Vælgerne: Vestager ingen statsminister

MENINGSMÅLING: Medierne spekulerer i Margrethe Vestager (R) som en mulig statsministerkandidat. Men syv ud af ti vælgere foretrækker Thorning eller Løkke som statsminister. Kun otte procent peger på Vestager.
Foto: Thit Andersen/Altinget.dk
Jørgen SkadhedeMorten Øyen
Trods spekulationer i medierne ser vælgerne ikke de Radikales leder Margrethe Vestager som en statsministerkandidat.

Præsidentvalgkampen lever faktisk i bedste velgående, da hele 71 procent af vælgerne foretrækker enten Socialdemokraternes Helle Thorning-Schmidt eller Venstres Lars Løkke Rasmussen.

Kun otte procent af vælgerne foretrækker de Radikales Margrethe Vestager som statsminister, viser en meningsmåling, som A&B Analyse har lavet for Altinget.dk.

Dermed er opbakningen til Vestager som statsminister endda en smule lavere end dem, der siger, at de vil stemme på de Radikale. I professor Søren Risbjerg Thomsen seneste snit af meningsmålingerne ligger partiet således til at få 9,3 procent af stemmerne.

Urealistisk scenarie med Vestager som statsminister
Margrethe Vestager har selv gjort en dyd ud af at afvise, at hun er en kandidat til statsministerposten, og at hun peger på Thorning efter valget. Det er da også temmelig svært at forestille sig et scenario efter valget, hvor Vestager har en realistisk mulighed for at blive statsminister.

Fakta
Vælgernes foretrukne statsminister

Hvem foretrækker du som statsminister efter det kommende valg?

Helle Thorning-Schmidt (S): 36,1 pct.
Lars Løkke Rasmussen (V): 35,1 pct.
Margrethe Vestager (R): 8,0 pct.
Villy Søvndal (SF): 4,3 pct.
Johanne Schmidt-Nielsen (EL): 3,3 pct.
Pia Kjærsgaard (DF): 3,0 pct.
Lars Barfoed (K): 1,9 pct.
Anders Samuelsen (LA): 0,8 pct.
Ved ikke: 7,4 pct.

Målingen er foretaget af A&B Analyse på nettet på basis af 1.134 politisk repræsentativt udvalgte svarpersoner. Undersøgelsesperioden er 2/9 - 5/9 2011.


Kilde: A&B Analyse for Altinget.dk

Selv hvis V og K skulle gå hen og tilbyde Vestager posten for at få hende til at skifte side, så vil Dansk Folkeparti formentlig ikke pege på en statsminister fra ærkefjenderne i de Radikale. DF vil efter alt at dømme foretrække Thorning frem for Vestager, hvis de blev tvunget til at vælge.

Vestager populær hos de unge
Vestager og de Radikale er dog ikke blevet hypet helt uden grund. Hun er således en sikker nummer tre på listen over vælgernes foretrukne statsministre langt foran de øvrige partiledere som eksempelvis Villys Søvndal (SF) Lars Barfoed (K) og Pia Kjærsgaard (DF).

Og ser man kun på de unge vælgere, er præsidentvalgkampen mellem Thorning og Løkke helt aflyst. Blandt de unge er Vestager en statsministerkandidat næsten på linje med lederne fra de to store partier.

18 procent af de unge vælgere mellem 18-34 år foretrækker således Vestager som statsminister, mens Løkke og Thorning begge har opbakning fra 24 procent af de unge.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Margrethe Vestager

Ledende næstformand, EU-Kommissionen, kommissær for konkurrence, formand for Kommissærgruppen om et 'Europa Klar til den Digitale Tidsalder', fhv. minister, politisk leder & MF (R)
cand.polit. (Københavns Uni. 1993)

0:000:00