Det moralsk personlige kan ikke adskilles fra det politiske. Så ja – Scavenius bør gå foran

Balladen om Theresa Scavenius’ flyrejser har fyldt mediebilledet de sidste par uger.

Først var der Politikens lederskribent, Marcus Rubin, der mente, at Scavenius skulle skamme sig over ikke at påtage sig et personligt ansvar for sin adfærd.

Så var der Svend Brinkmann, som forsvarede Scavenius med det argument, at vi alle er syndere i denne verden, og at politikere ikke bør spændes for en højere moralsk hest end alle andre.

For nylig forudså Morten Reimar så i en klumme her i Altinget, at Scavenius insisteren på, at klimakrisen skal løses politisk og strukturelt – uden at den enkelte skal tage et personligt og moralsk ansvar herfor, uagtet om vedkommende repræsenterer et grønt parti som Alternativet – kan blive en game changer. Som Reimar formulerer det, så tager Theresa Scavenius nu slagene for alle de politikere, der i fremtiden ikke skal slås med anklager om hykleri, når de privat praktiserer et liv, som ikke afspejler deres politiske budskaber.

Jeg har siddet lidt på hænderne. For jeg har jo selv været der, og det giver lige så meget anledning til at udtrykke en holdning til sagen, som det gør til at lade være.

For hvis der er noget, jeg ikke ønsker, så er det at puste til ilden. Min egen shitstorm løb af stablen i 2018, hvor en anonym blogger havde gennemgået billeder på mine sociale medier og deraf kunne udlede, at jeg havde fløjet 20 gange på tre år. Halvdelen var tjenesterejser for Folketinget, den anden halvdel var private rejser. Det gav et gennemsnit på omkring 3 private rejser årligt.

Den shitstorm, jeg blev udsat for, var så voldsom, at jeg lukkede for alle sociale medier i en uge. Jeg læste ikke aviser eller tændte for radioen, for alle steder blev der talt om min brøde.

Det var voldsomt, men det var også en øjenåbner, som tvang mig til at kaste et blik på min egen adfærd og på balancen mellem den og mit politiske virke.

Det var skamfuldt at se mig selv i spejlet og erkende, at jeg havde fortsat min privilegerede livsstil, samtidig med at jeg politisk talte for et langsommere og grønnere liv med mindre forbrug, mindre CO2-udledning og et stærkere fokus på det nære

Carolina Magdalene Maier

Det kommer jeg tilbage til.

Først er det væsentligt at pege på i hvert fald to punkter, hvor sagen om Scavenius’ flyrejser adskiller sig fra min: For det første er Scavenius’ brøde, hvis vi bliver i den terminologi, meget mindre. Hun har fløjet 24 gange på fem år. Så vidt jeg kan forstå, er det enkelrejser, det vil sige 12 returrejser – og de fleste er indenrigs eller i Europa. Dertil kommer, at eftersom oversigten af rejser kommer fra en aktindsigt fra Scavenius’ tidligere arbejdsplads, så må vi forvente, at samtlige rejser er tjenesterejser.

For det andet har Theresa Scavenius hele tiden – også før valget – stået fast på sit argument om, at klimakrisen skal løses strukturelt. Når hun forsvarer den aktuelle sag med, at hun ikke som person har et moralsk ansvar for at flyve mindre, så er det ikke noget, hun har fundet på til lejligheden. Den position har hun hele tiden indtaget.

Så der er sådan set ikke noget at komme efter der. Hvis man skal rose Scavenius for noget, så er det at stå fast på sit budskab.

Når jeg alligevel ikke kan lade sagen ligge uden at mærke en uro i maven, så handler det ikke om Scavenius, men om selve budskabet. Det er som om, det lige pludselig er blevet fuldstændig legitimt – og med opbakning fra prominente tænkere som Svend Brinkmann – at have den holdning, at den enkelte politiker intet ansvar har for at føre en livspraksis, som i en eller anden grad afspejler vedkommendes politiske visioner og budskaber.

Brinkmann affejer dette som idioti for puritanere. Morten Reimar betoner det som en game changer, vi har ventet på i mange år, og som endelig er kommet på banen. Nu er der endelig nogen, der tør stå fast på at sige tingene som de er, skal vi forstå.

Det er dels interessant, fordi det helt tydeligt er nyt, at denne position er legitim.

Under min egen shitstorm i 2018 var det kun højrefløjspolitikere, der tog det standpunkt. Både i den brede offentlighed og internt i Alternativet var der skarp kritik af, at jeg som politisk ordfører for partiet havde fløjet for meget.