Westerby: Jeg har rykket mig politisk

FARVEL: Nanna Westerby forlader også SF. Jeg ønskede en anden vej for SF, men mit skifte skyldes, at jeg har rykket mig politisk, skriver hun. Læs hendes begrundelse her.
Foto: ft.dk
Anders Jerking

Nanna Westerby skriver på Facebook om sin udmeldelse af SF:  

"I dag har jeg meldt mig ind hos Socialdemokraterne. En af de største beslutninger i mit politiske liv indtil nu. 

Den seneste tid har jeg gjort mig grundlæggende politiske og ideologiske overvejelser. Jeg er nået frem til, at jeg ville stemme på Socialdemokratiet, hvis der var valg i morgen. 

Jeg har igennem hele mit politiske liv været optaget af at sikre alle unge en mulighed for at tage en ud
dannelse. Jeg har arbejdet for et opgør med princippet om ”ansvar for egen læring”, der individualiserede og akademiserede skolen og lod unge fra uddannelsesfremmede hjem i stikken. Jeg har efterlyst opgør med fri- og privatskoler, der fungerer som eliteskoler for ressourcestærke børn. Jeg er fra ende til anden tilhænger af regeringens skoleudspil. Her må jeg konstatere, at Socialdemokraterne stiller sig i spidsen for den bevægelse, som jeg selv føler mig hjemme i. 

Men ikke bare på uddannelsesområdet er jeg enig med Socialdemokraterne. I den grundlæggende tilgang til vigtige områder som beskæftigelses-, integrations- og socialpolitikken mener jeg, at parolen om ”ret og pligt” bør være gennemgående rettesnor. Kun sådan bliver mennesker myndige og frie. Vi må have forventninger til hinanden, hvis vores fælleskab skal hænge sammen. De som kan selv, skal selv. De som kan hjælpe andre, skal gøre det. Og de som har brug for hjælp, skal have den. Her er Socialdemokraterne det parti, der stiller sig forrest. 

Vi befinder os i en definerende tid for det danske velfærdssamfund, og det er kun meningsfyldt for mig at være medlem af et parti, der vil tage kampen op med Venstres vision om lavere lønninger og afvikling af det fælles velfærdssamfund. Et parti, der er definerende for Danmarks fremtid. Et parti, der er optaget af at trække stemmer over midten. Et parti, der laver politik på hovedarenaen. Derfor melder jeg mig ind i det parti, som jeg mener både kan og vil sikre ordentlige levevilkår for det brede flertal af danskerne.

Jeg har selv tidligere hævdet, at Socialdemokraterne var ”forvaltere af magten”, og ikke vil ”forandre samfundet”. Men sandheden er, at det er Socialdemokratiet, der har stået forrest i forandringer af Danmark. Der har bygget den danske velfærdsstat.

Derfor er jeg stolt over at melde mig ind i Socialdemokratiet. Og derfor melder jeg mig ud af SF. Det gør jeg helt uden bitterhed. Jeg har haft mange gode oplevelser og mange gode år som SF’er. Og jeg ønsker SF alt det bedste. 

Det er åbenlyst, at jeg ikke har været enig i de beslutninger, som et flertal i partiet har truffet den seneste tid. At jeg ønskede en anden vej for SF. Men det har været fuldstændig legitime beslutninger, som jeg har dyb respekt for. Samtidig må jeg konstatere, at SF’s udvikling ikke er årsag til, at jeg nu bliver socialdemokrat. Det har på mange måder været anledning til, at jeg har gjort mig grundlæggende overvejelser om mit politiske ståsted, men mit skifte skyldes, at jeg har rykket mig politisk. At jeg er mest enig med Socialdemokraterne.

Jeg glæder mig til at tage del i arbejdet i Socialdemokratiet."

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Nanna Westerby Jensen

Plandirektør, Økonomiforvaltningen, Københavns Kommune
ba.soc. (Roskilde Uni. 2008), cand.soc. (Roskilde Uni. 2015)

0:000:00