Vibe Klarup: Hjemløshed kan bygges væk

Af Vibe Klarup
Direktør, Hjem til Alle

Kan hjemløshed bygges væk? 

Ja, det kan det!

Det er selvfølgelig en lige lovlig frisk konklusion, for alle har nok mødt en hjemløs mand på bænken foran Brugsen med øller i posen og tænkt, at mangel på en bolig ikke er det eneste problem, han slås med.

Hjemløse er først og fremmest mennesker med komplekse liv. Flere af dem har boet så længe på gaden, at de ikke ville ane, hvordan man bor i en bolig. Endsige gør den til et rigtigt hjem.

Men forskning viser, at tilbød vi denne mand en helt almindelig bolig, og fik han tilstrækkelig støtte til at bo i den samt hjælp til at løse de problemer, der førte ham ud i hjemløshed, så ville han med 89 procents sandsynlighed fastholde boligen og bo et langt mere værdigt liv der.

Det, der synes at mangle allermest, er en samlet plan for, hvordan de danske byer bygger til alle borgere. Også de hjemløse.

Vibe Klarup
Direktør, Hjem til alle

Flere hjemløse end tidligere
Problemet er, at de danske byer nu udvikler sig sådan, at det er stedse sværere at levere boliger til mennesker som ham.

Og ikke kun ham. For hjemløsheden ændrer sig i disse år.

Der er nu 27 procent flere hjemløse end for ti år siden. Og stigningen er især sket blandt de unge. Hver tredje hjemløs i Danmark er under 30 år.

Det er unge, der ikke lige sidder på bænken, men som skjuler sig i mængden af andre unge.

Som ikke sover på gaden, men opholder sig på skift hos venner på sofaer, indtil der en dag ikke er flere at låne en af.

Så sover de i opgange, parkeringskældre og til sidst på gaden.

2.300 unge er i dag hjemløse, og de fordeler sig på stadig flere byer i Danmark. Hvad der tidligere var et storbyfænomen, er nu også blevet synligt i Esbjerg, Roskilde, Horsens og Slagelse.

Der mangler en samlet plan
I sidste uge kritiserede FN her på portalen måden, de danske byer lader udenlandske boliginvestorer opkøbe ejendomme og gennem renoveringer driver huslejen op og lejerne ud.

Københavns Kommunes overborgmester bad om bedre instrumenter til at modvirke udviklingen med stigende boligpriser. Han ønskede sig flere midlertidige boliger til byens mest udsatte borgere.

Man kan så mene om det, hvad man vil. Nogen permanent løsning på boligudfordringen er det jo i hvert fald ikke. 

Jann Sjursen nævnte forleden, hvordan Norge er lykkedes virkelig godt med en samlet strategi for tilførsel af boliger i de byer, hvor efterspørgslen er størst og målrettet de udsatte borgere, som ellers vil blive skubbet ud af byen.

Stortinget prioriterer midler til opførelse af nye boliger samt til garanteret huslejetilskud til de borgere, for hvem husleje overstiger betalingsevnen.

I Finland sker der i disse år det samme. En bred koalition af ministerier med boligministeriet som ledende aktør driver landets hjemløsestrategi.

Kommuner og stat indgår konkrete aftaler om, hvordan den enkelte by sikrer tilførsel af nye betalelige boliger og bedre sociale støtteprogrammer til de hjemløse, som får en bolig.

Begge dele med økonomisk opbakning fra staten. I Helsinki førte det i perioden 2012-2015 til opførelse af 424 boliger med særligt socialt støtteprogram, og private organisationer fremskaffede derudover 226 lejligheder til hjemløse borgere.

Byen nåede ikke helt måltallene, men oplevede et fald i antallet af langtidshjemløse på 24 procent.

Udvikling har ikke ført til nye boliger
I Danmark har skiftende regeringer også fremlagt hjemløsestrategier og handleplaner. Senest med handleplanen for 2018 vedtaget af satspuljeordførerne.

Men strategierne drives af et enkelt ministerie, Socialministeriet, og handler derfor primært om udviklingen af den sociale hjælp ved hjælp af de instrumenter, som nu hører til det ressort.

Det har foreløbigt kostet over 500 millioner kroner, og det har helt sikkert udviklet måden, hjemløse modtager social støtte på. Men det har ikke ført til nye boliger.