Vestager: Hvis vi kun lever i hver vores digitale verden, forsvinder demokratiet

Af Anders Emil Møller
Udgiver af Mayday og adm. direktør i Trouble

Jeg er træt af, at mad ikke kan spises, uden at det er fotograferet først.

Margrethe Vestager
EU-kommissær for konkurrence

Margrethe Vestagers mellemste datter har ønsket sig noget så gammeldags som en printer for at passe sine studier i London. Vidste man ikke bedre, ville man sige, at det var reaktionært.

I dag er vi nok flere, der har fornemmelsen af, at fordi alt kan klares digitalt, er det ikke ensbetydende med, at alt skal klares digitalt. Hvedebrødsdagene er ovre, og de fremsynede er nu i høj grad de kritiske.

"Jeg tror, at vi mennesker bliver nødt til at have fysiske steder og fysiske relationer. Vi føler os rodløse og ensomme, hvis ikke vi har fysiske relationer til andre mennesker og fysiske steder at mærke ting. Taktilitet og stoflighed. Det bliver vi nødt til at tage med ind i den digitale verden, for ellers kommer vi ikke selv med ind i den digitale verden. Jeg er træt af, at mad ikke kan spises, uden at det er fotograferet først. Vi skal huske at opleve verden. Den virkelige verden," siger Margrethe Vestager. 

Hvis de her digitale rum bliver de eneste rum, vi befinder os i, så er risikoen i sin ekstreme konsekvens, at vi vil se en privatisering af demokratiet. Altså, at demokratiet forsvinder.

Margrethe Vestager
EU-kommissær for konkurrence

Hun er konkurrencekommissær i EU og har som yderst få teknokrater fået decideret folkelig opbakning i sin kamp med især amerikanske dominerende teknologivirksomheder. Det er jo normalt noget, der hører til i den lidt kedeligere del af det politiske spil, men fordi det er virksomheder, vi alle kender og bruger, og som i den grad er blevet en del af vores liv, så er kommissæren det også. 

Hun er blevet kaldt den mest magtfulde kvinde i tech. Og hendes danske efternavn bliver brugt i overskrifter på internationale medier som Financial Times uden yderligere forklaring. Men vi har ikke sat os sammen for at tale om konkurrence og EU. Jeg vil gerne have hende til at give sit perspektiv lidt længere frem i tiden. Når hun står så stejlt på sine sager nu, må hun have en idé om, hvad det betyder for fremtiden. Hvad skaber morgendagens samfund? 

"Hvis vi sidder i hver vores virkelighed, i en kombination af de serier, vi ser, de nyheder, vi bliver præsenteret for i de feeds, som retter sig ind efter det, vi kan lide, og det, vi gerne vil se, så får vi en fuldstændig privatiseret virkelighedsopfattelse. Så vil der ikke længere være noget, der sikrer, at du og jeg vil være enige om, hvilken virkelighed vi lever i. Og hvis vi ikke er enige om det, så kan vi heller ikke blive enige om, hvad det er for problemer, vi vil løse, og hvordan vi kan finde løsninger på dem." 

Fælles, men uenige
Så en privatisering af virkeligheden skyldes vel at mærke det paradoks, at private aktører har skabt tjenester og massemedier i en global skala, vi aldrig har kendt magen til. Samtidig har teknologien gjort det muligt at skræddersy disse tjenester og medier, så de opleves helt individuelt. Man kan kalde det en dobbelt privatisering. Hvad betyder det?

"Hvis de her digitale rum bliver de eneste rum, vi befinder os i, så er risikoen i sin ekstreme konsekvens, at vi vil se en privatisering af demokratiet. Altså at demokratiet forsvinder. For hele idéen med demokratiet er jo, at der er offentlige rum, hvor vi mere eller mindre ser de samme ting, men netop ikke behøver at se ens på tingene. Det er jo det, vi diskuterer, når vi forestiller os, hvilken fremtid vi vil have." 

For at være i et demokrati skal man først være noget i sig selv. Have en identitet. Så for at demokrati kan virke i et digitaliseret samfund, skal identitet vel også virke i en digital sammenhæng. Her har vi jo netop set, at de store teknologivirksomheder har slået sig op på at levere en digital identitet for os brugere, da der ikke er et alternativ. Men alle disse identiteter er ikke vores, da al data netop er ejet af private kommercielle aktører. Hvad betyder det for os mennesker?

"Det betyder kolossalt meget for hele vores forståelse af, hvem vi er. Spørgsmålet om identitet er jo noget, der har kostet millioner af menneskeliv gennem hundredvis af år. Hvordan forstår vi os selv, hvad er mit sprog, hvad er min kultur, hvordan arbejder jeg? Den slags har udløst verdenskrige. Så det er om at finde ud af, hvordan vi skal forstå os selv i en digital verden. Og det er et springende punkt, om vi kan følge med." 

Så midt i fascinationen af at være forbundet til de fleste på kloden med et klik, sætter vores digitale identiteter i de forskellige sociale netværk i virkeligheden vores sociale fællesskab under pres? 

"Ja, og det er derfor, at det fysiske fællesskab, 'landsbyer' med fysiske relationer, også bliver nødt til at være en del af den digitale tidsalder. Man kan ikke skyde genvej forbi den fysiske oplevelse, og netop derfor bliver vi nødt til at dyrke den." 

Den digitale verden er jo ikke anderledes end den fysiske. Det er jo stadig vores verden, og derfor bør vores regler og opførsel og kultur vel være identisk digitalt som fysisk, så vi ikke skal stå i situationer, hvor uhyrligheder, vi for længst har gjort op med i vores fysiske verden, pludselig dukker op igen. Hvorfor er det så kompliceret? 

"Nej, det siger man nu. Men i begyndelsen var det hele jo småt, og det var ikke overalt, og vi tænkte alle, at det bare gjaldt om at komme af sted og i gang. Og nu, hvor det har fået volumen meget hurtigere, end vi troede, kan vi se, at vi slet ikke havde forudset effekterne. Vi forudså det ikke, for det kunne vi ikke. Vi havde ingen erfaring med denne form for hastighed. Det går så lynende hurtigt i den kombination, du siger: at det er globalt og tilgængeligt her og nu. Marginalomkostningerne nærmer sig nul, så det koster næsten ikke noget at rulle sin service ud i det næste land. Derfor går det så stærkt." 

Den europæiske erfaring
Vi har oparbejdet en kultur og tradition for at aftale nogle fælles spilleregler på væsentlige områder i Europa samtidig med, at vi er enormt forskellige de enkelte lande imellem på kontinentet. Hvad betyder det i en verden, der er global og drevet af teknologi, som jo netop også er grænseløs? 

"Europa har nogle særlige fordele i forhold til at få skabt nuancerede samfund, der digitaliseres, fordi vi har en meget broget, forskelligartet historie, mange forskellige kulturer og sprog, ligesom vi har forskellige politiske kulturer. Så vi kommer med mange forskellige ressourcer, som man ikke har på steder, der er monokulturelle og étsproglige og med meget mere ensartet historisk selvforståelse. Og jeg tror, lige præcis spændingen og forskellene er det, der gør, at vi kan få meget mere ud af det. Fordi vi kommer med et andet udgangspunkt end ensartethed. Så der er ikke en modsætning mellem regulering og forskellighed – tværtimod kan det første hjælpe det andet." 

Så du siger, at det er fordrende for kreativitet at være forskellig, men at man samtidig skal ensartes efter nogle regler for at være med i Europa? 

"For mig gør det ikke noget, at folk har et andet udgangspunkt end det europæiske, så længe man er villig til at spille efter reglerne, når man er i Europa. Når man ser på de nye regler for privatliv og databeskyttelse, altså retten til at blive glemt og ejerskab af data og grænser for, hvor meget man kan bede om som serviceudbyder, så er en global spiller som Facebook da dybt optaget af, hvordan de kan efterleve det. Så de kan være en god corporate citizen, også i Europa. Og de europæiske krav kommer således til at sætte standarden for globale spilleres forretning, fordi det er besværligt at have forskellige betingelser for brug af en service, der er verdensomspændende."

Så vi højner standarden globalt ved at stille krav lokalt?

"Ja, det vil have afsmittende effekter rigtig mange steder." 

Skal Europa ligefrem være en rollemodel? 

"Vi skal gøre det for vores egen skyld, men det er betryggende at vide, at det er muligt at sætte en standard. En ting er regulering og spilleregler, noget andet er størrelse og dominans. Den digitale verden er jo i den grad kendetegnet ved ekstremt dominerende spillere, der lukrerer på netop netværkseffekten. 

Men der er brug for, at også de digitale markeder er præget af både store og små. Et velfungerende marked vil typisk have en dynamik mellem store og små virksomheder. Vi kan ikke nøjes med store virksomheder – det ved vi fra meget lang erfaring. Og det er en af grundene til, at vi har en konkurrencelovgivning på europæisk plan. Grundlæggerne af den europæiske union helt tilbage i 1950'erne havde set, hvad monopoler gjorde ved samfund i 1930'erne. Derfor skal kapitalmarkeder understøtte, at der hele tiden vokser nye virksomheder frem, som også når at få en vis volumen, men som ikke nødvendigvis bliver gigantiske." 

Monopoler skaber polarisering
Nogle kalder det eksponentiel udvikling, når de her virksomheder tager fart og lader alle andre tilbage. Man kan også kalde det polarisering. Så du taler for, at vi skal finde løsninger, der gør det muligt at have noget midtimellem, selv om det digitale marked ser ud til at være drevet af netværkseffekten, hvor vinderen tager det hele? 

"Ja, der skal være noget midtimellem. Ellers får vi netop polarisering, og det bliver for svært for de små overhovedet at være med. Man kan ganske enkelt ikke tiltrække sig opmærksomhed, når andre er altdominerende. Det slår mig, hvor lidt nysgerrige vi er i forhold til at prøve nyt af digitalt. Vi har alle muligheder, men lader os fastlåse i nogle få universer og accepterer lynhurtigt, at vi nu er i et Google-univers eller et Facebook-univers. Og det er virkelig svært for nye at vinde tilstrækkelig opmærksomhed." 

Er det ganske enkelt dumt at være social digitalt? Kan vi virkelig ikke finde noget mere væsentligt end vores egen digitale forfængelighed og identitetskarneval at bruge den moderne informationsteknologi til?

"Nogle af de gode nye idéer, jeg ser, kredser fortsat om community-tankerne. Lige nu sker der store ting i eksempelvis landbrug og fødevareindustrien, hvor man pludselig kan nyde godt af store mængder data uden selv at være stor. Med den form for digitalisering bliver produktion mere effektivt og nemmere for den enkelte at gøre sig gældende, hvor stordrift ellers var eneste mulighed. Og det må gerne være, så de allestedsnærværende telefoner kan blive i lommen eller måske endda derhjemme for at bringe mere tilstedeværelse og nærvær tilbage. Det hele handler om, hvordan vi får samfund til at fungere. Også mindre samfund. Landsbysamfund. Hvor man kan have den dobbelthed af at leve et digitalt præget liv, men hvor man stadig har et sted og et tilhørsforhold og et forhold til andre mennesker, som er fuldt. Der er meget udviklingsarbejde at gøre der for at realisere det." 

Lige nu ser vi mest nye og globale teknologi-tjenester komme fra USA og Kina, mens man eksempelvis har tænkt, hvor skal Europa finde sin vej ind i den digitale tidsalder? Kan den vej ganske enkelt være vores forskelligheder og spændinger? Måske er det ligefrem godt for innovation og idéer?

"Det er uundværligt. Hvis ikke der er forskelle, så sker der ikke noget nyt. Det er i kontrasterne, at du kan se, at du kan skabe noget nyt. Og vi undervurderer fuldstændig, hvilken skat vi sidder på i Europa. Vi har et meget forskelligartet kontinent, som samtidig er lykkedes med at skabe en reguleret ramme omkring vores marked, eksempelvis i form af miljølovgivning og arbejdsmiljølovgivning, lovgivninger om lønninger og pensioner og sundhed og alt muligt. Vi er altså villige til at regulere markedet, men inden for de rammer vil vi gerne have en konkurrence på kvalitet og pris – det, man kalder fair konkurrence. Så vi er ikke håndsky over for hverken at gribe ind eller slippe løs inden for rammen."

Vi kan løse vores problemer
Så gamle Europa har i virkeligheden alle ingredienserne til at navigere i en uforudsigelig verden? 

"Når vi diskuterer Europas fremtid, skal vi huske, at Europa er enestående, fordi vi ikke er en kopi af noget som helst. Hverken af noget, der har været før, eller noget, der eksisterer hos eksempelvis amerikanerne eller kineserne. Den europæiske konstruktion kommer ikke ud af en teoribog. Den kommer ud af et levet liv, en blodig historie og en villighed til at overkomme denne blodige historie. Og det er ret fantastisk. Jeg ser mig ofte som en glasset-halvt-fuldt-person, men når det er sagt, så tænker jeg, at Europa sådan set er stedet, hvor vi kan løse virkelig mange af de problemer, vi ser i verden lige nu."