en lettere revideret udgave, for nyledige over 30 år, de såkaldt jobparate kontanthjælpsmodtagere.

Resultaterne er intet mindre end fremragende. Vi indførte ordningen i 2014, og siden da er antallet af unge, raske kontanthjælpsmodtagere faldet med hele 86,8 procent. På landsplan har faldet været på 28,6 procent, så Greve Kommune har haft markant større succes end Danmark som helhed.

Resultaterne for de +30-årige er også flotte, dog ikke lige så prangende. Dette kan skyldes, at deres kontanthjælpssats er højere end for dem under 30 år. Siden ordningen for de +30-årige trådte i kraft, har Greve Kommune oplevet et fald på 28,4 procent mod et fald på landsplan på 10,5 procent. Det er trods alt stadigvæk en succesrate, der er næsten tre gange så høj som i resten af landet.

Det giver ydermere den positive effekt, at vi så kan bruge vores tid og ressourcer på dem, der har brug for ekstra støtte for at komme videre med deres tilværelse.

Udbred ordningen til hele Danmark
Der findes heldigvis andre kommuner i Danmark, der arbejder med lignende initiativer. Men når resultaterne nu er så gode, og betydningen af beskæftigelse er så stor i forhold til børns mulighed for at bryde den negative sociale arv, så burde sådanne ordninger ikke kun være reserveret nogle få kommuner.

Det burde bredes ud til hele Danmark og være obligatorisk over hele landet. Alle raske kontanthjælpsmodtagere burde arbejde for deres kontanthjælp. På den måde kan vi tage et stort skridt mod, at flere børn vokser op med forældre, der går på arbejde og dermed øger deres egen chance for at bryde den negative sociale arv.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Dahlin

Minister for byer og landdistrikter, kirkeminister og minister for nordisk samarbejde (V), MF
HA (kom.) (CBS 2012)

0:000:00