Vanopslagh, Dahl og B. Olsen aner intet om, hvad det vil sige at være palæstinenser

Ud over det ubehagelige i at kalde de bombardementer af Gaza, der på få uger har kostet over 20.000 døde, for "en huskekage", så vælger det tidligere LA-folketingsmedlem bevidst at skrive palæstinenserne i stedet for Hamas.

Da jeg beder ham rette, svarer han: "Den der skarpe opdeling mellem Hamas og palæstinenserne er ikke i overensstemmelse med virkeligheden desværre."

Olsen blev bakket op af Henrik Dahl (LA) og Alex Vanopslagh (LA). De viser meningsmålinger fra Gaza, der viser, at et sted mellem 50 og 70 procent af Gazas indbyggere holder med Hamas. Olsen & Co kræver, at palæstinenserne beviser deres demokratiske sindelag.

Der er, som om de intet aner om, hvad det vil sige at bo i et diktatur. Den terror, som Hamas spreder, gør, at folk er rædselsslagne for at sige, hvad de mener. Meningsmålinger er værdiløse. Ytringsfriheden er en by i Langbortistan. Det er livsfarligt at sige sin mening.

Så lad os prøve at høre fra en af dem, der prøvede at gå op imod Hamas. Hamza Howidy, født i 1997 i Gaza, fortæller i Newsweek om den pris, han måtte betale, da han tog kampen op mod de terrorister, der styrer det land, han holder så meget af.

Det er nemt, når man på lang afstand – i et sikkert smørhul som det danske – belærer folk, der lever i daglig undertrykkelse, om, hvad de bør gøre.

David Trads

Den kommentar, han netop har udgivet – 'Hamas torturerede mig for at sige min mening' – er hjerteskærende. Han fortæller, hvordan hans far stemte på Hamas i 2006, fordi de lovede reformer efter Fatahs korruption. I stedet spredte de rædsel, henrettede og undertrykte.

Da Hamza Howidy kom på Gazas Islamiske Universitet, lukkede Hamas ned for alle humanistiske fag, erstattede dem med islamisk læring. Valg til elevråd og klubber blev forbeholdt medlemmer af Hamas, som også ragede alle legater og privilegier til sig.

"At sige sin mening var ikke en mulighed. Hamas har ingen tolerance for kritik eller modstand mod nogen af dets politikker. Selv debat er forbudt. Enhver journalist, der siger imod eller kritiserer en politik, bliver suspenderet og undersøgt. Demonstrationer er absolut forbudte. Ytringsfrihed i Gaza er en fantasi."

Hamza Howidy kunne alligevel ikke holde sin mund – for selv om han vidste, at hvis han sagde sin mening, så var vejen til indespærring, tortur og endda mord kort, så tog han og en gruppe venner ordet. De indkaldte til en demonstration: "Vi vil leve!"

Reaktionen var benhård. Demonstrationen blev brutalt opløst, alle blev anholdt, skrigene fra den dag er mejslet i Hamzas erindringer. Han blev holdt tilbage i tre uger, tævet, overhældt med iskoldt vand i de kolde vinternætter. En af de andre døde.

I dag bor Hamza ikke længere i Gaza. Han har søgt et bedre liv for sin familie uden for. Hans øjenvidnebetragtninger er imidlertid værd at læse. Den minder os om, hvor livsfarligt det er at turde sige magthavere imod i et diktatur. Og det bør give forståelse for, hvor svært det er.

Det er nemt, når man på lang afstand – i et sikkert smørhul som det danske – belærer folk, der lever i daglig undertrykkelse, om, hvad de bør gøre.

Det er direkte uforskammet at forudsætte, at fordi palæstinenserne i Gaza ikke går på gaden i protest mod Hamas, så holder de nok med dem. Dem, der tør, er enestående helte. Det er dem, vi skal støtte. Ikke hænge ud som Hamas-støtter.

PS: Ja, jeg har selv været i Gaza, så, ja, jeg ved godt, hvad jeg taler om.