Victor Boysen: Kongehuset er udansk

For mange danskere er kongehuset det mest oprigtige symbol på den danske identitet og folkesjæl. Det har jeg uendelig svært ved at forstå. Kongehuset er en torn i øjet på meget af det, som jeg forbinder med det danske land og folk. Faktisk vil jeg gå så langt som til at sige, at kongehuset er direkte udansk. Derfor synes jeg, vi skal nedlægge det.

Når jeg en gang imellem opholder mig i det store udland og bliver spurgt, hvad vi danskere så er for et folkefærd, sker det ofte, at jeg bliver temmelig paf. For hvordan adskiller vi os egentlig fra alle mulige andre mennesker? Det er jo i grunden et temmelig stort spørgsmål.

På den ene eller anden måde får jeg altid nævnt vores tro på lighed og fællesskab. Uanset om man er til højre eller venstre for den politiske midte, vedkender de fleste sig en tro på, at alle borgere fortjener den samme behandling og respekt, uanset hvilken baggrund de bærer rundt på. Vi forskelsbehandler ikke ud fra din pengepung, vi stiller samme krav uanset din historik, og vi kræver af hinanden, at alle overholder de samme love.

Sådan er vi danskere; vi hæfter os ikke så meget ved stamtavler, men tror i stedet på, at vi som samfund kommer længst, hvis alle har de samme rettigheder, de samme muligheder og de samme forpligtelser.

Kongehuset er en fejlkonstruktion, fordi det strider imod det demokratiske og lighedsbaserede sindelag, som vores folkesjæl hviler på.

Victor Boysen
Landsformand for Radikal Ungdom

Vigtig for min romantiske fortælling om den danske folkesjæl er også en konstatering af, at vi er flittige og forkynder os til ærligt arbejde. Vores job er en enormt vigtig identitetsmarkør; når vi præsenterer os for hinanden, er det altid vores navn og profession, der kommer først; ikke familie, religion eller andet, som man gør det andre steder i verden.

Hvis man vil frem i det danske samfund, må man rubbe neglene og trække i arbejdstøjet. Selvfølgelig, nogle fødes ind i mere ressourcestærke familier end andre og har i sagens natur lettere ved at nå deres livsmål end andre. Men vi er et arbejdende folk, som anerkender, at det kræver oprigtig flid at opnå ting i livet.

Fortællingen om den danske indstilling til livet, arbejdet og hinanden vækker altid begejstring hos udenlandske tilhørere. Jeg bliver også selv altid lidt småstolt af at dele ud af mine historier om det danske folk, for vi er sgu fantastiske. Særligt i et internationalt perspektiv har de rød-hvide faner noget at byde på, som vi for alt i verden skal holde fast i.

Ikke desto mindre efterfølges min fædrelandsstolthed alt for ofte af en indre frustration over, at jeg i kølvandet på min positive danskhedsfortælling altid forsøger at skjule, hvordan vi har valgt at holde fast i den ellers uddaterede samfundsmodel med en dronning i toppen og et parlament under hende. Sagt lige ud af posen ville jeg føle mig som en hyklerisk hyæne, hvis jeg først på aftenen hyldede danskernes flid, ærlighed, lighed og rettigheder, hvis jeg senere skulle forklare, at vi altså stadig styres af en enlig monark, som er født til magten og lever efter nogle helt andre spilleregler end os andre.

Jeg begriber ikke, at den middelalderlige statslogik stadig får lov at sætte så tykt et aftryk på det danske samfund, som det er tilfældet. Vi har som de fleste andre europæiske lande været igennem tykke idébølger af oplysning og individualisering, modernisering og demokratisering. Alligevel har vi stædigt holdt fast i et ældgammelt kongehus, hvor stamtavle står over kompetencer og immunitet vægtes højere end lighed for loven. Det hænger simpelthen ikke sammen; vores fremmeste principper er ikke forenelige med et kongehus.

Her misforstår mange republikanske kræfter det centrale i kongehusdebatten. Det handler nemlig ikke om penge. Jeg er i princippet fløjtende ligeglad med, om kongehuset gennem eksport og turisme er en overskudsforretning i millionklassen for Danmark. Det rykker heller ikke det store i mig, når studier viser, at de pengeindbringende effekter er overvurderede, og at kongehuset nok snarere er en udgift på bundlinjen. For der er noget langt vigtigere på spil end kolde kontanter, nemlig vores principper og værdier.

Kongehuset er en fejlkonstruktion, fordi det strider imod det demokratiske og lighedsbaserede sindelag, som vores folkesjæl hviler på. Lighed forstået som lighed for loven og lighed i muligheder. Som medlem af kongefamilien er man ikke bare lidt mere lige end alle andre – man er ophøjet til ligheden selv, langt fra alle os andre dødelige, der må tage til takke med helt almindelige liv, hvor jobs er noget, man gør sig fortjent til, og loven noget, der skal overholdes.

Jeg er med på, at nogle danskere med glæde mødes om det danske kongehus. Det giver en følelse af fællesskab og sammenhold, at vi har en apolitisk monark at se op til, som alle kan samles om.

For mit eget vedkommende må jeg bare konstatere, at kongehuset aldrig har samlet mig og mine nærmeste. Vi mødes om danske jordbær og gratis uddannelse. Om ytringsfrihed og valg til Folketinget. Om gode oplevelser på arbejdet og superligafodbold. Ikke om nedarvede privilegier og blodet i vores årer.

Kongehuset er udansk. Det strider imod vores grundlæggende tro på demokrati, lighed og arbejdsomhed. Lad os nedlægge det og få en styreform i stedet, som er i overensstemmelse med de principper, vi har bygget vores samfund på.

......

Victor Boysen er Landsformand i Radikal Ungdom og bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.