Vestager: Ny Kommission skal væk fra silotænkning

TOPJOB: En varslet omstrukturering af EU-Kommissionen støttes helhjertet af Margrethe Vestager, efter hun har mødtes med sin nye chef, Jean-Claude Juncker. Hun ved dog endnu ikke, hvad hun kommer til at lave.

BRUXELLES: Mens rygterne fyger i Bruxelles om, hvem der får hvilket job i den nye EU-Kommission, står det stadig mere klart, at de kommende kommissærers nye arbejdsplads også er under ombygning.

Jean-Claude Juncker, der overtager kommissionsformandsposten, planlægger at strømline de 28 kommissærers arbejdsform, så der bliver mere samtænkning.

Det kan ske gennem at udnævne et endnu ikke fastlagt antal såkaldte superkommissærer. Det er magtfulde næstformænd, der får ansvaret for at sørge for, at der løber en politisk rød tråd på tværs af ressort-områderne.

Vestager er positiv
De nye takter glæder Danmarks kommende EU-kommissær, Margrethe Vestager (R), der onsdag mødtes med Juncker for at diskutere sine egne jobmuligheder.

”Jeg synes, det tegner rigtig godt med de overvejelser, han gør sig om Kommissionen og dens måde at arbejde på,” siger Vestager.

”Det er noget, jeg kan genkende fra vores egen måde at tænke på, da vi lavede S-R-SF-regeringen i første omgang, nemlig at få ministerierne til at samarbejde tæt og sørge for, at ministre, som havde beslægtede opgaver, også samarbejdede om dem. Det støtter jeg helhjertet, for silo-tænkning kommer der altså ikke noget godt ud af,” siger hun.

Hvem vil være superkommissær?
Spekulationerne går på, at de nye næstformandsposter vil gå til de fire tidligere statsministre, som kommer til at indgå i Junckers Kommission. Der kan også være et pres for, at flere kvindelige kommissærer skal have finere poster, fordi det blev brugt som lokkemad for at få landene til at sende kvinder til Bruxelles.

Om hun selv presser på for at få en af de nye såkaldte super-kommissærposter, vil Vestager ikke ud med.

”Det er stadig en flydende situation. Men vi havde en meget god samtale, og jeg synes, det tegner rigtig fint,” siger Vestager.

På plads i næste uge
Den nys afgåede økonomi- og indenrigsminister gør klart, at hun har besluttet ikke at ”forelske” sig i hverken en bestemt titel eller et bestemt arbejdsområde, selv om Danmark ifølge statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) er blevet lovet en tung økonomisk post.

”Jeg håber jo selvfølgelig, at min erfaring kan blive bragt i anvendelse. Der, hvor jeg har en faglighed i forhold til grundsubstansen, både i forhold til det økonomiske og det politiske, og til det at kunne samarbejde bredt, kunne lytte til, hvad andre mener og sørge for at holde det politiske fokus,” siger Vestager.

Det forventes, at Jean-Claude Juncker kan offentliggøre sin færdige kommissærliste torsdag eller fredag, mens fordelingen af poster må vente til midten af næste uge.

Forrige artikel Parlamentet hvæsser knivene forud for kommissærhøringer Parlamentet hvæsser knivene forud for kommissærhøringer Næste artikel Danskere afviser højere borgmesterlønninger Danskere afviser højere borgmesterlønninger