Vanopslagh lagde afstand til Trumps USA: De har tvunget os til at tænke nyt

Når Trump udfordrer USA's rolle som den frie verdens leder, tvinger det Danmark til at tænke nyt.
Sådan lød budskabet fra Liberal Alliances partiformand, Alex Vanopslagh, i sin tale ved partiets landsmøde i Vejle lørdag.
"Vi har så at sige ikke råd til at fjumre rundt," sagde partiformanden fra talerstolen.
"Vi både kan og vil gøre det nødvendige for at sikre freden og vokse os stærkere ud af kriserne. Vi er ikke magtesløse."
"Jeg tror stadig på Europa"
Foran over 800 klappende partimedlemmer stillede formanden sig frem og indledte sin tale med at referere J.R.R. Tolkiens 'Ringenes Herre'.
"Gandalfs – eller Tolkiens – ord giver genlyd gennem tiden, fordi de siger noget, der har betydning for mennesker i vanskelige tider," sagde Vanopslagh og fortsatte:
"De indgyder håb minder os om, at vi kan vælge at gøre det gode, det rigtige, det nødvendige. At vi ikke må miste modet, at vi ikke må miste håbet – netop fordi vi har et valg."
Europa står også over for et valg, slog partiformanden fast.
Endnu engang gentog partiformanden sin kritik af USA. Trump "forbryder" sig imod borgerlige værdier, har Vanopslagh også tidligere formuleret det til Altinget.
Derfor skal Danmark nu kigge mere mod Europa og det europæiske fællesskab, slog LA-formanden fast.
"Jeg tror stadig på Europa. For Europa er – og har altid været – arnestedet for det gode, det sande og det skønne," sagde Vanopslagh.
Europæerne er ikke fejlfrie, og Europa mister også fodfæste. Men gang på gang har Europa vist, at det kan rejse sig stærkere, sagde han.
"Vi er et kontinent, som er i en evig samtale om og en evig stræben efter sandheden," lød det.
For nylig fortalte Vanopslagh også til Altinget, at han hellere så, at Danmark købte europæiske våben frem for amerikanske.
Flere partier bør fremlægge en plan
Oprustningen af det danske forsvar blev et naturligt næste emne i talen.
Vi er et kontinent, som er i en evig samtale om og en evig stræben efter sandheden
Alex Vanopslagh (LA)
Formand, Liberal Alliance
Men først kom en opsang til de politikere, der ikke står bag en fortsat stor oprustning.
"Alle partier enige. Ja, altså foruden dem, som stadig tror, at tilpas mange liter dialogkaffe, tilpas mange eksportkroner og tilpas mange kvadratkilometer jord kan få både Putin, Hamas og Xi Jinping til at blive lige så uskadelige mod Vesten, som Pia Olsen Dyhr er mod Mette Frederiksen," sagde han til klapsalver og grin fra publikum.
Hvordan et styrket dansk forsvar skal finansieres, er der dog stor uenighed om på tværs af Folketingets partier.
Blandt andet har SF foreslået en såkaldt "progressiv sikkerhedsskat", som alle skal bidrage til.
Men det faldt ikke i god jord hos LA'eren.
"Danmark har hverken brug for nye eller højere skatter," sagde Vanopslagh til tydelige opbakning fra salen.
Liberal Alliance fremlagde for nylig en plan for, hvordan Danmark skal finansiere en oprustning af Forsvaret, så Danmark i alt bruger 3,5 procent af bnp.
Det skal blandt andet ske ved at halvere dagpengeperioden, skære i DR og ved en sænkelse af ulandsbistanden.
Formanden kritiserede også de andre partier for at være tøvende og uigennemsigtige.
"Vi har i Liberal Alliance – som det eneste parti i Folketinget – fremlagt en fuldt finansieret oprustningsplan for Forsvaret," sagde han og tilføjede:
"Jeg synes, at ansvarlige partier skylder at fremlægge deres bud på en finansiering til Forsvaret – og have modet til at stå ved deres politik," sagde partiets formand.
Norges "oprydningsgeneral", ikke Musk
Bøvl og regler fyldte også meget i LA-formandens tale. Endnu en gang gentog Vanopslagh den gamle sang om for mange regler og bureaukrater.
"Alene i Mette Frederiksens tid er antallet af bureaukrater steget med mere end 17.900 personer," lød det.
Ansvarlige partier skylder at fremlægge deres bud på en finansiering til Forsvaret
Alex Vanopslagh (LA)
Formand, Liberal Alliance
Vanopslagh gentog forslaget om en "oprydningsgeneral" inspireret af Norges arbejde med regelforenkling.
"Det har virket i Norge, hvor Hans-Jørgen Blomseth gik forrest i forhold til at reducere unyttige regler og lovgivning."
Hans-Jørgen Blomseth har tidligere været udpeget af Norges regering til at arbejde med regelforenkling og bureaukrati i Norges offentlige administration. Han har en baggrund som topchef i flere norske virksomheder.
Vanopslagh vendte tilbage til Tolkiens fortælling om Frodo og Sam i talens afslutning.
"Det er ligesom i de store historier, hr. Frodo. De var fulde af mørke og fare. Hvordan kunne slutningen være lykkelig," spurgte formanden og gengav Frodos svar:
"Folk i de historier havde masser af chancer for at vende om, men de gjorde det ikke. De blev ved. De holdt fast i, at der stadig er noget godt i denne verden. Og det er værd at kæmpe for."
Og det er ikke længere alene USA, der kan ses som lederen af den frie verden.
Danmark er nu tvunget til at rette blikket mod Europa, hvor man nu skal finde håbet, modet og værdierne, ifølge Liberal Alliance.
- Knud Romer: Glædelig 1. maj til de rige røvhuller. Før eller siden bliver det værst for jer selv
- Ny måling: Et nyvalg vil være en gave til Messerschmidt
- Vraget klimaprofil vil gøre op med Venstres image: "Vi er ikke et landbrugsparti"
- Blå partiledere har startet operation bøllebank mod Løkke. Men én af dem har skudt sig selv i foden
- De unge arbejdere vælger S fra: "Det kan blive fatalt for partiet"
















































