Wammen lider sit første nederlag, men lever fint med det

Det var et bebudet nederlag, Nicolai Wammen erklærede fredag morgen, da han måtte smide håndklædet i ringen og opgive regeringens ellers stort anlagte velfærdslov.

Bebudet fordi det hele tiden har været svært at se, hvordan Venstre skulle lade sig ”binde til masten,” som Mette Frederiksen karakteriserede det under valgkampen i 2019, da Lars Løkke Rasmussens velfærdsløfte på 69 milliarder kroner skulle have et modsvar.

Og et nederlag fordi regeringen med Wammen i spidsen under stor ståhej selv lancerede forslaget om at lade de offentlige udgifter stige i takt med stigningen af især ældre op til kommunalvalget sidste år. Der var ”tale om et nyt kapitel i fortællingen om den danske velfærdsstat,” som han sagde dengang.

Men kan en Socialdemokratisk regering leve med, at velfærd – især med udgangspunkt i den voldsomme stigning i antallet af ældre de næste årtier – igen bliver centralt i en kommende valgkamp?

Velfærdsloven blev undfanget i valgkamp, og med valgkamp for øje er den afgået ved døden.

Jo da.

Kan de borgerlige? Ja, det mener de selv i hvert fald.

Wammen ville tage V som gidsel

Når man indgår tværpolitiske kompromisser, der ophøjer noget til lov, fjerner man det fra den politiske arena og tager den politiske konflikt ud af et emne.

Ingen kan tage æren, og ingen bruge det som våben mod de andre.

Det gør man kun på store afgørende områder, når trofæet enten er så stort og skinnende, at alle partier gerne vil være med til at løfte det, og hvor regeringen alligevel regner med, at vælgerne vil give den æren.

Eller – som oftest – når både regering og opposition har en fælles interesse for at få et problem til at forsvinde fra den politiske dagsorden og den offentlige debat. Især hvis det er noget, der gør ondt på store vælgergrupper.

Eksemplet på det første er klimaloven, der bandt Folketinget til at reducere udledningen af klimagasser med 70 procent frem mod 2030.

Eksemplet på det sidste er velfærdsforliget fra 2006, der blandt andet gjorde, at pensionsalderen stiger i takt med at borgerne bliver ældre og ældre.  

Hvilken kategori velfærdsloven hørte til, har aldrig været klart.

For Wammen og regeringen var målet med velfærdsloven – udover at skrive sig selv ind i historiebøgerne – at bovskyde de borgerliges ønske om en mere stramt tøjlet offentlig sektor og gidseltage de borgerliges kritik af regeringens økonomiske ansvarlighed.

Og af præcis samme grund var det svært at se, hvad især Venstre havde af interesser i at komme med på den galej. Især når de andre borgerlige partier sagde klart nej.

Modsat klimaloven, hvor Venstre konstant kæmper med at få del i ejerskabet til klimapolitikken. Ligesom det er svært at få øje på, hvilken vælgersmerte man skulle dele ansvar og skyld for, så ingen rigtig blev bebrejdet.

Ellemanns vej ud af Løkkes løfte

Det skal også ses i sammenhæng med at de borgerlige partier siden folketingsvalget 2019 har fundet sammen om fælles platform, der er væsentlige mere økonomisk borgerlig, end den var i nuller, hvor det var værdi- og udlændingepolitikken der kittede den blå alliance sammen.

I dag er det er på et spektrum gående fra meget til noget mindre opsat på skattelettelser og reformer, at Nye Borgerlige, Liberal Alliance, Konservative og Venstre i dag møder op til forhandlinger med regeringen. Senest under de kiksede forhandlinger om ”Danmark kan mere 1”.

Det har især krævet, at Jakob Ellemann-Jensen har måttet finde en vej ud af det velfærdsløfte, hans forgænger, Lars Løkke Rasmussen, forgæves forsøgte at vinde valget på. Det var det, hans noget kryptiske forslag om en vækstlov tjente til.

Pointen med det var at genetablere, at ”pengene de skal tjenes før de kan bruges,” som Ellemann-Jensen sagde det til Altinget, inden han understregede, at ”det er sådan en borgerlig liberal læresætning.”

Det bytte ville Wammen sjovt nok ikke indgå, og dermed døde velfærdsloven de facto.

Født i valgkamp, død i valgkamp

Spørgsmålet til de borgerlige er så om man kan vinde et valg på den baggrund. Det var såvel Anders Fogh Rasmussens som Lars Løkke Rasmussens indsigt, at det kunne man ikke.

Forskellen mellem de to var, at Fogh Rasmussen vandt valg på at overbevise vælgerne om, at der ingen velfærdspolitisk forskel var på V og S, mens Løkke tabte på (forgæves) at forsøge at overbevise vælgerne om, at V rent faktisk var bedre til velfærd end S.

Her mangler man endnu at se, hvad Ellemann-Jensen og resten af de borgerlige svarer til den udfordring.

I en tid, hvor såvel regeringen som den borgerlige opposition er enige om at være fordelingspolitisk uenige, er der ingen frodig jord for en velfærdslov.

Velfærdsloven blev undfanget i valgkamp, og med valgkamp for øje er den afgået ved døden.