Victor Boysen: Drop jeres evindelige folkepatent

Trump er præsident. Storbritannien forlader EU. Nye Borgerlige kommer i Folketinget, og Marine Le Pen brager mod guldstolen i det franske præsidentpalads. Verden forandrer sig, og konklusionen har skrevet sig selv: Folket har vundet, og eliten har tabt.

Men øv, hvor er det trættende med al den subtile elite-bashing og forjættede kamp om at blive ”folkets” sande ambassadør. Vi er da for pokker alle en del af det samme folk, uanset hvad vi stemmer. Populisterne kan skyde alle de elite-indikatorer efter mig, de har lyst – jeg vil altid se mig som en del af folket.

Folket forstået som borgerstanden i Danmark. Jeg er dansker, fordi jeg føler mig dansk. Derfor tilhører jeg det danske folk. Siden hvornår begyndte vi at rangordne, hvor meget eller lidt de danske borgere er en del af ”folket”? Det skaber kun kløfter, at vi grovsorterer danskerne på den måde.

Og selvom opdelingen mellem folk og elite ikke er nedgriflet på et offentligt dokument, er den knivskarp. Vi snakker ikke højt om, hvem der er det ene eller anden; vi ved det bare. Er du jurist, maratonløber og fra Hellerup? Elite. Er du bager, bodega-gæst og bosiddende på Langeland? Folk. Danskerne er ved et stumt trylleslag blevet opdelt i to skarpt skårne identitetskasser, og så længe både populister og medier genskaber det billede, bliver det ikke lavet om.

Hvis du har læst på universitetet, tror på frihandel og hører P8 Jazz, så mister dine holdninger både værdi og legitimitet – for ved du overhovedet, hvad en liter mælk koster?

Victor Boysen

Jeg er helt med på, at der er forskelle i danskernes ressourcer og livsmønstre, og at nogle mennesker har vundet mere på globaliseringen end andre. Men verden bliver altså ikke bedre af, at vi insisterer på at måle borgernes tilknytning til virkeligheden ud fra en sort-hvid skala, der går fra ”folk” til ”elite”. Udover at grave meterdybe grøfter danskerne imellem, giver det et gevaldigt ris i lakken på den demokratiske samtale, der foregår imellem os.

Det bliver nemlig utrolig svært for den såkaldte elite at blande sig i den offentlige debat, når deres synspunkter på forhånd diskvalificeres som virkelighedsfjerne.

Hvis du har læst på universitetet, tror på frihandel og hører P8 Jazz, så mister dine holdninger både værdi og legitimitet, for ved du overhovedet, hvad en liter mælk koster? Populisterne udråber sig selv til ambassadør for virkelighedens verden, hvilket gør det ualmindelig vanskeligt – for ikke at sige kropumuligt – at udfordre deres holdninger.

Det mest bizarre er måske i virkeligheden, at Trump og Brexit-bevægelsen, der jo ikke tøver med at tage patent på folkets stemme og påståede ønsker, kun repræsenterer omkring halvdelen af vælgerkorpset. 52 procent af de stemmeberettigede briter stemte for at forlade EU-skuden, mens Trumps valgsejr byggede på 200.000 stemmer i to svingstater. Det er næsten frækt hermed at konkludere, at folket nu endeligt har besejret den selvsikre elite.

For hvad med resten? De sidste 48 procent – dem, der stemte imod Brexit og Trump? De bliver ufrivilligt klassificeret som medlemmer af den frelste samfundselite, der ikke forstår noget som helst af betydning for helt almindelige mennesker. Det er eddersparkme en stor elite – og et lille ”folk”. Specielt for Trumps vedkommende, der jo langt fra modtog et flertal af de afgivne stemmer, men vandt på en teknisk knock-out i det amerikanske valgmandskollegie.

Tænk, hvor lidt der skulle til for at skrive konklusionen om. For at omdanne storglobalisternes nederlag til sejr og henvise omtalen af den jævne mands oprør til en kort notits dybt inde i dagbladenes folder.

En brøkdel af de britiske vælgere, der havde stemt anderledes til Brexit-afstemningen. Ganske få amerikanere i Florida og Michigan, der støttede Hillary frem for Trump.

Den ulmende utilfredshed med globaliseringens vindere og tabere ville uden tvivl stadig eksistere – men mon ikke narrativet om tilstanden for den liberale verdensorden havde set anderledes ud, hvis blot et marginalt antal af vælgere i Storbritannien og USA havde ageret anderledes i valgboksen?

I virkeligheden tror jeg slet ikke, man kan tale om ét folk i et vestligt demokrati som det danske. Jeg har selv læst tre år på universitetet. Jeg elsker Den Europæiske Union, udviklingsbistand og grøn teknologi. Jeg er dårlig med hænderne og har aldrig været i nærheden af at søge ind på en erhvervsuddannelse. Men det betyder da ikke, at Dansk Folkeparti eller nogen anden populistbevægelse skal få lov til uden videre at afskrive mine holdninger på forhånd, fordi de er ude af sync med det såkaldte ”folks” ønsker. Jeg er lige så meget en del af folket som alle andre, og vores holdninger må da være lige meget værd, uanset hvor stort et fremtidspotentiale man ser i internationale frihandelsaftaler og lovgivningsarbejdet i Bruxelles.

Det løser ingen problemer at holde fast i den falske modsætning mellem det forarmede folk og den arrogante elite. Tværtimod. Vi er alle folk i Danmark. Lad os sige stop til populisternes forsøg på at patentere den lille mand og ”folkeligheden” – det er kun med til at forringe den demokratiske samtale og skabe kløfter i det danske samfund.

.......

Victor Boysen er Landsformand i Radikal Ungdom og Bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.