Bliv abonnent
Annonce
Debat

Boligkontoret Danmark: Boligudspillet leverer justeringer, men ikke løsninger

Hos Boligkontoret Danmark oplever vi i flere af vores byggeprojekter, hvor svært det er at vælge materialer med lavt CO2-aftryk og lang levetid, fordi økonomien simpelthen ikke kan bære dem inden for de nuværende rammebeløb, skriver Lars Lehmann og Klaus Bentzen.
Hos Boligkontoret Danmark oplever vi i flere af vores byggeprojekter, hvor svært det er at vælge materialer med lavt CO2-aftryk og lang levetid, fordi økonomien simpelthen ikke kan bære dem inden for de nuværende rammebeløb, skriver Lars Lehmann og Klaus Bentzen.Foto: Boligkontoret Danmark
8. december 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Når et boligudspil lader vente på sig i flere år, opstår der en forventning om et markant, langsigtet og helhedsorienteret løft af boligpolitikken.

Regeringens udspil rummer enkelte nødvendige greb, men det formår ikke at sætte den politiske kurs, der skal sikre betalbare boliger og bæredygtige lokalsamfund i et Danmark, hvor forskellene mellem landsdele og boligtyper vokser.

Justeringerne er reelle, men de er ikke tilstrækkelige i forhold til de udfordringer, både byer og lokalsamfund står over for.

I de største byer er udfordringerne særligt markante. Stigende grundpriser og høje byggeomkostninger gør det vanskeligt at realisere selv velunderbyggede almene byggeprojekter.

Hvad betyder boligudspillet?

Formår boligudspillet at tage hånd om de reelle udfordringer på det danske boligmarked, hvor priserne galoperer afsted i hovedstaden, mens det er blevet næsten umuligt at belåne et hus på Lolland?

Eller bærer udspillet præg af, at der skulle være lidt til både Venstre og Socialdemokratiet – og at det derfor mangler en klar, samlet retning for boligpolitikken i Danmark?

Det vil vi på Altinget By & Bolig gerne blive klogere på i en ny temadebat.

Vil du eller din organisation deltage i debatten, kan du kontakte Malte Dan Møller Henriksen.

Den nye såkaldte højprisordning gør det muligt midlertidigt at hæve maksimumsbeløbet i en række udvalgte kommuner, og det kan lokalt bringe projekter videre. Ordningen er dog for snæver.

Hos Boligkontoret Danmark administrerer vi boliger i hele landet og har over de seneste år oplevet ellers velplanlagte byggeprojekter med stærk lokal opbakning blive sat på pause, fordi økonomien ikke kunne hænge sammen inden for de eksisterende rammer.

Det gælder eksempelvis hos vores nordsjællandske medlemmer, der reelt står i samme virkelighed som boligselskaber i de udvalgte højpriskommuner, men uden adgang til de samme økonomiske værktøjer.

Når udfordringerne er de samme, bør værktøjerne også være det.

Lavt CO2-aftryk koster

Udspillets landsdækkende forhøjelse af maksimumsbeløbet på én procent ændrer heller ikke billedet væsentligt.

De skærpede klimakrav og behovet for energieffektive materialer øger byggeomkostningerne langt mere end det.

Læs også

Hos Boligkontoret Danmark oplever vi i flere af vores byggeprojekter, hvor svært det er at vælge materialer med lavt CO2-aftryk og lang levetid, fordi økonomien simpelthen ikke kan bære dem inden for de nuværende rammebeløb.

Hvis alment nybyggeri fortsat skal leveres i kvalitet og med bæredygtighed for øje, kræver det en justering af rammebeløbet på tre til fem procent.

I mindre byer og lokalsamfund er udfordringerne anderledes, men mindst lige så centrale. Her er det behovet for tidssvarende boliger, der matcher befolkningsudviklingen, som fylder mest.

Boligudspillet rummer enkelte fremskridt, men efter flere års ventetid havde Danmark behov for et mere visionært og samlet boligpolitisk løft.

Lars Lehmann og Klaus Bentzen
Hhv. direktør og formand, Boligkontoret Danmark

Mange af de afdelinger, vi administrerer i landdistrikterne, står over for betydelige renoveringsbehov. Nogle steder har lokale afdelingsbestyrelser måttet se i øjnene, at omdannelse eller endda nedrivning er en mere ansvarlig vej end at poste millioner i boliger, der ikke længere matcher efterspørgslen.

Samtidig ser vi, hvordan mangel på seniorvenlige boliger gør det vanskeligt for ældre at flytte fra store parcelhuse, der ellers kunne frigive plads til unge familier.

Hvis vi ønsker levende og velfungerende lokalsamfund, må boligpolitikken understøtte disse transformationer. Den almene sektor kan løfte opgaven, men rammen skal muliggøre udvikling – ikke blot drift.

Den almene model styrker hele Danmark

Den danske almene boligmodel giver reelle muligheder for at imødekomme udfordringerne – både i de største byer og de mindre lokalsamfund. Den forener social ansvarlighed, økonomisk bæredygtighed, lokalt ejerskab og den er internationalt unik.

Almene boliger skaber byer og lokalområder, hvor mennesker med helt almindelige jobs kan finde et godt og betalbart hjem.

Det styrker arbejdsmarkedet bredt, ikke mindst i velfærdsfagene, hvor rekruttering og fastholdelse i stigende grad afhænger af, om medarbejderne kan bo tæt på deres arbejdsplads.

Læs også

Hvis boligudspillet skal kunne løse de stigende bosætningsudfordringer, kræver det derfor fire konkrete justeringer:

  • En generel forhøjelse af maksimumsbeløbet på tre til fem procent, så omkostningerne ved energieffektivt byggeri kan løftes inden for en realistisk ramme.
  • En udvidelse af højprisordningen, så kommuner i og omkring hovedstaden med identiske økonomiske vilkår får samme muligheder som de nuværende højpriskommuner.
  • En styrket ramme for udvikling af tidssvarende og seniorvenlige boliger i mindre byer, herunder omdannelse og nedrivning af utidssvarende boliger.
  • En justering af finansieringsmodellen for alment boligbyggeri, der giver mulighed for 40-årige lån med kommunal garanti svarende til regeringens aktuelle udspil om lettere adgang til ejerboligmarkedet gennem 40 års realkreditfinansiering.

Boligudspillet rummer enkelte fremskridt, men efter flere års ventetid havde Danmark behov for et mere visionært og samlet boligpolitisk løft.

Et løft, der tager udgangspunkt i helt almindelige menneskers behov for betalbare boliger og i den almene sektors dokumenterede evne til at levere løsninger, som skaber værdi både i byer og lokalsamfund.

Det potentiale er fortsat til stede – men det kræver mod at justere kursen.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce

Nyhedsoverblik



Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026