DI Ejendom: Danske regler spænder ben for EU’s grønne bygningsambitioner

Men hvis det skal give mening for energiforsyning og klima, skal det også give mening for pengepungen. Og her halter det desværre. For incitamenterne er ikke indrettet, så de understøtter de grønne ambitioner.

Tværtimod risikerer bygningsejere at blive økonomisk straffet for at gøre det rigtige. Det skal vi ændre på, hvis den grønne omstilling skal lykkes i praksis.

Et direktiv med tre hovedkrav

Bygningsdirektivet stiller i hovedtræk tre krav, som særligt vil påvirke erhvervsbygninger og offentlige bygninger allerede i 2030. Reduceret energiforbrug, solceller på store tagflader og automatiserede systemer til styring af energiforbrug og indeklima.

Disse krav giver mulighed for at optimere driften, nedbringe energiomkostningerne og reducere CO2-aftrykket markant. Men det kræver investeringer – og investeringer sker kun, hvis der er en solid business case bag. Og netop business casen afhænger i høj grad af bygningens energimærke.

Det leder mig til udfordringen. Energimærket i dets nuværende form er problematisk. Det siger ikke særlig meget om bygningens faktiske energiforbrug og medtager heller ikke bygningens klimaaftryk.

Det betyder, at to bygninger med samme energimærke i praksis kan have vidt forskellige CO2-udledninger og faktisk energiforbrug. Samtidig understøttes investeringer i grønne teknologier som solceller ikke på en måde, der sikrer, at solcellerne kommer i spil og får effekt i forhold til den lokale energiforsyning.

Derfor opfordrer vi til, at Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet reviderer energimærket, så det afspejler virkelige data – eksempelvis ved at inkludere målt energiforbrug og på sigt livscyklusanalyser (LCA).

Sidstnævnte udvikles i forbindelse med det helhedsorienterede bygningsreglement. Et mere retvisende mærke vil styrke både investeringssikkerhed og bæredygtighed.

Solceller kræves – men straffes

Bygningsdirektivet stiller krav om solceller på egnede tagarealer, men de danske regler gør det svært at få økonomi i investeringen.

Med reglerne bliver bygningsejere med udlejningsejendomme straffet økonomisk, fordi solceller skal etableres, men de kan ikke få økonomi i at producere egen strøm, fordi de stadig skal betale fuld elafgift og nettarif, selvom strømmen bruges lokalt.

Det giver hverken mening for den grønne omstilling eller for bygningsejeren. For at gøre solcelleinvesteringer attraktive skal der ske ændringer i reguleringen.

Det kunne eksempelvis gøres ved at give lavere nettariffer og elafgift for lokalt produceret og brugt strøm på tværs af bygninger og mulighed for, at bygningsejeren kan kræve, at lejere skal aftage lokalproduceret el.

Der skal ganske enkelt skabes nogle energimæssige og økonomiske rammer, hvor det er attraktivt at investere i lokal, grøn energiproduktion og bruge strømmen der, hvor den produceres.

Grønne investeringer kræver grøn finansiering

Forud for bygningsdirektivet har EU også vedtaget en taksonomi for bæredygtige investeringer, som påvirker, hvordan banker og investorer vurderer bygningers bæredygtighed.

Skal Danmark nå sine mål om reduceret energiforbrug fra 2030 og klimaneutralitet i 2050, skal vi have den rette økonomiske tilskyndelse.

Helle Juhler-Verdoner
Branchechef, DI Ejendom

Det betyder, at der fremover vil være krav til dokumentation af både energiforbrug/klimaaftryk, sociale forhold og god ledelse (ESG). Også selv om ESG-omnibussen letter rapporteringskravene.

Det åbner for, at bygningsejere kan tilgodeses i forhold til finansieringsmuligheder, men det kræver, at bygningsreguleringen og taksonomien arbejder med de samme måleparametre og standarder. Derfor er det vigtigt, at energimærket og taksonomien tænkes sammen.

Så skal Danmark nå sine mål om reduceret energiforbrug fra 2030 og klimaneutralitet i 2050, skal vi have den rette økonomiske tilskyndelse for dem, der står med en af nøglerne til omstillingen: bygningsudviklere og bygningsejere.

Derfor anbefaler DI Ejendom:

• Et opdateret og retvisende energimærke, der måler både faktisk energiforbrug og på sigt CO2-aftryk.
• Ændrede regler, der understøtter lokal energiproduktion, så solcellekravet bliver en investering, ikke en udgift.
• Sammentænkning af bygningsregulering og EU’s taksonomi, så den finansielle sektor kan understøtte de nødvendige investeringer.

Med de rigtige incitamenter kan bygninger ikke bare blive grønnere – de kan også bidrage til forsyningssikkerheden og blive en aktiv del af energisystemet. Det kræver, at vi gør det grønne valg til det økonomisk set rette valg.