Kommentar af 
Lykke Friis

Migrantkaos ved Polens grænse: Velkommen til ufredens tid

Tænketanks-direktør Mark Leonard forklarer i sin nye bog 'Ufredens tid', hvordan globaliseringen er blevet et effektivt våben. Selvom vi ikke vil opleve traditionel militær krig på vore breddegrader, vil vi blive mødt af andre former for angreb lige fra med migranter over cyberangreb til afvisning af at eksportere livsvigtige produkter. Begivenhederne ved den polske-belarusiske grænse er et glimrende eksempel, skriver Lykke Friis. 

Lukasjenkos strategi med at bruge mennesker som våben og fragte migranter fra Mellemøsten til Belarus’ grænse til Polen og Baltikum er et godt eksempel på, hvordan globaliseringen i dag bliver brugt som et våben, skriver Lykke Friis.
Lukasjenkos strategi med at bruge mennesker som våben og fragte migranter fra Mellemøsten til Belarus’ grænse til Polen og Baltikum er et godt eksempel på, hvordan globaliseringen i dag bliver brugt som et våben, skriver Lykke Friis.
Lykke Friis
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

“Det er den vanskeligste sikkerhedskrise for os siden Sovjetunionens sammenbrud”.

Sådan sagde Estlands forsvarsminister Kalle Laanet i midten af november. Men modsat under Den kolde krig skyldes krisen hverken troppemobilisering eller atomubåde, der pludselig viser sig ved landets kyst.

I disse dage har den udløsende faktor været migranter fra Mellemøsten, der pludselig dukkede op ved grænseovergange i de baltiske lande og ikke mindst Polen. Landet, der står bag krisen, er Belarus. Formålet er at gengælde EU’s sanktioner over for Belarus med et bevidst forsøg på at ramme EU dér, hvor Unionen er svagest, nemlig angsten for en ny flygtningekrise, der kan destabilisere både medlemsstater og hele EU.

Og strategien med at bruge mennesker som våben og fragte migranter fra Mellemøsten til Belarus’ grænse til Polen og Baltikum har virket. Selvom antallet i de første uger næppe oversteg 10-20.000, gik der ikke mange dage, før konflikten drev dybe kiler ned imellem Polen og det øvrige EU. Ikke alene insisterer Polen på at beskytte østgrænsen helt alene uden at trække på det fælles europæiske grænseagentur, Frontex – og uden at tillade, at udenlandske journalister og NGO’er får adgang til grænseområdet.

Selvom begivenhederne ved den belarussiske grænse først for alvor tog fart, efter at Mark Leonard havde sat punktum for sin seneste bog, er krisen alligevel en uhyre præcis illustration af det, han betegner som ”ufredens tid”.

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

Det eneste land, der får lov til at hjælpe, er Boris Johnsons Storbritannien. Polakkerne lader også EU forstå, at tiden nu er kommet til at bryde mantraet fra 2015-flygtningekrisen om, at der ikke må bygges nye mure, samtidigt med at blandt andet den tidligere statsminister Beata Szydlo forsøger at koble krisen til den verserende strid om Polens manglende overholdelse af retsstatsprincipperne: ”Pludselig ser europæiske politikere, at Polen forsvarer EU og de europæiske værdier”.

Både Lukasjenko og Ruslands udenrigsminister Sergey Lavrov har mildest talt haft svært ved at skjule deres skadefryd. På statslig tv udbrød én af Lukasjenkos nære allierede: ”Nåh, lille Europa? Det lille men stolte Belarus har splittet jer. Nu kører alt efter Lukasjenkos regler og vilje”. Lavrov påpegede, at Europa jo i årevis havde ”gjort reklame for sin ’way of life’, så derfor var det jo kun naturligt, at migranterne nu ville til Vesten. Lukasjenko har sat trumf på ved at påpege, at EU blot bruger krisen til at fjerne opmærksomheden fra de mange øvrige problemer, der er i Vesten. ”Folk er kede af det. Hvordan fejer du det ind under gulvtæppet? Ved at betegne mig som en idiot… der vil angribe Polen i morgen”.

Selvom begivenhederne ved den belarussiske grænse først for alvor tog fart, efter at Mark Leonard havde sat punktum for sin seneste bog, er krisen alligevel en uhyre præcis illustration af det, han betegner som ”ufredens tid”.

Hovedpointen er, at selvom vi på grund af atomvåbenenes altudslettende karakter ikke vil opleve traditionel militær krig på vore breddegrad, vil vi blive mødt af andre former for angreb, lige fra med migranter over cyberangreb til afvisning af at eksportere livsvigtige produkter. Globaliseringen og de mange forbindelser mellem landene (”connectivity”), er blevet et effektivt våben, som lande bruger over for hinanden. Eller for at citere Leonard direkte:

Det er sjældent, at forskere skriver en bog, hvor de åbent gør op med deres fejl. Men det gør Mark Leonard.

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

”I dagens globaliserede verden er geopolitik blevet til et kærlighedsløst ægteskab, hvor partnerne ikke kan udstå hinanden, men ikke er i stand til at blive skilt. Og som med ethvert forlist ægteskab er dét, som engang blev delt i de gode tider, blevet et middel til at påføre skade i de nye dårlige tider”.

Eksempler, der supplerer Belarus, er der nok af. Tag bare corona-krisen, hvor Kina forsøgte at ramme Europa ved at udnytte vores afhængighed af værnemidler. Nogle europæiske lande kunne få, mens andre stod tomhændede tilbage.

Eller tag USA, der har brugt handelsforbindelser til at straffe europæiske virksomheder, som fortsat eksporter til Iran, ved at udelukke dem fra det amerikanske marked. Eller tag lande, der bevidst skærer forsyningskæder over for at skade andre landes produktion.

Denne ufredens tid står i skarp kontrast til den konkurrerende teori om, at verden befinder sig i en kold krig 2.0 mellem Kina og USA. Der er jo netop intet beskyttende jerntæppe mellem de to verdenspolitiske giganter.

De er derimod flettet så tæt sammen økonomisk, at vi ikke skal mange år tilbage, bør forskere brugte betegnelsen ”Chimerica” til at beskrive deres sammenfletning inden for samhandel, produktion og servicering af gæld. Og det er præcis de mange sammenfletninger, som Kina og USA kan omdanne til ikke-militære våben og gøre stor skade på hinanden.

Det er sjældent, at forskere skriver en bog, hvor de åbent gør op med deres fejl. Men det gør Mark Leonard, der til daglig er direktør for den pan-europæiske tænketank, European Council on Foreign Relations, ECFR.

Ja, faktisk endte hans bog, som var tænkt til at være et kampskrift for den frie verden, til at være et opgør med meget af hans tidligere tænkning. Der er i hvert fald langt fra erkendelsen af, at globalisering i sig selv skaber ufred til hans bog for 16 år siden: ”Why Europe will run the 21st century?”.

Eller som han udtrykker det: ”Jeg tog fejl, da jeg antog, at en enkelt magt kan styre en verden, der er defineret ved globalisering. Når alt kommer til alt, er det centrale kendetegn ved vores sammenflettede verden nemlig tab af kontrol”.

Læs også

Leonards personlige rejse med Brexit-afstemningen og Donald Trumps valgsejr som vigtige mellemstationer lader tankerne gå tilbage til præsident Obama, der på et tidspunkt skulle have spurgt sin rådgiver: ”Hvad nu hvis vi tog fejl? Måske gik vi for langt; mange mennesker vil bare være en del af deres stamme”.

Konkret peger Leonard på, at han har taget fejl inden for tre felter. For det første er der det mest fundamentale. Globalisering skaber ikke per definition ”den evige fred” (Immanuel Kant), helt ligesom man godt kan droppe den såkaldte Dell-teori: Lande, som bidrager til produktion af en Dell-computer, udløser ikke konflikter imod hinanden, da det vil være forholdsmæssigt dyrt og disruptivt.

Jo, de gør, nærmest råber Leonard. Det er faktisk, de mange sammenfletninger mellem landene, der giver ”muligheden for konflikt, årsager til at bekæmpe hinanden, og mange våben hvormed lande kan forvolde skade”.

Præcis fordi globalisering også har en markant slagside, er det heller ikke alle, der pr. definition vinder på for eksempel frihandel. Alt for ofte har forskere og politikere her benyttet sig af ”esperanto økonomi” og forsøgt at overbevise vælgere om, at en frihandelsaftale er god, da aftalen samlet set er en gevinst for nationen. At nogle grupper så taber, er i bedste fald blevet opfattet som et omfordelingsproblem eller en krigsskadeomkostning.

”Lykkeligt indespærret i min egen boble blev jeg ikke konfronteret med den voksende ulighed, misundelse og følelse af tab af kontrol, som connectivity gav næring til i parallelle bobler”, skriver Leonard om fejlæsning nummer to.

Den gamle verden vender ikke tilbage, og vi kan lige så godt først som sidst vinke farvel til drømmen om den globale landsby.

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

Og han fortsætter: Hvor globalisering gav ham mulighed for at sammensætte en bedre forskerstab, købe eksotisk mad og rejse verden rundt, satte andre lighedstegn mellem globalisering og outsourcing af deres arbejdsplads. For slet ikke at tale om at ”blive fremmed i eget land”.

Ikke overraskende var Brexit-afstemning en vigtig ”eyeopener” for den britisk fødte Leonard, der også har franske og tyske aner. Remain-kampagnens mange regnestykker, der klart viste, hvor hårdt Brexit ville ramme, prellede fuldstændigt af på mange vælgere.

Eller som en kvindelig vælger udtrykker det i bogen: ”Men det var jo deres økonomi og ikke min, det ville gå ud over. Og det er da på høje tid, at folk i London lærer, hvad det betyder at blive udsat for økonomisk smerte”.

Med andre ord: Når hun ikke vandt på EU-medlemskabet, skulle andre heller ikke nyde godt af det. En del af miseren skyldes uden tvivl, at de sociale medier muliggør, at vælgere kan leve i hver deres boble uden at komme i berøring med hinanden.

Den tredje fejlæsning er netop knyttet til de sociale medier. Facebook, Twitter osv. har nemlig udløst det, som allerede filosoffen Friedrich Nietzsche betegnede som ”sammenligningens tidsalder” – blot på steroider.

Grundet de sociale medier kan alle sammenligne sig selv med nabolande og lande under fremmede himmelstrøg - frem for blot med naboen hjemme på vejen.

Hvor undersøgelser viser, at økonomisk velstand tidligere kun i ringe grad var knyttet til økonomisk velstand, er det i dag fundamentalt anderledes. Tag bare nigerianerne, der i 1980erne var lige så lykkelige som vesttyskerne.

I dag er deres ”lykke-niveau” direkte knyttet til velstandsniveauet, hvilket betyder, at de er langt mindre tilfredse end tyskerne. Resultatet er ifølge Leonard en ”permanent vrede” og følelse af at have mistet kontrollen – en følelse, som ikke mindst Donald Trump formåede at udnytte.

Meget af debatten om Trumps valgnederlag har været præget af håbet om, at normaliteten nu vil gøre comeback. Men det kan man ifølge Leonard godt glemme alt om.

Den gamle verden vender ikke tilbage, og vi kan lige så godt først som sidst vinke farvel til drømmen om den globale landsby. Lige så klart er det, at verden ikke bør omdannes til et stort Nordkorea, hvor alt fra samhandel til interaktion med omverdenen systematisk afmonteres.

Det vigtigste politikere derimod kan gøre er at ”afvæbne og regulere de mange forbindelser mellem landene”. Eller som Leonard skriver på næsten Trumpsk: Opgaven er at ”make interdependence great again”.

Problemet er, at EU-skibet for længst har taget vand ind.

Lykke Friis
Direktør, Tænketanken Europa

Konsekvenserne for Europa og Danmark ligger ligefor. EU bør lære af coronakrisen og gøre en målrettet indsats for at svække sårbarheden over for Kina. Ellers kan Kina misbruge afhængigheden af værnemidler og essentielle ingredienser til medicin til igen at drive kiler ned imellem EU-landene ved kun at levere til de allierede i Europa.

Tilsvarende bør EU svække USA's muligheder for at bruge dollaren til at opnå geopolitiske målsætninger ved også at optone euroens globale rolle, ligesom en fælles ekstern grænsekontrol er en hastesag. Når frihandelsaftaler indgås, bør EU have et bedre blik for, at det ikke er alle befolkningsgrupper og lande, der vinder lige meget. Ikke overraskende opfordrer Leonard også til regulering af de amerikanske techgiganter.

EU-landene vil givetvis godt kunne blive enige om nogle af disse forslag, men problemet er, at EU-skibet for længst har taget vand ind. Ikke mindst Kina har set sit snit til at udnytte, at lande som Ungarn har gennemført et fundamentalt skifte siden de glade 1989-dage.

Hvor Viktor Orban dengang som ung student kæmpede for at ”vende tilbage til Europa”, har han i de senere år som premiereminister haft fokus på at ”flygte fra Europa”- eller i hvert fald at mindske afhængigheden af Europa ved at indlede et tæt samarbejde med Kina.

Eller som Leonard udtrykker det: ”Orban vil hellere være en lille kerne, end at nøjes med at være en del af Europas store periferi. Ved at tilslutte sig Kinas indflydelsessfære mener han, at han kan afbalancere den tyske indflydelse”.

Konkret betyder det, at den kinesiske techgiant Huawei for længst har etableret sig i Budapest, samtidigt med at kineserne finansierer store dele af togforbindelsen mellem Budapest og Beograd. Ikke overraskende har Orban flere gange nedlagt veto, når EU har skulle blive enige om en fælles politik over for Kina.

Selvom Leonard på bogens næstsidste side påpeger, at han ”ikke er fatalist…, og at vores undergang ikke er givet”, er det derfor nok de færreste, der vil være voldsomt optimistisk stemte, når de smækker bogen i. Men at bogen gør én klogere på verdenspolitikken og også tvinger én til at overveje, hvor man selv har taget fejl, er der ingen tvivl om.

Mark Leonard: The Age of Unpeace - How Connectivity causes Conflict, 240 sider, udkom 2. september 2021

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Aleksandr Lukasjenko

Præsident, Hviderusland

Sergei Lavrov

Udenrigsminister, Rusland

Mark Leonard

Direktør, Det Europæiske Råd for Udenrigsrelationer (ECFR)

0:000:00