Vi taler om teknologi, som om vi ikke har magten til at tøjle den

Vi lever i en virkelighed, hvor idéen om teknologi som fremskridtets primære måleenhed, og dens alt andet end ubestridt positive effekt på verden, udgør rammen om vores tid.

Jeg spurgte for nylig en chatbot, hvor stor risikoen er for, at AI bliver menneskets undergang.

Svaret: fem-ti procent risiko for udryddelse – og hele 40-60 procent sandsynlighed for, at vi frivilligt afgiver al kontrol.

Det er den slags elementer, som får alt til at vende sig i mig. Fordi det så tydeligt illustrerer, hvordan vi som civilisation – og i stigende grad som art – har sat lighedstegn mellem teknologiske fremskridt og civilisatoriske fremskridt. En forestilling, idéhistorikeren Leo Marx kaldte teknologisk determinisme: vores kollektive forvandling af teknologi til en slags naturkraft. Det viser sig i sproget: "kunstig intelligens tager vores jobs", "robotterne kommer". Vi taler om teknologi, som om den har sin egen vilje – lige så uundgåelig som vejret.

Teknologisk determinisme skaber et sprog, der får bevidstheden om vores egne valg til at fordampe. Og når valgene fordamper i sproget, fordamper de også i praksis – indtil vi når et sted, hvor vi udvikler teknologi, som selv fortæller os, at vi kan være ved at skabe vores egen udslettelse.

Vi bliver ofre for en ideologisk overbevisning, der tager vores egen vilje ud af ligningen, og underlægger os en fatalisme, som står i skarp kontrast til den frihed, som teknologisk innovation angiveligt skulle være katalysator for.

Da brødrene Lumière i 1896 viste filmen L’Arrivée d’un train en gare de La Ciotat, blev publikum så dybt chokeret af en optagelse af et tog, som ankom til stationen i den franske havneby La Ciotat, at de fór op ad sæderne i rædsel. I dag kan vi se krig, vold, voldtægt, død i 4K og scrolle videre uden at blinke.

Måske er det på tide, vi spørger os selv, hvad der overhovedet kan få os til at løbe væk længere? Og endnu vigtigere: Hvor skulle vi i grunden løbe hen? I en verden hvis infrastruktur efterhånden består mindst lige så meget af software og hardware som af veje og broer.

Personligt er jeg endnu ikke stødt på nogen tænker, teoretiker eller skøn tosse, som beskriver dette bedre end den tysk-sydkoreanske filosof Byung-Chul Han.

Det geniale ved Han er, at han ikke nøjes med at pege på teknologien som et værktøj, der kan misbruges. Han viser, at teknologien har ændret selve magtens væsen – og dermed ændret, hvad det vil sige at være menneske.

Frihed for mange af os handler i stigende grad ikke kun om, hvad vi har lov til, men om, hvad vi er i stand til at sige nej til.

Peter Bitsch Hjortshøj

Den disciplinære magt, vi plejede at være underlagt, sagde: "Du må ikke". Det forstod vi, fordi vi kunne mærke modstanden. Vi kunne måske ikke tilvælge frihed, men vi var frie til at forholde os til vores ufrihed.

I dag lever vi under det, Han kalder psykopolitisk magt, som bygger på det, han kalder positivitet – ikke ment som "det gode" i daglig forstand, men som et evigt ja. Den inviterer, ansporer, glider ind som selvfølgelighed med tillokkelser, tilgængelighed, selvbekræftelse. Og her ligger dens styrke: "Jo større en magt, desto mere stille arbejder den. Det sker bare."

Magten i dag arbejder gennem frivillighed. Jeg deler mine data, jeg trykker på like, jeg åbner notifikationerne. Den producerer et flow af aktivitet uden stop. Ingen barrierer, ingen huller, hvor tanken kunne standse og blive til refleksion. Resultatet er en kultur, hvor alt skal være smooth, alt føres videre, hvor der altid er et nyt input, en ny åbning, en ny handling.

ChatGPT er det perfekte eksempel på Hans diagnose: altid tilgængelig, altid høflig, altid selvbekræftende, og afslutter alle svar ved at spørge, om den skal gøre noget mere. Det er en magt, der er stærkere end tvang, netop fordi den føles som frihed.

Alt imens vi lader os omdanne til data, der kortlægges, analyseres og formes, indtil det bliver svært at sige, om vi former teknologien eller den former os. På samme måde, som det bliver svært at skelne mellem frihed og underkastelse, når man tjekker sin mobil uden at vide hvorfor.

I et studie fra Harvard og University of Virginia blev folk bedt om at sidde alene i 15 minutter med deres egne tanker. De kunne, hvis de ville, trykke på en knap, der gav dem et smertefuldt elektrisk stød – et stød de tidligere havde sagt, de helst ville undgå.

Alligevel trykkede to tredjedele af mændene og en fjerdedel af kvinderne mindst én gang.

Det viser, hvor svært vi har ved pausen i en virkelighed, som lever af evig aktivitet, og som forvandler os til frisatte rovdyr og famlende ofre i jagten på en selvkontrol, vi angiveligt allerede har.

Vi taler om teknologi, som om den har sin egen vilje – lige så uundgåelig som vejret.

Peter Bitsch Hjortshøj

Og det er ikke kun et problem for de privilegerede. Studier viser, at det især er underklassens børn, der kæmper med at sætte grænser for teknologien: I USA bruger børn fra lavindkomstfamilier i gennemsnit over to timer mere dagligt foran en skærm end børn fra velstillede hjem. I Sydkorea fandt man under corona-nedlukningerne det samme mønster. 

Hvis man vil se magtens virkelige paradoks, så ligger det måske her: Den evige positivitet, det evige ja, rammer hårdest dér, hvor modstandskraften er mindst.

Dette er, som jeg ser det, kernen i tidens mest paradoksale – og måske vigtigste – frihedskamp: At frihed i stigende grad ikke handler om, hvad vi har lov til, men om, hvad vi er i stand til at sige nej til. Og måske er vi nået dertil, hvor det kræver en fælles vilje at modstå en teknologi, der vinder os med sin evne til at være evigt tilgængelig for den enkelte.

Jeg ønsker ikke at rulle udviklingen tilbage – men at minde os om, at de teknologier, vi integrerer i vores liv, forankres i samfundsmæssige, psykologiske og planetære balancer, som vi i øjeblikket forfejlet forsøger at tilpasse til den nyeste teknologi, snarere end at tilpasse teknologien til dem. 

Derfor må vi begynde at skelne: mellem det, der løfter os – og det, der blot sætter tempoet op. Ikke for at idealisere fortiden, men for at insistere på, at fremtiden stadig kan formes. Teknologien kunne have set anderledes ud. Og det kan den stadig.

For måske er det, vi bør frygte mest, ikke at teknologien får en vilje og overtager os, men at vi mister vores egen vilje og ender med at være ligeglade med, at den gør.