Kommentar af 
Emil Samaras Eriksen

Venstrefløjen udøver værdipolitisk kamikaze i sin insisteren på fred for enhver pris

Selvom fred, frihed og selvforsvar er åbenlyse venstreorienterede værdier, har europæiske socialister oplevet en slags kollektiv nedsmeltning i spørgsmålet om Ukraine, skriver Emil Samaras Eriksen.

Som situationen ser ud nu, er kontante krav om våbenhvile og et stop for leverancer de facto en blåstempling af Putins invasion, skriver Emil Samaras Eriksen.
Som situationen ser ud nu, er kontante krav om våbenhvile og et stop for leverancer de facto en blåstempling af Putins invasion, skriver Emil Samaras Eriksen.Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix
Emil Samaras Eriksen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

For 20 år siden gik USA ind i Irak — og siden da har ideen om verdensfred været på tilbagetog. Senest har Ruslands ulovlige, brutale krig i Ukraine kostet tusindvis af uskyldige liv.

Selv efter annekteringen af Krim troede mange stadig, at konventionel krig var en saga blot, men invasionen har flyttet fatteevnen. 

Ruslands krig markerer også et politisk svigt af det ukrainske folk fra min egen fløj. For selvom fred, frihed og selvforsvar er åbenlyse venstreorienterede værdier, har europæiske socialister oplevet en slags kollektiv nedsmeltning på Ukraine-spørgsmålet.

Stadig skal mange trykkes hårdt på maven, før de modvilligt vil indrømme Ruslands åbenlyst entydige ansvar for krigen. 

Historien har skabt skyklapper for, hvor voldsomme trusler også Kina og Rusland udgør for frihed og fred

Emil Samaras Eriksen

Også Enhedslisten har brugt et år på at kæmpe sig til kræfter efter flere forvirrende udmeldinger.

At genvinde troværdigheden på udenrigspolitiske spørgsmål kræver selvransagelse. Så hvad gik galt?

Der findes komisk få medlemmer af Enhedslisten med reelt prorussiske holdninger. Tro mig, jeg taler af erfaring – meget har jeg set i det parti.

Men reel russisk sympati er en nem myte, hvor man kan tro at socialisterne på de snuskede barer stadig er autoritære Sovjet-sympatisører. Fakta er, at kun ganske få socialister i Europa fastholder reel prorussisk sympati.

Læs også

Den dovne tendens til koldkrigs-argumenter skjuler, at venstrefløjens blindhed snarere er muteret ud af kritikken af USA og 'vestligt' hykleri.

Mange af mine venner blev socialister, fordi Danmark for 20 år siden, med Bush ved roret, bombede Mellemøsten.

Historien har skabt skyklapper overfor, hvor voldsomme trusler også Kina og Rusland udgør for frihed og fred. Særligt i en tid, hvor USA's nuværende bombeangreb har stået på så længe, at vi helt har glemt dem.

Et argument er, at mange lande uden for Europa holder med Kina og Rusland – og derfor bør man være sød og forstående over for dem, forstås.

Men det er anti-imperialismen, der spøger igen. Det er nemlig et massivt problem, at diktaturernes indflydelse rækker bredt i verden: Kig på, hvor mange afrikanske landes våbeneksport finansieres af Rusland, så ved du, fra hvilket skudhul sympatien kan findes.

Det er ironisk, for venstrefløjen er på frontlinjen, når vores regering forhandler våben med Saudi-Arabien eller bliver venner med diktaturstaterne i Afrika

Pacifisterne bør alvorligt overveje, om de gør Putin en tjeneste

Emil Samaras Eriksen

De andre fløje kæmper ikke rigtigt for demokrati og frihed udenlands, siger vi – og vi har tit ret. At vi ikke kan se bjælken i vores eget øje, når vi er tilbageholdende på ukrainsk ret til selvstændighed, er intet mindre end værdipolitisk kamikaze. 

En anden historisk strømning som spænder ben for dele af venstrefløjen, er fredsbevægelsen. Sympatiske socialister som Jeremy Corbyn i England taler for fred, våbenhvile nu, forhandlinger — og ingen våbenleverancer.

Men som situationen ser ud nu, er kontante krav om våbenhvile og et stop for leverancer de facto en blåstempling af Putins invasion. 

Fredsaktivisterne udskammer os, som fortsat ønsker at forsvare Ukraine, som om vi puster til ilden. Men det er lige omvendt: Fred for enhver pris er voldsmandens veto.

Den nemmeste 'fred' ville være dén, hvor Rusland fik sin vilje. For ligesom vi skal være opmærksom på risikoen ved oprustning, bør pacifisterne alvorligt overveje, om de gør Putin en tjeneste.

Vi bør sigte højere end bare fred – for eksempel efter frihed. Venstrefløjen kunne passende lære af sig selv: Vi ønsker for eksempel ikke bare 'fred' mellem Israel og Palæstina.

Læs også

For selvom umiddelbar fred ville betyde fuldt stop for terror, ville det også blåstemple og 'frede' Israels ulovlige magtovertagelse og vold gennem kontrol. Fred er simpelthen ikke nok: Målet må være frihed og retfærdighed. 

Hvis Rusland bliver legitimeret i at have overtaget store dele af Ukraine, vil eliten blot få mere blod på tanden. Deres imperialistiske drømme kan — desværre — kun punkteres af stygge nederlag og internt opgør.

Hvis man var i tvivl, så lyt til Putin, der snakker om "blod and soil"-krav til ukrainsk jord. Mere nazi bliver det nærmest ikke i 2023.

Men kan krig ikke lede til atomkrig? Og bør man derfor give Rusland indrømmelser? Frygten er udbredt blandt pacifisterne og Europas ydre højrefløj, som ofte er åbne tilhængere af Ruslands politik.

Truslen om atomkrig må også skræmme Putin og hans kumpaner fra vid og sans

Emil Samaras Eriksen

Men truslen om atomkrig må også skræmme Putin og hans kumpaner fra vid og sans. Hvis de turde teste den selvmordsstrategi, kunne de gøre det snævert i Ukraine – men det er ikke sket, heller ikke efter et års krig og massive tab. Den frygt holder stand.

En langt større trussel er, hvis Putin reelt lykkes med invadere Ukraine: Først dér vil hans strategi vise sig succesfuld, og styrke selvtilliden hos verdens autoritære stater.

I lyset af truslerne har vi mere end nogensinde brug for venstrefløjens forsvar for frihed, demokrati og fælleseje, fremfor stormagtsvindning og sælg-ud-politik.

Derfor skal venstrefløjen endegyldigt tage afstand fra de stemmer, som ikke forsvarer den ukrainske frihedskamp. Også i den svære situation, hvor stemmerne kommer indefra.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Emil Samaras Eriksen

Medlem, Rød-Grøn Ungdom, bestyrelsesmedlem, Enhedslisten Frederiksberg
Læser bachelor i retorik, stx, Frederiksberg Gymnasium

George W. Bush

Fhv. præsident, USA
ba i historie (Yale), MBA (Harvard)

Jeremy Corbyn

Leder, Labour Party, medlem af Underhuset
University of North London

0:000:00