Zornig: Jeg ramte en tidsånd og en nerve

Jeg tror, jeg har ramt en tidsånd og en nerve - og på en eller anden måde været en katalysator for noget, der har ulmet. Christian Ditlev Jensen kom også med den fremragende bog om at blive misbrugt for ti år siden, som fik god omtale. Men der var vi som samfund ikke klar til at forstå, at det her var et reelt problem.

Lisbeth Zornig Andersen
Formand for SIF - Socialt Innovationsforum og tidligere formand for Børnerådet

Hun var et ubeskrevet blad for stort set alle, da tidligere socialminister Karen Ellemann hev hende ind som formand for Børnerådet i 2010, efter hun havde været ti år i it-branchen.

Ukendt er der vist ingen, der vil vove at kalde Lisbeth Zornig Andersen i dag. Hendes bog "Zornig - vrede er mit mellemnavn" om sin opvækst har solgt i tusindvis, og dokumentaren "Min barndom i helvede" fra foråret 2012 blev set af omkring en million seere på DR.

Hun har med sit engagement, gennemslagskraft og egen personlige historie en stor del af æren for, at misbrug af børn efter mange år i mørket ikke længere er tabu og for alvor er kommet på dagsordenen i hele landet.

Fra den 1. oktober 2012 var børnerådsformandens mellemnavn ikke længere 'vrede', hvor den ofte smilende Per Larsen overtog posten i Børnerådet.

Altinget | Social har taget en snak med Lisbeth Zornig Andersen om udviklingen på børneområdet, fremtiden og hendes egne oplevelser med at være formand for Børnerådet:

Fik en platform
"Tiden i Børnerådet har været forrygende, spændende og hektisk på en god måde. Personligt har det været en fantastisk oplevelse at få en platform at tale børns sag fra. Det var et kæmpe fagligt spring, efter jeg havde arbejdet ti år med strategisk it. Men jeg har altid interesseret mig for udsatte børn, og hvordan man kan bryde den negative sociale arv."

Hvorfor valgte du at uddanne dig som cand.polit. og efterfølgende arbejde med it?

"Efter gymnasiet tænkte jeg: Jeg skal have en uddannelse med udsigt til et job, så jeg ikke er arbejdsløs. Jeg var lidt gammeldags og tænkte, at jeg aldrig ville forsørges af det offentlige. Det var heldigvis spændende, men jeg var ikke en moderne type, der tænkte: Man bliver lykkelig, hvis man læser noget, man interesserer sig for - som jeg ellers siger til mine børn i dag."

Hvordan har debatten om udsatte børn ændret sig i din tid som formand for Børnerådet?

"Der har langt hen ad vejen været et paradigmeskifte i retning af udsatte børn. Tidligere anså man enkeltsager som frygtelige, men ikke som et generelt billede af virkeligheden. I dag er de fleste enige om, at der grundlæggende er noget galt, som skal løses. Det var den tidligere regering med Karen Ellemann og Benedikte Kiær, der indledte nye politiske strømninger. Det blev fulgt op af Karen Hækkerup, så på den måde har der været fælles front på tværs af politiske farver."

Billeder lige i smasken
Hvordan er det paradigmeskifte, du omtaler, skabt?

"Det er godt hjulpet på vej af mange mediesager om misbrug og vanrøgt af børn, som har flyttet emnet fra at være statistikker og forskning, til at det er blevet smasket op i synet på folk. Billederne og historierne fra f.eks. Brønderslevsagen er brændt ind på folks nethinde. Folk har stoppet op og spurgt, hvordan det kan lade sig gøre i et smørhul som Danmark, der ellers er gennemreguleret."

Hvor langt er vi som samfund kommet på området for udsatte børn?

"Vi er nået dertil, hvor kommunerne er begyndt at kigge indad. En række kommuner sætter massivt ind på forebyggelse og opsporing af udsatte børn, som vi ser i de store stigninger i underretninger - fulgt op af masser af gode lovforslag fra Christiansborg."

Har politikudviklingen fulgt med?

"Vi har fået en række gode ting som eksempelvis børnekontoret hos Ombudsmanden, nye børnehuse med fokus på seksuelle overgreb samt selvfølgelig misbrugspakken og tilsynsreformen. Der behøver ikke mere lovgivning - ellers kan vi og kommunerne ikke følge med. Men kvalitetsniveauet svinger utrolig meget fra kommune til kommune.