Yngre Læger og FOA til professor: Kom ud i virkelighedens sygehusvæsen

Af Camilla Rathcke og Karen Stæhr
Henholdsvis formand for Yngre Læger og sektorformand i FOA

Det går fint i sundhedsvæsenet, hævder professor Signild Vallgårda fra Københavns Universitet i Altinget 23. maj. Det viser tallene, mener hun, for så at bygge sine påstande på lige dele fornemmelser, antagelser og (lidt) fakta.

Desværre har hun tilsyneladende ikke været ude i virkeligheden på sygehusene, hvor kaos hersker i form af overbelægning, manglende tid, stress, pladsmangel, dårligt arbejdsmiljø og vold og trusler mod de ansatte.

Forkert fortolkning af fakta
Men det går fint på sygehusene, jubler professoren. Der er kommet flere ansatte, og aktiviteten stiger konstant. Enhver utilfredshed skyldes åbenbart for store forventninger, og at moderne mennesker går for meget til læge. For det kan jo ikke hænge sammen med, at flere bliver syge, flere sygdomme kan behandles og skal behandles, og at de ansatte er underlagt et krav om at producere to procent mere om året – uanset hvad.

Så lad os som repræsentanter for ansatte i samme sygehusvæsen invitere virkeligheden ind i samtalen bygget på konkrete erfaringer, oplevelser og fakta.

Det er rigtigt set, at aktiviteterne stiger i sygehusvæsenet og er steget længe, men det er ikke nogen garanti for kvalitet, og at flere bliver raske. Det er bare et udtryk for volumen, og hvor hurtigt vore medlemmer løber.

Desværre har Signild Vallgårda tilsyneladende ikke været ude i virkeligheden på sygehusene, hvor kaos hersker i form af overbelægning, manglende tid, stress, pladsmangel, dårligt arbejdsmiljø og vold og trusler mod de ansatte.

Der har måske været en stigning i nogle faggrupper på sygehusene, men den stigning bliver til dels opvejet af et fald i andre grupper. I samme periode hvor Signild Vallgårda siger, at der er kommet flere læger og sygeplejersker, er der f.eks. kommet betydeligt færre social- og sundhedsassistenter. Og lægesekretærerne er ved helt at forsvinde i blinde besparelser, hvilket har resulteret i, at læger nu sidder og er landets dyreste og dårligste sekretærer, mens de har mindre tid til patientkontakt.

Produktivitetskravet er et problem
Samlet set er produktiviteten vokset med i gennemsnit 2,4 procent om året på sygehusene fra 2003 til 2015. Desværre drives danske sygehuse i dag med fokus på kvantitet fremfor kvalitet. I mere end ti år har sygehusene været underlagt et krav fra regeringen om at øge produktiviteten med to procent år efter år. Medarbejderne på landets sygehuse har dermed skulle løbe to procent hurtigere hvert eneste år, uden at der er kommet tilsvarende flere ressourcer. Det betyder, at der skal fødes to procent hurtigere hvert år på fødestuerne. Og der skal opereres to procent hurtigere hvert år.

Alene i 2017 svarer to-procentskravet til, at regionerne skal levere flere sundhedsydelser, der i kroner og ører svarer til 1,3 milliarder.

Og over 20 år vil to-procents-kravet betyde, at vi – med det samme antal medarbejdere - skal levere 49 procent flere behandlinger.

Selve ”produktionen” i form af behandlinger er vokset med i gennemsnit 3,8 procent om året, mens de tilførte penge kun er vokset med 1,4 procent om året i gennemsnit. Det var endda hovedsageligt i 00’erne, at udgiftsvæksten var størst, mens den de seneste år har været mere beskeden. Samlet set er det udtryk for, at der hvert år i gennemsnit er udført behandlinger svarende til 2,4 procent om året ”gratis” for samfundet. Det er da klart, at medarbejderne på landets sygehuse efterhånden ikke kan følge med længere og nu kaster håndklædet i ringen.

Læger, social- og sundhedsassistenter, sygeplejersker og det øvrige sundhedspersonale pisker i dag rundt for at kunne nå det hele. Det giver ikke kun dårligt arbejdsmiljø med stress og sygemeldinger - det rammer også patienterne, som bliver tabere i et system, der satser på produktivitet frem for alt.

Det er derfor helt afgørende, at det årlige produktivitetskrav på to procent om året nu afskaffes. Af hensyn til patienter, ansatte og skatteborgere. Det er så indlysende, at selv en professor i sundhedspolitiske analyser må kunne se det.