Bliv abonnent
Annonce
Debat

Radikale: Forestil dig en by, hvor parkeringspladser bliver til grønne stier, torve og åndehuller

Det handler om prioritering. I min optik taber parkeringspladser i gadeplan kampen mod pladser til udeservering, lege og byliv, skriver Christopher Røhl.
Det handler om prioritering. I min optik taber parkeringspladser i gadeplan kampen mod pladser til udeservering, lege og byliv, skriver Christopher Røhl.Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
6. oktober 2025 kl. 02.00

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Alt for ofte ender debatten om, hvordan vi skal indrette København ved en parkeringsplads. Visionerne for vores by reduceres til en skyttegravskrig mellem bilisterne og dem, der driver en heksejagt imod dem.

Som om fremtidens København alene handler om, hvor mange p-pladser vi kan fjerne eller beholde.

Det er på tide, at vi gør op med det København, der er bygget til 1960’ernes bilbrug og indretter os smartere med nutidens og fremtidens løsninger.

Christopher Røhl (R)
Spidskandidat i København

Men arealet mellem husene er ikke et regneark for biler. Det er meget mere end dét. Det er vores fælles hverdagsrum.

En by, vi transporterer os rundt i, jo vel. Men jo i højere grad en by, hvor vi bor, arbejder, mødes og lever.

Selvfølgelig skal der væres plads til biler, men skal de optage 60 procent af byrummet og debatten om det?

Mine visioner for vores by handler om andet end parkering.

De handler om, hvad vi gerne vil bruge pladsen til, og hvordan vi aktiverer den bedre. For hvad er grunden til, at så mange danskere gerne vil bo her i København?

Jeg vil våge den påstand, at det trods alt er de færreste, der til det vil svare: “Parkering og de mange biler”.

Jeg tror til gengæld, at mange københavnere vil fremhæve alt det, der gør vores by unik: havnebadene, parkerne, bylivet, cykelkulturen og den helt særlige stemning, når solen skinner, og det virker som om, at hele København har plantet sig på Dronning Louises Bro med en øl i hånden.

Lad os dog skrue op for det!

Grønne, snoede stier

Forestil dig, at de grønne cykelstier ikke kun er et særkende for Nørrebro, men at de snoede sig gennem hele byen. Fra Amager Fælled til Amager Strand. Fra Valby til Vanløse.

Hvor børn og voksne trygt kunne komme rundt på cykel, mens livet leves, som vi kender det fra Nørrebroparken og Superkilen.

Forestil dig en by med mange flere grønne områder og levende pladser, hvor der er plads til udeservering, rundboldturneringer og picnic frem for parkeringsbåse.

Læs også

Forestil dig, at du på en varm sommerdag kunne hoppe i vandet præcis dér, hvor det passede dig – og ikke kun i små afmærkede havnebade, som i dag.

Og forestil dig, at byens åer igen kom op i lyset, så vandet blev en naturlig del af byrummet sammen med grønne markedspladser, legepladser og torve, hvor der i dag kun er gold beton – fra livet under Bispeengbuen til vejstrækningen ved Rådhuspladsen.

Vi skal turde tænke større

Det kræver, at vi frigiver plads på gadeplan. Bilerne skal fylde mindre, men det betyder ikke, at vi skal bandlyse biler fra den ene dag til den anden.

Hvad er den gode by?

Op til kommunalvalget spørger Altinget By og Bolig, hvad der kendetegner den gode by.

Er den tæt eller spredt? Fyldt med ejerboliger eller blandede boformer? Med plads til biler – eller cykler og natur?

Politikere og aktører giver deres bud på, hvordan vi bedst indretter fremtidens byer og lokalmiljøer.

Ønsker du eller din organisation at deltage i debatten, kan du kontakte Malte Dan Møller Henriksen.

Nogle københavnere er afhængige af bil, og det bliver aldrig min politiske kamp at gøre livet surt for dem. Vi skal derimod flytte parkerede biler til de p-huse og parkeringskældre, vi allerede har, og skubbe flere over i el- og delebiler.

Og vi skal turde tænke større: grave de største veje ned og forvandle trafikstøj og bilkøer til grønne åndehuller og rekreative områder.

Det er på tide vi gør op med det København, der er bygget til 1960’ernes bilbrug og indretter os smartere med nutidens og fremtidens løsninger.

Det handler om prioritering. I min optik taber parkeringspladser i gadeplan kampen mod pladser til udeservering, lege og byliv.

Lad os parkere både bilen og debatten et andet sted – og lade valgkampen handle om de mennesker og det liv, vi vil give plads til. Ikke kun for os, der bor her nu, men for de generationer, vi skal give byen videre til.

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce

Nyhedsoverblik



Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026