Velpolstret Presseloge genvælger formand

Folketingets Presseloge nærmer sig sit 100 års jubilæum. På årets generalforsamling genvalgtes formanden, Altingets redaktionschef Anders Jerking, der glæder sig over en velpolstret forening.

Redaktionen

Folketingets Presseloge, der er foreningen for de henved 200 journalister med hyppig gang på Christiansborg, holdt torsdag sin årlige generalforsamling.
 
Formanden Anders Jerking, der blev genvalgt, fremhævede i sin beretning, at journalister skal banke på og præsentere sig, når man går ind hos en politiker. Nogle folkevalgte vil gerne begrænse pressens adgang på Christiansborg.

"En berigelse af dansk politik med endnu et parti i parlamentet kan presse pressen sammen på endnu mindre plads. Måske gemmer Rigsarkivet plads til os," sagde Anders Jerking om mediernes lokaleforhold på Borgen.

Logen har over for Statsministeriet påpeget, at der skal være lige adgang for alle medier til pressemøder. Ministeriet har afgivet løfte om, at sådan bliver det.

Om et par år skulle Folketinget være klar med et nyt intranet, hvor man kan følge med i det indre liv.

Regnskab og kontingent
Revisor Kaare R. Skou konstaterede, at logen råder over 1,1 millioner kroner, når den reelle værdi af aktier opgøres. ”Rimeligt velkonsolideret,” var hans betegnelse. ”Måske har vi i overkanten,” mente formanden.

Kontingentet blev igen fastsat til 850 kroner årligt, som i fremtiden vil blive opkrævet pr. mail.

Logen 100 år i december 2018
Forslag til markering kan sendes til bestyrelsen, som kan afsætte penge. Den kan også fremlægge et jubilæumsbudget ved generalforsamlingen i 2017.

Genvalg og nyvalg
Generalforsamlingen genvalgte formanden Anders Jerking, der modtog klapsalver, som blev gentaget for genvalgte bestyrelsesmedlemmer Jesper Balslev, Michael Stuhr, 1. suppleant Pia Glud Munksgaard, nyvalgte 2. suppleant Jens Holt, genvalgte revisor Jens Ringberg, nyvalgte revisor Henrik Hoffmann-Hansen, genvalgte revisorsuppleant Søren Mortensen og nyvalgte revisorsuppleant Gitte Redder.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Anders Jerking

Adm. chefredaktør og direktør, Monitormedier
cand.comm. i journalistik og dansk (Roskilde Uni. 2010)









0:000:00