Venstre har haft liberal midtvejskrise

Når Lars Løkke Rasmussen tirsdag tager imod syv liberale statsministre fra andre EU-lande på Marienborg, er det en slags andendagsgilde i den liberale familie.

Så sent som i sidste uge var de liberale partier i Europa samlet i Madrid til kongres, hvor de kunne glæde sig over at få selskab af Emmanuel Macrons bevægelse 'En Marche' frem mod næste års valg til Europa-Parlamentet. Dermed kan den liberale ALDE-gruppe realistisk gøre sig håb om at overhale socialdemokraterne som den næststørste gruppe i EU. Målt på antallet af statsministre er det allerede sket. 

Jo, der er masser at glæde sig over for de liberale europæere. 

Men for Venstre er det liberale topmøde også afslutningen på et forløb, der godt kan betegnes som en slags europæisk identitetskrise. Hen over sommeren har partiet haft et større internt opgør om, hvilken familie det bør tilhøre. 

Et opgør, hvor profiler som Søren Gade og Inger Støjberg har argumenteret for at forlade den europæiske familie af liberale og i stedet slutte sig til den konservative gruppe, der spænder helt fra Angela Merkels CDU til Viktor Orbáns Fidesz-parti.

Striden er – i hvert fald foreløbigt – slået ned af Venstres mere liberale fløj.

Men den kan meget vel blusse op igen i 2019, når valgene til Folketinget og Europa-Parlamentet er overstået.

Konservative på vej ud? 
Venstres identitetskrise er netop opstået på grund af det forestående valg til Europa-Parlamentet.

Her er der en overhængende risiko for, at Danmark ender uden medlemmer af parlamentets største og mest magtfulde politiske gruppe, den konservative EPP-gruppe.

Det sker, hvis Konservative mister deres mandat i Bruxelles, når Bendt Bendtsen siger stop efter to perioder i Bruxelles. Hans afløser er den ukendte Pernille Weiss, som objektivt set får meget svært ved at blive valgt.

Blandt danske virksomheder og brancheorganisationer er der stor bekymring over at miste den eneste danske indgang til den store EPP-gruppe.

European Peoples Party spænder helt fra Angela Merkels CDU til Viktor Orbáns Fidesz-parti og sidder aktuelt på 219 af parlamentets 751 pladser. Hverken partierne til venstre eller til højre for EPP kan danne flertal uden den store konservative gruppe.

Uden et dansk medlem, som kan hæve stemmen eller præge debatten internt i EPP, vil danske lobbyister miste indflydelse i stor stil i Europa.

Venstre har flirtet med EPP
Derfor har stærke kræfter i Venstre argumenteret for, at partiet skulle flytte fra den liberale paraplyorganisation, ALDE, til EPP-gruppen.

I dag gnubber Venstre skuldre med Radikale i ALDE-gruppen, og mange i Venstre har haft det mere end svært med belgiske Guy Verhofstadt, der som frontfigur i ALDE kæmper højlydt for et mere føderalt Europa og for en mindre restriktiv udlændingepolitik.

Hvis nogen i Venstre skulle være på udkig efter en europæisk toppost, kunne det også lette vejen at være med i den store EPP-gruppe, der formentlig fortsat vil være den største gruppe i Europa-Parlamentet efter valget.

Rygterne om Venstres flirt med EPP har rumlet så intenst, at Konservative ifølge velinformerede kilder ligefrem har forsøgt at nedlægge veto mod Venstres optagelse i EPP, hvis en ansøgning skulle dukke op efter forårets EP-valg.

Men idéen har også mødt modstand internt i Venstre. Finansminister Kristian Jensen har systematisk dyrket sit liberale netværk i Europa og argumenteret for, at Venstre skal reformere ALDE indefra. Derfor sad forhenværende statsminister Anders Fogh Rasmussen  med i den arbejdsgruppe, der skrev et nyt, euro-liberalt manifest. Og ved sidste uges kongres blev det mangeårige hovedbestyrelsesmedlem i Venstre Henrik Bach Mortensen valgt som vicepræsident. 

Nye opgør venter
På den måde er Venstres konservative fristelse slået effektivt ned. Men flere kampe venter forude.

Et af dem opstår, hvis Dansk Folkeparti efter valget skal danne regering med Venstre.

Netop den dybe uenighed om EU-politikken – lige fra forbehold til grænsekontrol – var ifølge flere kilder det, der i 2015 endegyldigt fik DF til at opgive tanken om at påtage sig et regeringsansvar.

Begge spørgsmål vil melde sig igen efter næste valg. Og mens forbeholdene ret nemt kan sparkes til flere års hjørne, så kan grænsekontrollen og hele medlemskabet af Schengen-samarbejdet åbne dybe sprækker – ikke kun mellem Venstre og DF, men også internt i Venstre.

Det samme vil gælde deltagelse i den europæiske bankunion – et spørgsmål, der bekvemt er placeret i en syltekrukke, som først må åbnes efter valget.

Dansk Folkeparti vil være lodret imod, og Socialdemokratiet er også skeptisk, mens statsministeren på det seneste har benyttet skandalerne i finanssektoren til at erklære sig som tilhænger.

Intet tyder på, at Venstre skifter ham i Europa. Men i en række konkrete sager får partiet svært ved at enes om, hvor højt den blå-gule, liberale fane skal hæves.