Kommentar af 
Sarah Steinitz

Vi skal turde drømme om en fremtid, hvor Inger Støjberg laver grønne rallys

Drømme og fantasier for fremtiden er vigtigere end nogensinde. Ikke mindst på grund af udsigten til et bragende europaparlamentsvalg for det yderste højre, der risikerer at medføre hårde opbremsninger i den grønne omstilling, skriver Sarah Steinitz.

Forestil dig en fremtid, hvor du springer på en selvkørende el-sporvogn foran Christiansborg og nikker til de øvrige passager, der kigger op frem for ned i telefonen, skriver Sarah Steinitz.
Forestil dig en fremtid, hvor du springer på en selvkørende el-sporvogn foran Christiansborg og nikker til de øvrige passager, der kigger op frem for ned i telefonen, skriver Sarah Steinitz.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
Sarah Steinitz
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I sidste uge fandt en stor konference om trivselsøkonomi sted i København.

"Hvordan ser vores samfund og økonomi ud i fremtiden, hvis man sætter mennesker og planeten i forreste række?" lød det grundlæggende spørgsmål, som cirka 1.500 mennesker diskuterede i løbet af torsdag og fredag.

At drømme og fantasere om, hvordan vores samfund kunne se ud, er der brug for i øjeblikket. Ikke mindst med et europaparlamentsvalg om hjørnet, der tegner til at blive et bragende valg for det yderste højre med risiko for at medføre hårde opbremsninger i den grønne omstilling.

Der er brug for, at danske og europæiske politikere tænker visionært, måske endda lidt utopisk, og i hvert fald udstikker en klar retning og plan for fremtiden. Jeg tror faktisk, der kunne være stemmer i det.

Men i stedet for at skrive et brokkende indlæg over, hvorfor drømme, fantasier og fremtidsvisioner ikke fylder mere i politik, end tilfældet er i dag, har jeg kastet mig over at lave min egen utopi.

En utopi om en fremtid, hvor mennesker og planeten står helt centralt i vores økonomi, og hvor Inger Støjberg laver rallys for flere bæredygtige bistader.Året er 2050. Du står på Strøget. Hvor er lyden af den tunge transport? Du hører fuglekvidder fra parken på Højbro Plads og ser el-sporvognen suse forbi langs kanalen.

På de dyreste adresser sælger Louis Vuitton og Gucci lækre, unikke genbrugskollektioner produceret i Europa. Du går forbi By-Skrædderen og køber lidt morgenmad hos Juice & the Sandwich-bar, der forhandler overskudsmad fra supermarkederne.

Fra både europæisk, statslig og kommunalt holdt har man gennem afgifter, fradrag og tilskudsordninger gjort det betydeligt billigere at drive forretning, der understøtter den cirkulære økonomi og tager socialt ansvar. Samtidig er det blevet så stjernedyrt at drive kulsort virksomhed med dårlige arbejdsforhold, at det slet ikke kan betale sig længere.

Der er brug for, at danske og europæiske politikere tænker visionært – måske endda lidt utopisk.

Sarah Steinitz
Partner og analytiker, Analyse & Tal

Hørte I om, hvordan aktionærerne for nylig havde banket i bordet og trampet i gulvet til Bestsellers generalforsamling over den store afbrænding af overskudstøj og skandalerne i tøjfabrikkerne i Myanmar?

Du er på vej over til Christiansborg. Det er første dag i din borgertingsperiode, som du er blevet udtrukket til for de kommende tre år. Borgertinget fungerer som et andet kammer til Folketinget og er udtrukket repræsentativt for befolkningen.

Både Borgertinget og Folketinget skal godkende lovforslag, inden de træder i kraft, og begge Ting kan foreslå ny lovgivning.

Borgerne i Borgertinget tænker ikke på partilinje, politiske strategier for genvalg eller hurtige mediebudskaber – og det har presset politikere og embedsværk til at tænke mere langsigtet og borgernært.

Det var Borgertinget, der som noget af det første foreslog at gøre tandlæge- og psykologbesøg gratis. Det har sparet sundhedsvæsenet for milliarder – selvom det daværende Finansministerium rev sig i håret over forslaget, som så håbløst dyrt ud på papiret.

Du husker tilbage på den tid, hvor Finansministeriet altid sad for bordenden og trækker på smilebåndet over det gamle FIU-svar om, at danskerne ville arbejde mere, hvis man gjorde det billigere at købe biler eller nedsatte afgiften på alkohol og tobak – og beregningerne af den motorvej over Egholm, som slet ikke tog højde for tabet af biodiversitet, natur og turisme i området. Det føles længe siden.

I dag har vi sammensat ministerierne efter de store problemer i samfundet, som vi gerne vil løse. Embedsværket arbejder tværfagligt, og Sigge Winther er blevet kontorchef for vilde kaniner i Biodiversitetsministeriet.

Læs også

Nogle af de virkelig samfundsomvæltende forandringer har været foreslået af Livet Tilbage i Havet-ministeriet, Bedre Mental Sundhed-ministeriet og selvfølgelig Bæredygtig Fremtidsministeriet, der sammen med EU's Lov om Trivsel for Fremtidens Generationer har haft stor betydning for den førte politik.

Hvor man tidligere kun tænkte på at minimere klimaaftrykket fra den indenlandske produktion, har man nu et tilsvarende fokus på at fremme et klimavenligt forbrug blandt virksomheder, befolkninger og offentlige indkøb i hele Europa.

Det har også hjulpet, at Ministeriet for Fremtidens Ansvarlige Virksomheder har skubbet på for at udbrede erhvervsdemokratiet, så de fleste virksomheder nu er ejede af medarbejderne gennem medarbejderfonde.

Bestyrelser og direktioner står til ansvar overfor medarbejderfondene, hvorfor virksomhedernes ledelser nu går stærkt op i arbejdsvilkår og samfundsansvar. Nogle steder vælger man endda direktøren ved direkte afstemninger.

Nu er det helt normalt, at folk kigger op og måske ligefrem siger hej til hinanden.

Sarah Steinitz
Partner og analytiker, Analyse & Tal

Hørte I om generalforsamlingen i Carlsberg i sidste uge, hvor den daværende direktør valgte at gå direkte pension, fordi han indså, at bryggeriets medarbejdere ville hælde ham ned ad brættet, hvis han gik til valg på sin årsløn på 50 millioner kroner?

Der er i det hele taget opstået en fornyet lyst til og tro på fællesskabet, efter at flere borgere oplever, at de kan rykke noget – både politisk, i arbejdslivet og gennem civilsamfundet. Sociale medier blomstrer med borgerbevægelser, der kæmper for forskellige sager.

Efter en lang dag, hvor du er blevet sat ind i arbejdet i Borgertinget, springer du på den selvkørende el-sporvogn foran Christiansborg.

Du nikker til de øvrige passager, der kigger op frem for ned i telefonen: Endless scrolling i personaliserede feeds på sociale medier er for længst blevet forbudt, da man begyndte at lave politik efter, hvad man godt vidste: At uendelig scrolling baseret på fastholdelsesskabende algoritmer gør os triste og deprimerede, mere stillesiddende og distancerer os fra verden og menneskerne omkring os.

Nu er det helt normalt, at folk kigger op og måske ligefrem siger hej til hinanden. Du finder en plads, sætter dig ned og finder en bog frem: "En gammel hvid mands bekendelser" af Donald Trump.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Sarah Steinitz

Partner, Analyse og Tal, forfatter
cand.scient.soc. (Københavns Uni.)

Inger Støjberg

MF, partiformand (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Donald J. Trump

Fhv. præsident, USA (Republikanerne)
Bachelor i økonomi (Wharton School, Philadelphia, USA 1968)

0:000:00