Debat

Danske Arkitektvirksomheder: Offentlige udbud af byggerier kvæler innovation og bæredygtighed

Det kan umiddelbart lyde som sund fornuft, at man som offentlig instans forsøger at dække sig ind ved at kræve et fuldstændigt gennemtegnet bygningsprojekt i tilbudsfasen. Men den sikkerhed, offentlige bygherrer tror, de opnår, er i virkeligheden til hinder for innovation og bæredygtighed, skriver Lars Storr-Hansen.

Du kan nærmest ikke åbne en avis for tiden uden at læse om offentlige skandalebyggerier, der ender med at gå langt over tid og pris, mens kvaliteten går den modsatte vej, skriver Lars Storr-Hansen. 
Du kan nærmest ikke åbne en avis for tiden uden at læse om offentlige skandalebyggerier, der ender med at gå langt over tid og pris, mens kvaliteten går den modsatte vej, skriver Lars Storr-Hansen. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Lars Storr-Hansen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Det bliver ikke kaldt de gode gamle dage for ingenting. Dengang en arkitektvirksomhed kunne vinde en opgave ved at præsentere en vision, en skitse og et sæt stærke kompetencer, som matchede det byggeprojekt, der var i udbud. Og var bygherren enig i de hovedgreb, der blev præsenteret, fik arkitekten opgaven og tegnede derefter bygningen færdig.

I dag ser verden helt anderledes ud for landets arkitektvirksomheder. Når der bydes op til konkurrence og udbud på offentlige byggerier i dag, er det ofte med forventningen om at modtage et fuldt gennemtegnet projekt med et væld af detaljerede og bekostelige beregninger.

Nogle af de grelleste eksempler vi har set, er udbud, hvor man som arkitektvirksomhed bliver bedt om at levere op mod 35 procent af en kontraktydelse – allerede i udbudsfasen. Til et symbolsk beløb.

Det er at stikke sig selv og omverdenen blår i øjnene at tro, at man kan lave innovation i en udbudsfase, hvor rammerne og kravene er enormt stramme 

Lars Storr-Hansen
Direktør, Danske Arkitektvirksomheder

Jagten på budgetsikkerhed

Det kan umiddelbart lyde som sund fornuft, at man som kommune, region eller stat forsøger at dække sig helt ind ved at kræve et fuldstændigt gennemtegnet projekt i tilbudsfasen.

Men den sikkerhed, offentlige bygherrer tror, de opnår ved at kræve meget detaljerede projektforslag, giver en falsk tryghed.

Du kan nærmest ikke åbne en avis for tiden uden at læse om offentlige skandalebyggerier, der ender med at gå langt over tid og pris, mens kvaliteten går den modsatte vej.

Med supersygehusene som de allergrelleste eksempler. Selv i disse sager fik rådgiverne lov til at aflevere meget detaljerede projektforslag i konkurrencen.

Desværre ser vi også, at bygherrerne er hurtige til at sende aben videre ved at give rådgiverne skylden for budgetoverskridelser og forsinkelser. Men spørgsmålet er, om hele miseren ikke nærmere skyldes underbudgettering og dårlig planlægning.

En ting er sikkert: Budgetsikkerhed opnås ikke ved at kræve, at rådgiverne skal aflevere detaljerede projektforslag i tilbudsfasen. Det gør til gengæld grundig planlægning, realistiske budgetter og tidsplaner.

Læs også

Og hvad gør man så, når hele maskineriet er sat i gang, og pengene ikke passer?

Jamen, så sænker man ambitionsniveauet, og spareøvelsen sættes i gang. Først ryger de grønne omgivelser, kantinen bliver til et tekøkken, og materialerne bliver de billige med den kortere holdbarhed. De oprindelige så høje bæredygtighedsambitioner sænkes eller forsvinder helt, efterhånden som besparelserne øges.

Min frygt er, at offentlige udbud risikerer at blive gift for innovationen og ikke mindst den grønne omstilling.

Og det er at stikke sig selv og omverdenen blår i øjnene at tro, at man kan lave innovation i en udbudsfase, hvor rammerne og kravene er enormt stramme – og betalingen for arbejdet stort set lig nul.

Hurtigere aftaler med samarbejdspartnere

Udbyder en bygherre et projekt, hvor bæredygtighed skal være i fokus, skal alle detaljer ikke løses i tilbuddet. For i konkurrencesituationen er der ganske enkelt ikke tid, penge eller motivation til at levere reel innovation. Brug i stedet udbuddet til at finde den rigtige rådgiver med de rette kompetencer og til at finde en overordnet skitsering af den visionære, bæredygtige løsning. Indgå så kontrakten, og lad den reelle innovation begynde.

Arkitekter kan tage det grønne lederskab, tænke i nye ideer og løfte de grønne visioner. Hvis de får plads

Lars Storr-Hansen
Direktør, Danske Arkitektvirksomheder

Jeg er overbevist om, at en offentlig bygherre godt kan vælge sin samarbejdspartner tidligere end efter 10.000 timers (næste gratis) arbejde og alligevel ende med et smukt og mere bæredygtigt byggeri af høj kvalitet.

Jeg er også overbevist om, at innovation og arbejdet med at øge bæredygtigheden i byggeriet får langt bedre kår, efter en kontrakt er indgået.

Det er dér, bygherre og arkitekt kan sætte sig sammen og udvikle netop de løsninger, som kan bidrage til at sænke bygningens energiforbrug, øge dens levetid og evne til at transformere sig over tid – og ikke mindst undersøge muligheden for at indtænke genanvendelse og cirkulære løsninger. Det er dét, arkitekter kan. Tage det grønne lederskab, tænke i nye ideer og perspektiver og løfte de grønne visioner. Hvis de får plads.

Det kræver, at den offentlige bygherre tør minimere og forenkle udbudsfasen. Så man hurtigere kan indgå en reel konkrakt med den arkitektvirksomhed, som man tror på, og som har de rigtige kompetencer til opgaven. Så man sammen kan skabe det innovative rum, der er så afgørende for at øge bæredygtigheden i byggeriet.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00