Få det vigtigste fra Rigsretten: "Jeg kommer ikke til at sige undskyld"

Dag 17 (13. oktober)

Afhøringen af den tidligere kontorchef Jesper Gori fortsatte torsdag. Han blev udspurgt af anklager Anne Birgitte Gammeljord i en meget grundig og ikke særlig dynamisk gennemgang af sagen.

Men Jesper Gori er en af anklagerens hovedvidner, og onsdagens afhøring illustrerede igen, at Gori på centrale områder har en meget anderledes opfattelse af forløbet end Inger Støjberg.

I forhold til rigsretssagens absolutte kerne – hvorvidt Støjbergs pressemeddelelse fra 10. februar 2016 skulle ses som en instruks til ministeriet og Udlændingestyrelsen – lægger Gori stor vægt på pressemeddelelsen, som han ”nærmest havde opfattet som en instruks.”

Gori bekræftede andre vidners udlægning af, at der havde været hidsige drøftelser i ministeriet forud for et samråd i Folketinget 15. marts 2016. Her nævnte Støjberg nødtvunget, at der kunne være en undtagelse for adskillelse af mindreårige asylpar, hvis parret via kongebrev var blevet gift i Danmark. Det var helt afgørende for topembedsmændene, at der blev indføjet et ”f.eks.” i redegørelsen, så Folketinget ikke blev efterladt med opfattelse af, at kongebrevet var den eneste situation, hvor asylpar ikke kunne adskilles.

Gori bekræftede, at departementschef Uffe Toudal ligefrem havde truet med at henvende sig til Statsministeriet, hvis ordet ”for eksempel” ikke kom med i redegørelsen.

Toudal var ikke den eneste, der legede med tanken om at inddrage Statsministeriet. Ifølge Gori fortrød hans chef, chefjuristen Lykke Sørensen, at Statsministeriet ikke var blevet kontaktet allerede før, den famøse pressemeddelelse blev sendt ud. Så man kunne have sikret en mere retvisende formulering, der gav plads til undtagelser.

Sidst på dagen tog Støjbergs forsvarer Rene Offersen over.

Offersen borede i Jesper Goris påstand om, at Støjbergs ministernotat var dødt og borte kort efter, det var godkendt. Ministernotatet gav plads til undtagelser og er derfor kernen i Støjbergs forsvar. Offersen ville vide, om Gori blot havde givet udtryk for sin egen subjektive opfattelse af notatet.

Gori svarede, at notatet ikke kunne bruges til noget, hvis man som Støjberg ønskede en ordning, der gik til kanten af konventionerne.

Forsvarets afhøring af Jesper Gori fortsætter torsdag.

Dag 16 (den 12. oktober)

Tirsdag fik anklagerne i Rigsretten meget på blokken.

De afhørte dagen igennem den tidligere kontorchef Jesper Gori, og han kom med flere forklaringer, der gjorde ondt på Inger Støjberg og hendes forsvarere.

Blandt andet fortalte Jesper Gori, hvordan han på et møde klokken 15:30 den 9. februar på ministerens kontor gav en overflyvning over den ordning, som han var kommet frem til, kunne lade sig gøre.

Men det var ikke en ordning, der faldt i god jord hos Inger Støjberg.

“Som jeg husker det, så tilkendegiver ministeren, at det her ikke er den ordning, som hun ønsker. Hun vil gerne have en ordning, hvor alle par adskilles,” fortalte Jesper Gori, der endnu ikke ved, om der bliver rejst en disciplinærsag mod ham for hans rolle i forløbet.

Meldingen fra ministeren på mødet tog Jesper Gori lidt på sengen. Han troede, at han netop havde fremlagt en ordning, som flugtede nogenlunde med det, som ministeren ønskede.

Jesper Gori fortalte, at forslaget fra embedsmændene gik på at “vende ordningen rundt” og lægge vægt på et hensyn om at undgå risikoen for tvang. Og blandt andet skulle hensynet til barnets tarv ikke længere vægte helt så højt, som det havde gjort i Udlændingestyrelsens hidtidige praksis. I ministeriet var man helt klar over, at deres forslag til en ordning ville gå “til kanten og måske også på kanten” af de internationale konventioner, forklarede Jesper Gori.

Den nye situation fik, efter Jesper Goris hukommelse, den tidligere departementschef Uffe Toudal til på mødet at bemærke, at ministerens melding formentlig rejste nogle spørgsmål, og han spurgte Jesper Gori, om man overhovedet kunne det.

“Jeg svarer på stående fod, formentlig med nogle forbehold - “tror” og “jeg vil mene” - men svarer, at som jeg ser sagen, så kan man ikke operere med en undtagelsesfri ordning,” fortalte Jesper Gori i Rigsretten, der havde en opfattelse af, at det var ordningen - og ikke pressemeddelelsen - der blev drøftet på mødet. 

Han mente dog også, at han havde sagt til ministeren, at det altovervejende udgangspunkt var, at man kunne adskille, og at der var meget vide rammer for at gøre det.

“Jeg tror, ministeren siger, at hvis der så kommer en sag, hvor man ikke kan adskille, så er jeg indstillet på at tage den procesrisiko, der måtte være i en sådan sag,” sagde Jesper Gori.

Jesper Gori forlod mødet med det indtryk, at den model, han havde skitseret, var ude af billedet. Samme opfattelse havde han om notatet, der tidligere på dagen var blevet godkendt af ministeren i det interne sagssystem, F2.

“Det var bestemt min opfattelse på det her tidspunkt, at det ikke længere havde en relevans,” sagde Jesper Gori, der også gentog en bemærkning fra Instrukskommissionen, der siden er blevet vidt og bredt citeret. 

“For mig var det dødt og borte. Det var det,” sagde han.

Jesper Gori forklarede også i Rigsretten, at han først i foråret 2017 blev bekendt med, at notatet var blevet godkendt af Inger Støjberg.

Den tidligere kontorchef understøttede desuden flere forklaringer fra den tidligere chefjurist og hans nærmeste chef, Lykke Sørensen.

Jesper Gori fortalte, at Lykke Sørensen til ham havde genfortalt en kort udveksling med ministeren, hvor Inger Støjberg havde sagt: “Nå, det er så dig, der kan lide barnebrude”, hvortil Lykke Sørensen skulle have svaret:

“Vi forsøger sådan set bare at gøre vores arbejde.”

Samtidig fortalte Lykke Sørensen tilbage i februar 2016 til Jesper Gori noget i retning af, at hun på koncerndirektionsmødet den 10. februar havde sagt til Inger Støjberg, at uanset hvad ministeren sagde, så kunne hun ikke beordre danske myndigheder til at handle ulovligt på instruktion.

Til gengæld kunne Jesper Gori ikke genkende forklaringen fra den tidligere særlige rådgiver, Mark Thorsen, om, at han på et møde før den 9. februar, fra kanten af en sofa, skulle have sagt, at man kunne lave en ordning uden undtagelser.

“Jeg husker simpelthen, at jeg blev overrasket over spørgsmålet på mødet den 9. februar. Derfor er jeg meget sikker på, at jeg ikke henkastet fra en sofa har svaret det,” sagde Jesper Gori.

Jesper Gori er indkaldt som vidne igen onsdag. Forsvaret har endnu ikke afhørt ham.  

Dag 15 (den 7. oktober)

Syv uger efter en væsentlig telefonsamtale med departementet tog tidligere vicedirektør i Udlændingestyrelsen Lene Vejrum et telefonnotat.

Heri beskrev hun, hvordan afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen havde bedt hende om “straks at foranstalte, at indkvarteringsoperatørerne blev orienteret om de nye retningslinjer og varslet om, at Udlændingestyrelsen ville igangsætte en adskillelse af parrene”. 

Den mundtlige besked blev givet samme dag, som pressemeddelelsen blev sendt ud i februar 2016.

“Det er jo ikke forkert, det der står. Der står bare ikke det hele,” sagde Line Skytte Mørk Hansen fra vidneskranken i Eigtveds Pakhus om hendes syn på notatet.

Afdelingschefen fandt det “uforståeligt”, at Lene Vejrum ikke havde taget kontakt til nogen, hvis hun mente, at hun havde fået en undtagelsesfri mundtlig instruks.

For eksempel ved at ringe eller skrive til Line Skytte Mørk Hansen, Udlændingestyrelsens direktør, departementschefen eller nogle af ministeriets topfolk fra Udlændingeafdelingen.

“Det var alle de naturlige indgange, man kunne have brugt, hvis man mente, at man i telefonen havde fået at vide, at man skulle gøre noget ulovligt,” sagde Line Skytte Mørk Hansen.

I stedet valgte Lene Vejrum altså at skrive et notat til sig selv syv uger senere.

“Det synes jeg bare er så mærkeligt,” sagde Line Skytte Mørk Hansen, hvis egen forklaring om telefonsamtalen blev tilsidesat af Instrukskommissionen.

Ifølge Line Skytte Mørk Hansen blev hun først i starten af 2017 opmærksom på telefonnotatet, da Folketingets Ombudsmand var gået ind i sagen. Her gjorde hun tidligere departementschef Uffe Toudal opmærksom på, at hun ikke var enig i Udlændingestyrelsens udlægning af samtalen.

Men hvorfor gjorde hun ikke andet for at få sin uenighed frem?, spurgte Jon Lauritzen om på forskellig vis.

Men det havde ingen gang på jord at komme et år efter og sige til Folketinget og Folketingets Ombudsmand, at to afdelinger i huset var uenige om, hvad der var sagt i den samtale, forklarede Line Skytte Mørk, der ikke ønskede at lave “al mulig ballade”.

"Jeg går ikke til pressen, jeg går ikke nogen steder hen, det ligger bare ikke i mit dna at gøre det,” sagde Line Skytte Mørk Hansen.

Hun anså sig selv lidt for forsvarsløs:

“Det er kun Uffe, der kan tage den. Det ville selvfølgelig give rigtig meget larm i ministeriet, hvis han valgte at tage denne her sag, og det valgte han så ikke at gøre,” sagde hun.

Jon Lauritzen ville også vide, om Line Skytte Mørk Hansen ikke så tænkte på at gå til Lene Vejrum for at tale om telefonnotatet:

"Da jeg ser det her i februar i hendes mail og svar til Folketingets Ombudsmand, der tænker jeg, at det her løb ligesom er kørt. Så nej, det gør jeg ikke,” sagde Line Skytte Mørk Hansen. 
 
Flere skriftlige spor indikerer, at Udlændingestyrelsen i dagene efter den udsendte pressemeddelelse havde en opfattelse af, at der skulle ske adskillelse i alle sager.

Allerede et par timer efter pressemeddelelsen var sendt ud, skrev kontorchef Ditte Kruse Dankert for eksempel et brev til operatørerne, hvor hun informerede dem om den ændrede praksis. Blandt andet skrev hun, at beslutningen fra ministeren betød, “at der skal ske adskillelse i de aktuelle sager, hvor en mindreårig bor sammen med en ældre ægtefælle eller samlever. Vi vil derfor snarest muligt varsle flytning i samtlige disse sager”.

Og efter et møde mellem styrelsen og departementet den 22. februar indikerer en mail fra samme kontorchef, der godt nok først er skrevet den 23. maj, at deltagere fra departementet ikke var i tvivl om, at alle kunne adskilles.

Line Skytte Mørk Hansen beskrev det i retten som, at det virkelig havde været “et syret møde” at sidde og læse om bagefter. Hun mente imidlertid, at det var “en efterrationalisering fra styrelsens side”.

Men også dagen efter mødet, den 23. februar, viste folk fra Udlændingestyrelsen en power point præsentation for operatører, hvor der blandt punkterne stod “Ny praksis, jf. Pressemeddelelse" og “Ingen undtagelser – heller ikke hvor der er fællesbørn”.

“Det lader ikke til, at Udlændingestyrelsen på mødet dagen før har fået indtryk af, at de skal gøre noget andet end pressemeddelelsen,” bemærkede Jon Lauritzen.

“Det ved jeg ikke, hvad jeg skal sige til. Jeg kan reelt ikke huske, hvad der blev sagt på det møde,” svarede Line Skytte Mørk Hansen.

Afhøringen fortsætter tirsdag med kontorchef Jesper Gori.

Dag 14 (den 6. oktober)

Én telefonsamtale har taget rampelyset over alle andre i Støjberg-sagen.

Onsdag satte afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen sig i vidneskranken, hvor hun gav sin forklaring på, hvilken mundtlig besked hun i denne telefonsamtale overbragte til Udlændingestyrelsen - samme dag, som ministeriet udsendte en undtagelsesfri pressemeddelelse.

Hun forklarede, at forhenværende departementschef Uffe Toudal ikke bare bad hende om at sende pressemeddelelsen til styrelsen.

“Han bad mig også om at ringe og sige, at uanset hvor hårdt pressemeddelelsen var endt med at blive trukket op, så ville der være undtagelser, hvor mindreårige ikke skulle adskilles,” fortalte Line Skytte Mørk Hansen, der stod i spidsen for afdelingen koncernøkonomi.

Samtidig var hun blevet bedt om at sige til Udlændingestyrelsen, at de “ikke ville blive efterladt alene på perronen”, og at styrelsen kunne tage fat i departementet, hvis der var noget, de var i tvivl om.

Det var en forklaring, der undrede anklager Jon Lauritzen.

Uffe Toudal fortalte selv i Rigsretten, at han alene havde givet Line Skytte Mørk Hansen besked om at sende pressemeddelelsen videre.

“Det må jeg bare sige, at jeg ringer ikke ud i styrelsen og siger noget om en pressemeddelelse og ikke at blive efterladt på perronen, hvis ingen har bedt mig om det. Det var det, Uffe bad mig om. Så er den ikke længere,” sagde Line Skytte Mørk Hansen.

Det var denne telefonsamtale, som Instrukskommissionen sammen med pressemeddelelsen, vurderede til at udgøre en instruks, der var “klart ulovlig”.

Men ifølge Line Skytte Mørk Hansen skulle hun under denne samtale have pointeret, at “selvfølgelig var der ikke nogen, der skulle gøre noget ulovligt”.

I den anden ende af røret var forhenværende vicedirektør Lene Vejrum fra Udlændingestyrelsen. Hun er ikke endnu blevet afhørt i Rigsretten, men til Instrukskommissionen har hun tidligere forklaret, at Line Skytte Mørk Hansen bad hende om at adskille samtlige asylpar uden undtagelser.

Et andet stridspunkt handler om ministernotatet. Her var Line Skytte Mørk Hansen uenig i den tidligere chefjurist Lykke Sørensens forklaring om, at koncernøkonomi havde ansvaret for notatet.

“Det synes jeg simpelthen ikke er korrekt at sige,” sagde Line Skytte Mørk Hansen, der er en af fem embedsmænd, der risikerer en disciplinærsag, når rigsretssagen er slut.

Hun forklarede flere gange overfor Rigsretten, at notatet redegjorde for de juridiske vurderinger, som hverken var hendes opgave eller rolle at foretage.

Derfor havde hun også en forventning om, at det var Udlændingeafdelingen, hvor juristerne sad, og ikke hende, der skulle kommunikere dets indhold ud til Udlændingestyrelsen.

“Men nu er det jo dig, der giver besked til Udlændingestyrelsen,” lød det fra anklager Jon Lauritzen.

“Det er ikke mig, der meddeler juridiske praksisændringer til styrelsen. Det vil altid være Udlændingeafdelingen,” sagde Line Skytte Mørk Hansen.

“Men er det ikke præcist formidling af praksisændringen, du gør?” spurgte Lon Lauritzen, der også spurgte ind til, hvad Udlændingestyrelsen så baserede sin praksisændring på.

Line Skytte Mørk Hansen forklarede, at Udlændingestyrelsen for det første selv havde været med til at skrive store dele af notatet, og at den daværende direktør Henrik Grunnet deltog i et koncerndirektionsmøde, hvor der var diskussioner om undtagelser. Endelig bemærkede Line Skytte Mørk Hansen, at også kontorchef Jesper Gori fra departementet og kontorchef Ditte Kruse Dankert fra Udlændingestyrelsen havde en “meget tæt kontakt”.

Men det var lidt som om, at der var sket et “kollektivt hukommelsestab” i Udlændingeafdelingen og Udlændingestyrelsen om, hvad der i denne periode var blevet talt om, bemærkede Line Skytte Mørk Hansen.

Afdelingschefen delte heller ikke opfattelsen af, at ministernotatet var “dødt og borte” kort tid efter, det var underskrevet og godkendt i det interne sagssystem, F2, som ellers tidligere kontorchef Jesper Gori udtalte i Instrukskommissionen.

“Jeg ved ikke helt, hvordan et notat i F2 går bort. I min optik går det videre, indtil det bliver afløst af noget andet,” sagde Line Skytte Mørk Hansen.

På andre punkter flugtede Line Skytte Mørk Hansens hukommelse mere med sine tidligere kollegaer i Udlændingeafdelingen. For eksempel når det kom til et eftermiddagsmøde den 9. februar. Hun huskede også en Inger Støjberg, der var utilfreds med, at der skulle være undtagelser, men at der til trods herfor blev givet klar besked herom.

“Jeg mener ikke, at der var nogen, der gik ud fra det møde uden at vide, at der skulle være undtagelser til adskillelser af par,” fortalte afdelingschefen.

Afhøringen af Line Skytte Mørk Hansen fortsætter torsdag i denne uge.

Dag 13 (den 30. september)

Flere møder i dagene omkring den udsendte pressemeddelelse i februar 2016 bar præg af uenigheder og en anspændt stemning i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Det er billedet, efter tre forskellige embedsmænd torsdag afgav forklaring i Rigsretten.

Det ene møde blev afholdt den 9. februar omkring klokken 15:30, hvor den tidligere fuldmægtig Anne Nygaard Just, der sad i afdelingen for koncernøkonomi, deltog.

“Der var en lidt presset stemning,” forklarede hun.

Hendes oplevelse var primært baseret på kontorchef Jesper Goris ansigtsudtryk, da han “blev trykket på maven” af Inger Støjberg og hendes særlige rådgiver, Mark Thorsen, for om det var muligt at strække juraen længere, end kontorchefen netop havde fremlagt.

Hun gik dog ud fra mødet med et indtryk af, at "man umiddelbart ikke ville kunne adskille alle, fordi det var i strid med internationale konventioner”.

Hun fortalte også i Rigsretten, at ministernotatet efter hendes opfattelse "blev overhalet af de drøftelser, der var efterfølgende”.

Den 10. februar blev der afholdt et koncerndirektionsmøde om formiddagen, inden pressemeddelelsen blev sendt ud.

Også her var stemningen “lidt anspændt”, ifølge den tidligere afdelingschef Frank Bundgaard.

“Det virkede helt klart som om, at der havde været en konflikt forudgående,” sagde han med reference til afdelingschef Lykke Sørensen, departementschef Uffe Toudal og ministeren.

Han huskede det som, at enten Uffe Toudal eller Inger Støjberg fortalte, at alle asylpar, hvor den ene var mindreårig, fremover skulle adskilles. Efter hans optik fik det Lykke Sørensen til “meget insisterende” at sige, at “det ville være i strid med konventionerne, hvis der blev lavet en generel regel”.

Men efter Frank Bundgaards forklaring trak ministeren blot lidt på skuldrene, og dialogen om dette blev hurtigt lukket ned.

“Det var helt klart min opfattelse, at det var det, der så skulle køres efter fremover,” fortalte Frank Bundgaard, der i efteråret 2016 skrev en note til sig selv om mødet, fordi han havde fået tanken, at “det her kunne gå rigtig galt”.

Analysechef Henrik Kyvsgaard, der også var til stede på dette møde, mente dog i Rigsretten ikke nødvendigvis, at stemningen var så atypisk, men bemærkede, at den bar præg af, at “der ikke var enighed” mellem Lykke Sørensen og ministeren.

Da mødet var slut, overhørte Frank Bundgaard, at Uffe Toudal gav besked til Line Skytte Mørk Hansen om hurtigst muligt at sørge for, at centrene fik besked herom.

Frank Bundgaard forklarede desuden, at han i forbindelse med et eller flere koncerndirektionsmøder var sikker på at have hørt Inger Støjberg sige, at “det er en god sag” - underforstået politisk - og at “det tager jeg gerne en sag på”.

Også Jonas Christoffersen vidnede som tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder.

Han forklarede, at han havde en uformel kontakt med Uffe Toudal, og blandt andet havde sagt til ham, at han så et »klart menneskeretsproblem”. Han fik dog indtrykket, at selv om Uffe Toudal syntes, det var “en svær sag”, så var han opmærksom på problematikkerne.

“Det var ikke mit indtryk, at han sagde i telefonen, at vi kører over rampen,” forklarede Jonas Christoffersen, der i dag er en af tre forsvarere for Inger Støjberg.

Afhøringer fortsætter onsdag i næste uge med forhenværende ministersekretær Andreas Højmark Søndergaard og afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen. 

Dag 12 (den 29. september)

Fem konkrete sager med asylpar har en helt central rolle i rigsretssagen mod Inger Støjberg.

Onsdag kom de frem igen, da Støjbergs forsvarere afsluttede afhøringen af tidligere departementschef Uffe Toudal.

Udlændingestyrelsen forelagde på et møde den 8. marts departementet for de fem sager, fordi de rejste nogle særlige problemstillinger.

Uffe Toudal forklarede, at det skete som led i den interne afklaring af, hvor man skulle lægge snittet for undtagelser. Men også at holde ministeren orienteret.

“Meningen med drøftelsen med ministeren er at vise, at der er nogle undtagelser og at få en drøftelse og en pejling af, hvad det er for sager, hvor vi vil sige, at de ikke kan skilles ad,” fortalte Uffe Toudal.

Både Inger Støjberg og den særlige rådgiver, Mark Thorsen, stillede kritiske spørgsmål til sagerne, herunder til kvaliteten af de vurderinger, der blev givet.

Blandt andet var de, ifølge Uffe Toudal, optagede af, at man ikke undlod at adskille par, fordi man “fra nogens side syntes, at det var synd for parrene”. 

“Der blev spurgt kritisk ind til det, og vi svarede så godt vi nu kunne,” fortalte Uffe Toudal.

Men sad departementet og arbejdede med de enkelte sager, lød et af spørgsmålene fra forsvarer René Offersen.

“Vi sad ikke og lavede sagsbehandling,” lød et svar fra Uffe Toudal, der et andet tidspunkt også understregede, at departementet ikke “afgjorde sagerne”.

Ti dage efter mødet sendte kontorchef Jesper Gori en mail til en kontorchef i Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgik, at Udlændingestyrelsen skulle orientere departementet, når der var par, som ikke kunne adskilles på grund af Danmarks internationale forpligtelser. Orienteringen skulle stiles til departementschefen.

Uffe Toudal forklarede, at han gerne ville orientere ministeren og de relevante ordførere om det. Men at han også ville sende det signal til styrelsen, at han og departementet stod på mål for de beslutninger, de traf - overfor ministeren.

Rigsrettens formand Thomas Rørdam ville vide, om departementet skulle have forelagt sagerne før eller efter den formelle afgørelse var truffet.

Uffe Toudal forklarede, at tanken også var, at styrelsen kunne vende det med departementet, hvis der var et uafklaret spørgsmål i forhold til den retlige ramme.

“Derfor ligger der i det, at der ikke kan være truffet afgørelse inden,” forklarede Uffe Toudal.

Så det er altså forud for, at der er truffet en formel afgørelse? spurgte Thomas Mørch.

“Ja,” svarede Uffe Toudal.

Også tidligere presse- og kommunikationschef Mia Tang og tidligere ministersekretær Sofie Odgaard var forbi vidneskranken onsdag.

Dagen blev rundet af med kort præsentation af Jonas Christoffersen, der er i den prekære situation, at han er tidligere direktør for Institut for Menneskerettigheder, men i dag også er en af Inger Støjbergs forsvarere. Han afhøres fra morgenstunden torsdag.

Dag 11 (den 28. september)

Støjbergs ene forsvarsadvokat René Offersen gik straks til stålet, da han tirsdag eftermiddag fik lov at afhøre den tidligere departementschef Uffe Toudal.

René Offersen var optaget af at finde ud af, om Uffe Toudal fik talt over sig, da han i fredagens afhøring sagde, at han tidligt i forløbet blev bekendt med et syrisk asylpar “med en ganske forfærdelig historie”, som han ud fra “enhver fornuftsmæssig og humanitær” betragtning ikke mente gav mening at skille ad. Ifølge Uffe Toudal trak sagen ham tidligt i retning af, at ordningen kun kunne fungere med undtagelser.

René Offersen mente dog, at “det virker mærkeligt”, at Uffe Toudal allerede i slutningen af januar eller starten af februar skulle have hørt om en konkret sag.

“Jeg vil gerne udfordre dig på, om det er rigtigt,” sagde René Offersen.

“Det er rigtigt,” lød den kortfattede og skråsikre respons fra Uffe Toudal.

René Offersen borede også i den indstilling, der blev givet i ministernotatet, som Inger Støjberg underskrev den 9. februar.

Her er ordlyden, at “mindreårige på 15 år eller derover ikke kan indkvarteres på et asylcenter sammen med en ægtefælle/samlever, medmindre dette åbenbart vil stride mod den mindreåriges tarv. Foreligger der sådanne hensyn til den mindreåriges tarv, skal parterne indkvarteres hver for sig, men på det samme asylcenter”.

René Offersen ville have Uffe Toudal til at svare bekræftende på, at der i denne formulering lå, at der altid kunne ske adskillelse. I første omgang uden held.

“Nej, der kunne ikke ske adskillelse i de tilfælde, hvor det ville stride imod de mindreåriges tarv,” svarede Uffe Toudal.

“Det kan jeg ikke læse her,” lød det fra René Offersen, hvorefter der fulgte en pingpong frem og tilbage, indtil Uffe Toudal på et tidspunkt kundgjorde, at han så nok havde “misforstået noget”. 

“Ja, eller så husker du det anderledes nu,” replicerede René Offersen, der igen henviste til, at det kunne være svært at læse indstillingen på anden måde, end at der altid ville kunne ske adskillelse, men i nogle tilfælde blot på samme asylcenter.

“Det er rigtigt,” lød det til sidst fra Uffe Toudal.

“Det er det nemlig, og det er vigtigt for det, som vi skal i gang med nu,” lød det fra en tilfreds René Offersen, der dermed kunne gå videre til næste punkt.

For forsvarerne var det vigtigt, fordi de har argumenteret for, at pressemeddelelsen i sin ordlyd ikke lå så langt væk fra ministernotatet. Men også, fordi Inger Støjberg tidligere har forklaret, at hun i starten anså det som hypotetisk, at der ville komme undtagelser. Derfor underskrev hun ministernotatet, og derfor reagerede hun også skarpt senere, da det gik op for hende, at undtagelserne kunne blive mere omfattende.

René Offersen brugte også et andet eksempel til at illustrere denne pointe.

Da embedsmændene forberedte et beredskab til en spørgetime med statsministeren lavede de i en udgave en formulering om, at man sikkert godt kunne “konstruere en helt særlig situation”, hvor en undtagelse kunne komme på tale.

Også dette læste René Offersen som, at embedsmændene talte om en meget snæver eller måske slet ingen kattelem. Det var dog ikke en præmis, som Uffe Toudal accepterede. 

“Jeg kan godt høre, hvor du vil hen,” lød det fra Uffe Toudal, der understregede, at flere embedsmænd havde gjort det klart overfor ministeren, at juraen ikke var sådan, at de kunne lave en undtagelsesfri ordning. 

Det ventes, at afhøringen af Uffe Toudal bliver afsluttet onsdag formiddag.

Dag 10 (den 24. september)

Tonen blev skærpet i Rigsretten fredag, da den tidligere departementschef Uffe Toudal blev ført som vidne.

Uffe Toudal fastholdt, at selv om der blev sendt en undtagelsesfri pressemeddelelse ud, så var man internt i ministeriet helt klar over, at der ikke kunne administreres uden undtagelser.

“Alle vidste, at der skulle være undtagelser,” fortalte Uffe Toudal. 

Anklager Jon Lauritzen kunne dog ikke forstå, hvorfor de interne diskussioner i departementet så fortsatte.

Uffe Toudal forklarede hertil, at det ikke var selve ordningen, der blev diskuteret i de centrale dage omkring den 9. og 10. februar.

“Situationen er, at ministeren havde uendelig svært ved at slippe tanken om, at det ikke kunne være uden undtagelser. Men det ændrer ikke ved, at det i min optik var pressemeddelelsen, vi diskuterede,” fortalte Uffe Toudal.

Jon Lauritzen bemærkede, at det stod i modstrid med en forklaring fra den tidligere chefjurist i ministeriet, Lykke Sørensen.

“Så må jeg bare sige, at det må Rigsretten så tage stilling til,” sagde Uffe Toudal.

Den tidligere departementschef blev også forholdt, at Lykke Sørensen tidligere i Rigsretten har forklaret, at ministernotatet, der lagde op til undtagelser, ikke for hende spillede nogen rolle efter den 9. februar, hvor det blev underskrevet af ministeren.

“Det spillede i hvert fald en meget klar rolle for mig,” sagde Uffe Toudal hertil.

Han forklarede, at selv om det fysiske notat måske nok forsvandt bagefter, så forsvandt analysen og konklusionen ikke. At det formede ministeriets holdning og blev Uffe Toudals referenceramme.

"Lykke Sørensen har forklaret, at ministeren fortsat ønskede en undtagelsesfri ordning," bemærkede Jon Lauritzen.

“Det er så Lykke Sørensens opfattelse,” sagde Uffe Toudal.

Men også retsformand Thomas Rørdam ville vide, om det var rigtigt forstået, at notatet efter Uffe Toudals opfattelse stadig gjaldt, efter pressemeddelelsen var sendt ud.

Det svarede Uffe Toudal bekræftende på. Men det fik Thomas Rørdam til at bemærke, at pressemeddelelsen i sit indhold et sted er direkte i modstrid med, hvad der står i notatet.

Hvordan kan man sende en pressemeddelelse ud, der ikke svarer til den ordning, der er gældende efter din opfattelse? spurgte Thomas Rørdam

“Det må jeg oprigtigt sige, at jeg ikke har været opmærksom på den forskel før,” var svaret fra Uffe Toudal.

Afhøringen af den tidligere departementschef fortsætter tirsdag.

Dag 9 (den 21. september)

Den undtagelsesfri pressemeddelelse, som er kernen i rigsretssagen mod Inger Støjberg, blev til efter pres fra den særlige rådgiver Mark Thorsen og ministeren selv.

Det forklarede Mark Thorsen i Rigsretten tirsdag.

Flere udkast var i spil, og her lagde Mark Thorsen og Inger Støjberg pres på den tidligere departementschef Uffe Toudal for blandt andet at få fjernet en formulering om, at der skulle tages “menneskelige hensyn”.

Mark Thorsen mente, at sætningen ville sætte ministeren i “en mærkelig kommunikativ situation”, fordi det ville rette pressens "projektørlys" direkte over på undtagelserne. Og det brød mod det klare signal, som Inger Støjberg ønskede at sende.

Det endte ifølge Mark Thorsen med, at Uffe Toudal “lidt opgivende” fik sagt:

“Jamen, så tag det da ud”.

Departementschefen fik dog samtidig tilføjet noget i retning af, at det ikke ville betyde en ændring af ordningen.

Anne Birgitte Gammeljord ville gerne mere præcist vide, om det var Mark Thorsen eller Inger Støjberg, der havde taget forbeholdet ud af pressemeddelelsen.

"Det er jo ministerens beslutning til syvende og sidst, at det afsnit ikke skulle med,” forklarede Mark Thorsen.

Og det var en beslutning som ministeren traf, at det ikke skulle med? Spurgte Anne Birgitte Gammeljord igen.

“Ja,” lød det fra Mark Thorsen. 

En af grundene til, at Mark Thorsen i det hele taget ikke var “meget begejstret” for de udkast, “hvor kattelemmen var skrevet så tydeligt ud”, var, at han dagen før, den 9. februar, havde forladt et møde, hvor embedsmændene havde givet ham det indtryk, "at det er ret hypotetisk, at denne her kattelem skulle komme i brug,” forklarede Mark Thorsen.

Også den 25. januar om aftenen, efter Inger Støjberg havde lavet et Facebook-opslag om omgående at stoppe indkvartering af piger sammen med ældre mænd, havde den tidligere spindoktor det svært med de nuancer, som embedsmændene forsøgte at kommunikere ud til omverdenen.

Udlændingestyrelsen ønskede at lave en præcisering til pressen, efter der havde været flere artikler om emnet. Præciseringen lød, at styrelsen "på ingen måde accepterer, at børn indkvarteres sammen med en jævnaldrende eller en voksen, hvis der er tvivl om, at dette sker af egen fri vilje", og at styrelsen allerede indkvarterede personerne hver for sig, hvis der opstod tvivl om tvang eller andet pres. Styrelsen skrev desuden, at det drejede sig om "ganske få tilfælde over tid".

Mark Thorsen gjorde dog klart, at præciseringen ikke kunne komme på tale: 

”Kæmpe nej! De skal rette 100 procent ind efter det Inger har meldt ud. Færdig. Punktum,” lød det i en mail til pressechefen.

I Rigsretten forklarede Mark Thorsen om formuleringen, at han fandt, at "nu var der sagt det, der skulle". Man måtte forvente, at sagen kunne afføde en pressestorm, og at det ikke ville være så gavnligt at have "for mange forskellige synspunkter flyvende rundt i luften".

Fredag afhøres forhenværende departementschef Uffe Toudal.

Dag 8 (den 20. september)

“Jeg er nødt til at gentage, at jeg har ingen erindring om det notat – uanset hvor mange gange du spørger”.

Inger Støjbergs tidligere afdelingschef og chefjurist Lykke Sørensen nåede en del gange at gentage, at hun ikke havde nogen erindring om det så omtalte ministernotat, der lagde op til, at der kunne være undtagelser til den absolutte hovedregel om ikke at adskille de unge asylpar.

Den ene forsvarsadvokat, René Offersen, fandt det dog “tankevækkende” og havde “simpelthen svært ved at forstå”, at hverken Lykke Sørensen eller hendes kontorchef Jesper Gori havde skænket ministernotatet en tanke, da Folketingets Ombudsmand i flere omgange spurgte ind til alle relevante dokumenter i sagen.

Det selv om Lykke Sørensen selv havde underskrevet ministernotatet i det interne sagssystem F2.

“Jeg var afdelingschef. Jeg sad ikke og kiggede F2 igennem for at finde notater,” lød det flere gange fra Lykke Sørensen.

Men René Offersen borede videre og spurgte ind til, hvordan ministeriet i et supplerende svar til Folketingets Ombudsmand den 14. juli 2016 kunne skrive, at drøftelser vedrørende rammerne for den fremtidige indkvarteringsordning “hovedsageligt” har “fundet udtryk mundtligt” og derfor “i begrænset omfang” er “afspejlet i de fremsendte akter". Det selv om der var et ministernotat.

“Er det her ikke objektivt forkert?” spurgte René Offersen, der stillede så mange spørgsmål, at han til sidst konstaterede, at han nok ikke kunne “koge mere suppe” på det. 
 
Anklagerne afhørte også Lykke Sørensen mandag, og de interesserede sig meget for, hvordan Udlændingestyrelsen kunne træffe afgørelse i de konkrete sager uden at have retningslinjer. Departementet endte med først i december 2016, ti måneder efter pressemeddelelsen blev udsendt, at udstede retningslinjer.

“Hvad administrerede Udlændingestyrelsen så efter?” spurgte den ene anklager, Jon Lauritzen.

Lykke Sørensen forklarede, at udgangspunktet var, at Udlændingestyrelsen skulle administrere efter, hvad der var gældende dansk ret, herunder de internationale forpligtelser.

Jon Lauritzen spurgte, om departementet da ikke havde overvejet at sige til Udlændingestyrelsen, at de skulle afvente, at der kom nogle retningslinjer:

“Det gjorde vi ikke. Det var ikke aktuelt. Der var et ønske om, at det skulle ske nu,” forklarede Lykke Sørensen og uddybede, at der var et “stærkt politisk ønske fra ministeren” herom, men også, at det politiske landskab helt generelt ikke gjorde det til “en realistisk mulighed”.

Lykke Sørensen medgav, at det “utvivlsomt havde været rigtigt”, om Udlændingestyrelsen havde fået retningslinjerne lang tid før.

Tirsdag afhøres Støjbergs tidligere særlige rådgiver, Mark Thorsen.

Dag 7 (den 15. september)

Dagen startede med en kendelse: Rigsretten afviste som ventet, at den verdenskendte islam-kritiker Ayaan Hirsi Ali måtte vidne i sagen. Det havde Inger Støjberg ellers ønsket, da hun betragter den somalisk født islam-kritiker som en inspiration. Men dommerne fandt ikke, at Hirsi Ali har relevans for den aktuelle sag. 

Som det udtrykkes i kendelsen: "Vi finder, at de generelle forhold vedrørende tvangsægteskaber og social og kulturel tvang mv., som forsvarerne ønsker, at Ayaan Hirsi Ali skal afgive forklaring om, ikke kan antages at have betydning for Rigsrettens bedømmelse af skyldspørgsmålet og en eventuel straffastsættelse."

Derefter gik anklager Jon Lauritzen over til at afhøre Inger Støjbergs tidligere afdelingschef i Udlændinge-og Integrationsministeriet Lykke Sørensen. Lykke Sørensen bliver ofte beskrevet som Inger Støjbergs "kronjurist" i ministeriet, og hun var allerede i Instrukskommissionen meget kritisk over for Støjberg. Det var der ikke ændret på i Rigsretten. 

Kernen i Lykke Sørensens fremstilling var, at embedsmændene i ministeriet følte sig som lus mellem to negle, da de skulle håndtere sagen om ”barnebrude”.
Her sad embedsmændene i et klassisk dilemma: Ministeren ønskede adskillelse af de mindreårige piger fra deres partnere i de danske asylcentre – uden undtagelser. Den vare kunne embedsmændene ikke levere, da det ville være i strid med loven at lave en adskillelse uden mulighed for undtagelser.

På et stormfuldt møde i ministeriet tog Lykke Sørensen bladet fra munden. I Rigsretten oplyste hun, at hun på mødet havde understreget, at danske myndigheder skal overholde danske regler og internationale forpligtelser - ”uanset hvad ministeren siger eller mener”.

Det var en direkte udfordring af Inger Støjberg, og Lykke Sørensen havde da også selv set episoden som ret enestående, for ”det er ikke hver dag, man går op mod ministeren”.

Det var ikke udpræget populært hos Inger Støjberg, når hun stødte på modstand fra embedsmændene i denne sag, som hun personligt følte meget stærkt for. Ifølge Lykke Sørensen havde Støjberg på et tidligere tidspunkt polemisk bemærket: ”Du kan godt lide barnebrude?!”, hvortil Lykke Sørensen havde repliceret: "Vi prøver bare at passe vores arbejde."

Lykke Sørensen blev også bedt om at forholde sig til det notat fra 9. februar 2016, der er kernen i Inger Støjbergs forsvar. Notatet lægger - i modsætning til Støjbergs pressemeddelelse dagen efter - op til, at der rent faktisk kan gøres undtagelser fra reglen om at adskille asylparrene. Ifølge Lykke Sørensen var notatet aldrig blevet nævnt efterfølgende, og hun tillagde det derfor ikke nogen praktisk betydning. 

Men der blev dog i praksis plads til enkelte undtagelser. Det havde Inger Støjberg "efterhånden" accepteret, selvom det ikke fremgik af Støjbergs offentlige meldinger.  

Afhøringen af Lykke Sørensen fortsætter, når Rigsretten mødes igen mandag. 

Dag 6 (den 14. september)

Hele tirsdagen gik også med anklagerens afhøring af Inger Støjberg, og både Støjbergs information til Folketinget og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) kom i fokus.

Anklager Anne Birgitte Gammeljord ville vide, hvorfor Inger Støjberg ikke åbent fortalte, at der rent faktisk var undtagelser for reglen om at adskille asylpar med mindreårige piger. Anklageren kredsede her om et samråd i Folketinget i 15. marts 2016.

Inger Støjberg erkendte åbent, at der lå strategiske årsager bag den manglende information. Der var indbygget en kattelem i reglen om adskillelse af mindreårige asylpar, og Støjberg frygtede, at den kattelem ville blive større, hvis hun åbent fortalte om undtagelserne. Hun frygtede ganske enkelt, at embedsværket i den situation ville lægge op til flere undtagelser.

Dermed understregede den del af afhøringen det problematiske forhold mellem ministeren og dele af hendes embedsværk, der åbenlyst har set hende som en besværlig minister. Omvendt har Støjberg set dele af embedsværket som alt for fodslæbende.

Menneskerettighedskonventionen (EMRK) var oppe af vende, fordi Jyllands-Postens garvede journalist Orla Borg havde bedt om en kommentar til, at adskillelsen af asylparrene kunne være i strid med EMRK’s artikel 8.

Det svarede Støjberg aldrig på, fordi hun på det tidspunkt var optaget af sin fars alvorlige sygdom. Men i ministeriet gav henvendelsen anledning til en hektisk aktivitet, og der var overvejelser om at tilrette Støjbergs tidligere udsendte pressemeddelelse. Det anså daværende afdelingschef Lykke Sørensen dog for urealistisk at få Støjberg med på. Jyllands-Posten fik aldrig noget svar.

EMRK kom også ind i anden forbindelse. Anklageren spurgte til den advarsel, der var kommet fra Institut for Menneskerettigheder. Instituttet pegede på faren for at overtræde EMRK’s artikel 8, hvis ikke der blev lavet en individuel vurdering. Det er særlig tricky, fordi Instituttets daværende direktør Jonas Christoffersen nu er blandt Støjbergs forsvarere.

Onsdag kommer forsvarerne først på banen, og derfor starter afhøringen af afdelingschef Lykke Sørensen.

Dag 5 (den 13. september)

Så var det for første gang hovedpersonens tur til at tage plads i vidneskranken, hvor Inger Støjberg blev afhørt af anklager Anne Birgitte Gammeljord.
Dagen startede langsomt og omstændigt, hvor anklageren gjorde meget ud af at få optegnet forretningsgange og organisation i Integrationsministeriet under Støjberg. Helt ned til en detaljeret gennemgang af, hvor kontorerne lå i forhold til hinanden.

Et stykke op ad dagen nåede man dog til de sprængfarlige punkter i starten af 2016: Efter TV2 og Berlingske havde afsløret, at mindreårige brude boede sammen med deres mænd på danske asylcentre, krævede Inger Støjberg øjeblikkelig handling for stoppe den praksis. Det samme gjorde næsten alle partier i Folketinget, et faktum som Støjberg igen og igen fremdrager.

Det fremgik af afhøringen, at Støjberg var meget irriteret over, at Udlændingestyrelsen ikke have informeret hende om det problem. Da hun befandt sig Bruxelles, på det tidspunkt historien eksploderede, lavede hun i første omgang en Facebook-opdatering, hvor der stod: "Det er fuldstændig uacceptabelt, at barnebrude indkvarteres sammen med deres ægtefæller på danske asylcentre. Det skal stoppes omgående, og det vil jeg omgående meddele Udlændingestyrelsen". Interessant nok mente Støjberg, at hun dermed havde orienteret Udlændingestyrelsen - gennem sit Facebook-opslag.

Senere gik anklageren over til en grundig udspørgen om den pressemeddelelse, som Støjberg fik udsendt 10. februar 2016 - og som er hele sagens kerne. Kritikere af Støjberg mener, at pressemeddelelsen i praksis udgjorde en instruks, selv fastholder hun, at den blot var ment som et politisk signal. Her kan det vise sig tricky for Støjberg, at hun tillagde Facebook-opslaget en retningsgivende status, når hun samtidig afviser, at pressemeddelelsen havde karakter af en instruks.

Støjberg fik dog senere i en anden sammenhæng flettet ind, at man hverken kan lovgive med en pressemeddelelse eller et Facebook-opslag. Muligvis i erkendelse af, at hendes udtalelse havde gjort hende sårbar

Udkastet til pressemeddelelsen indeholdt først en sætning om, at der - som konventionerne kræver - stadig kunne være undtagelser, hvor de mindreårige piger ikke blev skilt fra deres mænd. Den sætning krævede Støjberg fjernet fra pressemeddelelsen, og det endte med, at departementschef Uffe Toudal gav sig med bemærkningen: "Så tag det ud, men der bliver administreret efter reglerne." 

Da Støjberg blev spurgt til, om hendes pressemeddelelse så var retvisende, replicerede Støjberg, at man "ikke må lyve, men at man heller ikke har pligt til at sige alt. Det er de færreste pressemeddelelser, hvor alle detaljer er nævnt." 

Inger Støjberg fremhævede på sin side det notat om sagen, hun godkendte i ministeriet. Her fremgik det, at man faktisk kunne lave undtagelser for den generelle regel om at adskille mindreårige asylpar. Det var det notat, og ikke pressemeddelelsen, der havde juridisk gyldighed, mener Støjberg. Den forklaring blev afvist af Instrukskommissionen, men det spiller ingen rolle i Rigsretten, hvor sagen starter helt forfra.   

Afhøringen af Støjberg foregik i en stilfærdig tone, og hovedpersonen selv havde overskud til at joke med Politikens tegner Roald Als. Afhøringen af Inger Støjberg fortsætter i morgen.

Se analysen: https://www.altinget.dk/artikel/stoejbergs-linedans-mellem-jura-og-politik  

Dag 4 (den 7. september)

På den fjerde dag i rigsretssagen kom Inger Støjbergs forsvarere for alvor på banen.

Forsvarerne bestred, at Inger Støjberg har givet en tjenestebefaling om en ulovlig instruks, at hun skulle have haft grund til at tro andet, end at der foregik en lovlig administration, og de finder ikke, at “den juridiske alvorlighedsbetingelse er opfyldt”.

Og så gav forsvarerne ikke meget for den beretning, som Instrukskommissionen har afgivet:

“Det er lettere at skrabe den juridiske glans af Instrukskommissionens beretning end at skrælle en appelsin,” lød det fra René Offersen.

Forsvarerne gjorde også meget ud af det politiske bagtæppe både i 2016, da beslutningen blev truffet, og i dag. Blandt andet med henvisning til, at Socialdemokratiet, Venstre og Konservative januar i år sammen tilkendegav, at adskillelsen af de berørte par “politisk set var rigtig, men at den juridisk var forkert”.

René Offersen pointerede, at det var vigtigt for Rigsretten at forstå, at “de her tvivlsager og enkeltsager er konsekvenser af en politik, som der er politisk endog meget bred tilslutning til”.

Forsvarerne gennemgik desuden, hvad de betragter som sagens ti nøglebilag.

Blandt andet det så omdiskuterede ministernotat fra februar 2016, som forsvarerne mener viser med al tydelighed, at Inger Støjberg godt var klar over, at der ikke kunne laves en undtagelsesfri ordning. Men også flere andre bilag, der skal vise, hvordan der tidligt i forløbet blev talt om og henvist til de særlige tilfælde og dermed en bevidsthed om, at der skulle gøres undtagelser fra den absolutte hovedregel om, at de unge asylpar skulle adskilles. 

Et andet fremhævet nøglebilag var pressemeddelelsen fra 10. februar 2016.

Forsvareren understregede, at Inger Støjberg vedkender sig fuldt ud medansvarlig for ordlyden i pressemeddelelsen, “men hun har intet lod i", hvordan ordningen efterfølgende blev kommunikeret videre den 10. februar. Underforstået at det ansvar påhviler embedsværket i ministeriet.

René Offersen brugte også længere tid på at tale om strategisk kommunikation, “fordi det er jo ikke nødvendigvis jura det hele”.

Han forklarede, hvordan journalisters evige jagt på solohistorier, og at finde “de sure rønnebær” i form af den mere kritiske vinkel på en historie også var med til at præge ministerens ønske om, hvordan pressemeddelelsen skulle udformes.

“Det er ganske væsentligt, hvis man skal forstå, hvordan en politiker som Inger Støjberg tænker.”

Derfor appellerede han også til, at den udsendte pressemeddelelse også rent faktisk blev bedømt som en pressemeddelelse. Som noget, der skulle kommunikere ministerens budskab.

“Sandhedspligten betyder ikke, at en pressemeddelelse skal være udtømmende. Det er ikke et  cirkulære, vi er ved at skrive,” pointerede René Offersen.

Fra anklagernes side blev det blot til en lille stikpille fra Jon Lauritzen til forsvarernes fremlæggelse:

“Anklagerne har ikke noget til forsvarernes forelæggelse - eller hvad man nu skal sige, at det var.”

Tirsdagen blev afsluttet med en procedure for og imod, om forsvarerne skal have lov at føre den kendte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali som vidne i sagen.

Forsvarer Nicolai Mallet forklarede, at Ayaan Hirsi Ali er og har været “en stor inspiration” for Inger Støjberg, ikke mindst bogen Nomaden. Udover at forstå motivationen for Inger Støjbergs handlinger i 2016, skulle afhøringen af Ayaan Hirsi Ali også være med til at belyse begreber som tvang og tvangsægteskaber.

Anklagerne kaldte det for “overflødig bevisførelse”, fordi det efter deres opfattelse ikke vil bidrage noget til hverken de konkrete bevistemaer i sagen eller det konkrete sagsforløb.

Rigsrettens formand oplyste, at Rigsretten forventelig vil tage stilling til Ayaan Hirsi Ali som vidne i løbet af næste uge.

Retsmøderne fortsætter mandag i næste uge, hvor Inger Støjberg skal afhøres over flere dage.

Dag 3 (den 6. september)

Anklagerne fortsatte mandag med deres gennemgang af de dokumenter, som de finder relevante, og en del af dem kredsede om ministeriets kvaler med at skulle besvare spørgsmål fra folketingspolitikere og medier.

For eksempel blev besvarelsen af et samråd 1. juni 2017 efterfølgende drøftet af flere ansatte i Udlændingestyrelsen i en mailtråd, fordi de oplevede, at Inger Støjberg på samrådet fik det til at fremstå sådan, at departementet hele tiden havde ment, at der skulle være undtagelser, og at styrelsen havde fået dette at vide.

”Jeg synes ikke, vi kan acceptere nogen kritik. Det er simpelthen udelukket. Vi redder dem, og så skulle takken være, at vi ikke forstod en instruks,” skrev eksempelvis kontorchef Ditte Kruse Dankert.

Hun forklarede videre i mailen, at hun blev "bombarderet" af beskeder fra folk i styrelsen, der undrede sig over samrådet.

"Jeg føler mig som gidsel i en løgn rent ud sagt," lød det videre i mailen.

Også flere besvarelser til medierne voldte besvær. Blandt andet cirkulerede et svar rundt i maj 2016, hvor pressechef i Udlændingestyrelsen Nils Bak på et tidspunkt konstaterede, at det ville være mærkeligt i samme sætning at henvise til både pressemeddelelsen fra 10. februar 2016, der var uden undtagelser, og så de internationale forpligtelser.

“Jo mere vi skriver, jo mere afslører vi om det problematiske i forløbet,” pointerede pressechefen, der anbefalede at svare “så kort og så generelt som muligt”.

Mandagens retsmøde stoppede pludseligt og før tid. Derfor er diskussionen om, hvorvidt forsvarerne må føre den kendte islamkritiker Ayaan Hirsi Ali som vidne, udskudt til forventelig tirsdag. 

Dag 2 (den 3. september)

Gennemgangen af dokumenter fortsatte på andendagen. Anklagerne fremsatte en del interne mails, særligt fra ansatte i Udlændingestyrelsen, der tilbage i 2016 flere gange udtrykte bekymring over instruksen fra departementet om at adskille alle unge asylpar.

Og da Folketingets Ombudsmand i maj 2016 besluttede at indlede en generel undersøgelse af sagen, udtrykte vicedirektør i Udlændingestyrelsen, Lene Linnea Vejrum, ovenikøbet en vis lettelse.

“Jeg synes reaktionen viser, at ombudsmanden har gennemskuet sagsforløbet. Så jeg synes bestemt – alt taget i betragtning – vi i US kan tillade os at være lidt lettede,” lød det i en intern mail.

Kontorchef Ditte Kruse Dankert istemte: 

“Han sætter fingeren ned de rigtige steder, og han kan se, at vi har været forsvarsløse ift instruks. Men handlet ved at holde sager tilbage.”

Hun afslutter mailen: “OK at have en fair ombudsmand”.

Som afslutning på dagen afslørede Rigsrettens formand, Thomas Rørdam, en lille nyhed.

Når anklagerne er færdige med at forelægge sagen på mandag, kommer der procedure om, hvorvidt forsvarerne skal have lov at indkalde Ayaan Hirsi Ali som vidne. Anklagerne finder det ikke relevant for sagen. 
 

Dag 1 (den 2. september) 

Anklagerne havde ordet første dag i Rigsretten torsdag den 2. september, hvor de skulle gennemgå de skriftlige beviser og redegøre for sagens faktiske omstændigheder. 

Dagen, der mest var præget af højtlæsning af dokumenter, afslørede dog også en helt central uenighed mellem forsvarere og anklagere. Det kom frem, at de to anklagere, Anne Birgitte Gammeljord og Jon Lauritzen, ikke mener, at et ministernotat, som forsvaret ser som et centralt bevis, skal tillægges nogen virkning. 

Ministernotatet åbnede for individuel sagsbehandling af de unge asylsøgende par i modsætning til ordlyden i den pressemeddelelse, der blev sendt ud dagen efter, at notatet den 9. februar 2016 var godkendt i et internt sagssystem. 

Læs en reportage fra det første retsmøde her