Kommentar af 
Carolina Magdalene Maier

Det moralsk personlige kan ikke adskilles fra det politiske. Så ja – Scavenius bør gå foran

Sagen om Theresa Scavenius viser, at politikere bør gå foran. Også selv om det koster på bekvemmeligheden. Man kan mene, jeg er den sidste, der bør indtage den position eller i hvert fald sige den højt. Men man har heldigvis lov til at blive klogere her i livet, skriver Carolina Magdalene Maier. 

Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius har været i modvind i den offentlige debat de sidste par uger, efter hendes antal af flyrejser er kommet frem. Det har stillet spørgsmålstegn ved, om i hvor høj grad politikerne skal efterleve den politik, som de prædiker?
Alternativets klimaordfører Theresa Scavenius har været i modvind i den offentlige debat de sidste par uger, efter hendes antal af flyrejser er kommet frem. Det har stillet spørgsmålstegn ved, om i hvor høj grad politikerne skal efterleve den politik, som de prædiker? Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Balladen om Theresa Scavenius’ flyrejser har fyldt mediebilledet de sidste par uger.

Først var der Politikens lederskribent, Marcus Rubin, der mente, at Scavenius skulle skamme sig over ikke at påtage sig et personligt ansvar for sin adfærd.

Så var der Svend Brinkmann, som forsvarede Scavenius med det argument, at vi alle er syndere i denne verden, og at politikere ikke bør spændes for en højere moralsk hest end alle andre.

For nylig forudså Morten Reimar så i en klumme her i Altinget, at Scavenius insisteren på, at klimakrisen skal løses politisk og strukturelt – uden at den enkelte skal tage et personligt og moralsk ansvar herfor, uagtet om vedkommende repræsenterer et grønt parti som Alternativet – kan blive en game changer. Som Reimar formulerer det, så tager Theresa Scavenius nu slagene for alle de politikere, der i fremtiden ikke skal slås med anklager om hykleri, når de privat praktiserer et liv, som ikke afspejler deres politiske budskaber.

Jeg har siddet lidt på hænderne. For jeg har jo selv været der, og det giver lige så meget anledning til at udtrykke en holdning til sagen, som det gør til at lade være.

For hvis der er noget, jeg ikke ønsker, så er det at puste til ilden. Min egen shitstorm løb af stablen i 2018, hvor en anonym blogger havde gennemgået billeder på mine sociale medier og deraf kunne udlede, at jeg havde fløjet 20 gange på tre år. Halvdelen var tjenesterejser for Folketinget, den anden halvdel var private rejser. Det gav et gennemsnit på omkring 3 private rejser årligt.

Den shitstorm, jeg blev udsat for, var så voldsom, at jeg lukkede for alle sociale medier i en uge. Jeg læste ikke aviser eller tændte for radioen, for alle steder blev der talt om min brøde.

Det var voldsomt, men det var også en øjenåbner, som tvang mig til at kaste et blik på min egen adfærd og på balancen mellem den og mit politiske virke.

Det var skamfuldt at se mig selv i spejlet og erkende, at jeg havde fortsat min privilegerede livsstil, samtidig med at jeg politisk talte for et langsommere og grønnere liv med mindre forbrug, mindre CO2-udledning og et stærkere fokus på det nære

Carolina Magdalene Maier

Det kommer jeg tilbage til.

Først er det væsentligt at pege på i hvert fald to punkter, hvor sagen om Scavenius’ flyrejser adskiller sig fra min: For det første er Scavenius’ brøde, hvis vi bliver i den terminologi, meget mindre. Hun har fløjet 24 gange på fem år. Så vidt jeg kan forstå, er det enkelrejser, det vil sige 12 returrejser – og de fleste er indenrigs eller i Europa. Dertil kommer, at eftersom oversigten af rejser kommer fra en aktindsigt fra Scavenius’ tidligere arbejdsplads, så må vi forvente, at samtlige rejser er tjenesterejser.

For det andet har Theresa Scavenius hele tiden – også før valget – stået fast på sit argument om, at klimakrisen skal løses strukturelt. Når hun forsvarer den aktuelle sag med, at hun ikke som person har et moralsk ansvar for at flyve mindre, så er det ikke noget, hun har fundet på til lejligheden. Den position har hun hele tiden indtaget.

Så der er sådan set ikke noget at komme efter der. Hvis man skal rose Scavenius for noget, så er det at stå fast på sit budskab.

Når jeg alligevel ikke kan lade sagen ligge uden at mærke en uro i maven, så handler det ikke om Scavenius, men om selve budskabet. Det er som om, det lige pludselig er blevet fuldstændig legitimt – og med opbakning fra prominente tænkere som Svend Brinkmann – at have den holdning, at den enkelte politiker intet ansvar har for at føre en livspraksis, som i en eller anden grad afspejler vedkommendes politiske visioner og budskaber.

Brinkmann affejer dette som idioti for puritanere. Morten Reimar betoner det som en game changer, vi har ventet på i mange år, og som endelig er kommet på banen. Nu er der endelig nogen, der tør stå fast på at sige tingene som de er, skal vi forstå.

Det er dels interessant, fordi det helt tydeligt er nyt, at denne position er legitim.

Under min egen shitstorm i 2018 var det kun højrefløjspolitikere, der tog det standpunkt. Både i den brede offentlighed og internt i Alternativet var der skarp kritik af, at jeg som politisk ordfører for partiet havde fløjet for meget.

Læs også

Igen skal jeg betone, at min brøde var større. Min reaktion på kritikken var da også at lægge mig fladt ned og erkende min synd. Ikke fordi det kommunikativt var det, jeg blev rådet til (det var det også), men helt simpelt fordi jeg rent faktisk skammede mig.

Det var skamfuldt at se mig selv i spejlet og erkende, at jeg havde fortsat min privilegerede livsstil, samtidig med at jeg politisk talte for et langsommere og grønnere liv med mindre forbrug, mindre CO2-udledning og et stærkere fokus på det nære.

Min egen oplevelse med at blive konfronteret med, hvad man roligt kan sige var en skæv balance mellem politisk prædiken og privat praksis, var en øjenåbner for mig. For jeg følte ikke – som moralsk individ – at jeg kunne forsvare min praksis og fortsætte på samme måde.

Derfor tænkte jeg længe over, hvordan jeg som politisk ordfører for Alternativet kunne praktisere min hverdag på en måde, som jeg selv kunne leve med – og som jeg til enhver tid ville kunne argumentere for. Konkret betød det, at jeg satte et mål for mig selv om max at flyve på private rejser en gang årligt.

Det er et mål, jeg stadig stræber efter. Det er ikke altid, det lykkes mig at efterleve det – i år har jeg for eksempel fløjet halvanden gang – men jeg forsøger.

Jeg undrer mig over, at der ikke er flere stemmer i debatten, der (tør?) forsvare(r) den position, at vi som borgere rent faktisk godt må kræve af vores politikere, at de udviser i hvert fald en eller anden form for balance mellem politisk prædiken og privat praksis.

Men at mene, at den enkelte politiker bør overveje et balancepunkt imellem vedkommendes private liv og politiske budskaber, som han eller hun altid kan forsvare og forklare, er i min optik ikke bare fornuftigt, men også nødvendigt

Carolina Magdalene Maier

Jeg mener naturligvis ikke, at man skal leve som asket og praktisere sine politiske budskaber 100 procent. Hvis man har et barn, der mistrives i folkeskolen, så skal man så meget sørge for, at det barn får et andet skoletilbud – også selv om man politisk ikke er fan af friskoler.

Men at mene, at den enkelte politiker bør overveje et balancepunkt imellem vedkommendes private liv og politiske budskaber, som han eller hun altid kan forsvare og forklare, er i min optik ikke bare fornuftigt, men også nødvendigt.

Man kan spørge, hvorfor den position pludselig er blevet den, der udskammes?

Hvorfor er der ikke flere politikere, debattører og helt almindelige borgere, der siger, at de rent faktisk mener, politikere til en vis grad, bør gå foran? Som jeg husker den første tid i Alternativet var det netop det, der var vores budskab. Udover en fremragende kronik i Politiken af forsker Maria Toft, har det været svært at få øje på den position.

Vi kan ikke adskille det moralsk personlige fra det politiske. I hvert fald ikke, hvis vi samtidig efterspørger politikere med menneskelig integritet.

Så ja – politikere bør gå foran. Også selv om det koster på bekvemmeligheden. Man kan mene, jeg er den sidste, der bør indtage den position eller i hvert fald sige den højt. Men man har heldigvis lov til at blive klogere her i livet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Carolina Magdalene Maier

Fhv. sekretariatschef, Dansk Folkeoplysnings Samråd
cand.scient.soc. (Københavns Uni. 2003)

Marcus Rubin

Kronikredaktør og redaktør af lederkollegiet, Politiken
cand.jur. (Københavns Uni.), LL.M. i International Business Law (London Un.), M.Sc. (Columbia Uni. i journalistik)

Theresa Scavenius

MF (ALT), klimapolitisk forsker, lektor, Aalborg Universitet
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2009)