Analyse af 
Erik Holstein

Støjbergs linedans mellem jura og politik

For Inger Støjberg er det mindst lige så vigtigt at vinde den folkelige opinion som at blive juridisk frikendt i rigsretssagen. Men hendes slalom mellem politik og jura er farefuld, og det gav anklageren noget at bore i under Rigsrettens første afhøring af Støjberg.

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Erik Holstein

Kan man skelne mellem Politiker-Inger og Minister-Inger? Kan den ene sige det ene i det ene rum, mens den anden siger det modsatte i det andet rum?

Det spørgsmål er på sin vis grundlaget for rigsretssagen mod Inger Støjberg, der kom i klemme ved en politisk markering i en pressemeddelelse, der med eller mod hendes vilje blev opfattet som en instruks, der ledte ud i en ulovlig sagsbehandling.

Kernen i sagen er som bekendt den pressemeddelelse, Inger Støjbergs udlændinge- og integrationsministerium udsendte 10 februar 2016, hvoraf det fremgik, at "asylansøgere under 18 år ikke måtte bo sammen med en ægtefælle eller samlever. I aktuelle sager om barnebrude bliver parrene nu skilt ad," stod der. Undtagelsesfrit måtte man forstå. 

Politisk signal
Da Inger Støjberg mandag blev afhørt af anklageren, slog den tidligere minister konsekvent på, at pressemeddelelsen kun var udsendt som et politisk signal, ikke et forvaltningsmæssigt signal. Pressemeddelelsen skulle dæmme op for den kritik, der kom fra både højre og venstre, hvor politikere fra Dansk Folkeparti til Radikale krævede indgreb mod, at mindreårige piger boede sammen med voksne mænd.

Politikeren Inger Støjberg var presset - tilmed i en sag hvor hun hellere end gerne ville levere et indgreb mod "barnebrude". For Støjberg som værdikriger var det en næsten ulidelig situation, at hun blev beskyldt for at være fodslæbende i sådan en sag. 

At ministeren Inger Støjberg samtidig godkendte et notat, der gav mulighed for undtagelser, var en anden sag, måtte man forstå. Støjberg forklarede i Rigsretten, at hun nødtvunget havde måttet acceptere dette, men at hun havde gjort rummet for undtagelser så småt, at hun anså det for at være "næsten hypotetisk". Det var det så ikke, da det kom til stykket.

Diskrepansen mellem notatet og pressemeddelelsen så Støjberg intet problem i.

Jo, en pressemeddelelse skulle da være retvisende, som også ombudsmanden havde understreget. Så man måtte ikke lyve i en pressemeddelelse. Men man måtte godt være lidt økonomisk med sandheden, mente Støjberg. Man var ikke forpligtet til at sige hele sandheden.

Instruks via Facebook

Støjberg var dog ved at rode sig ud i problemer, da hun lidt tidligere i afhøringen ophøjede en af sine Facebook-opdateringer til noget, hun forventede Udlændingestyrelsen handlede på.

Det var i sagens start, da Støjberg af Berlingske og TV 2 var blevet gjort opmærksom på de mindreårige brude i asylcentrene. Hun var stærkt fortørnet over, at Udlændingestyrelsen ikke havde gjort hende opmærksom på problemet.

Inger Støjberg var i Bruxelles, da sagen først kom frem, og derfra lavede hun en Facebook-opdatering, der krævede, at Udlændingestyrelsen omgående stoppede denne praksis.

Her var det Politiker-Inger, der ville markere sin indignation via Facebook. Men i det tilfælde var det samtidig Minister-Inger, der ville give en styrelse en ordre. For Støjberg mente med sin opdatering at "have kontaktet Udlændingestyrelsen bare ved at skrive opslaget."

Her åbnede Støjberg en juridisk flanke, som hun senere forsøgte at dække ind med en bemærkning om, man ikke kan lovgive hverken ved Facebook-opdateringer eller pressemeddelelser.

Det er denne dualisme mellem juridiske og politiske argumenter, mellem den lovlydige minister og den kompromisløse værdikriger, Inger Støjberg skal forsøge at mestre gennem hele rigsretssagen. Det vil indeholde mange faldgruber for en Inger Støjberg, der er noget mere stilsikker i politik end i jura.

Over på den politiske bane

Støjberg forsøger af al kraft at få sagen over på den politiske bane. Det så man allerede under hendes første afhøring, hvor hun inddrog et besøg i Afghanistan som et argument for hendes engagement i sagen om de mindreårige piger i asylcentre. For i Afghanistan havde hun set, hvad de danske soldaters indsats betød for pigers og kvinders rettigheder:

"Prøv så at forestille jer at sidde med et asylsystem, hvor man har ansvaret for, at der kommer piger her til, som er gift med ældre mænd, som de i min verden ikke selv har kunnet vælge," som Støjberg udtrykte det i Rigsretten.

På samme måde skal man se Inger Støjbergs politiske mestertræk ved at forsøge at få den verdenskendte islam-kritiker Ayaan Hirsi Ali til at vidne til sin fordel i rigsretssagen. Den somalisk fødte Hirsi Ali er mindst lige så kontant i sin kritik af islams kvindesyn som Støjberg, og uanset om Rigsretten anerkender hende som vidne eller ej, har det været med til at politisere sagen. Til Støjbergs fordel.

Hvis størstedelen af befolkningen køber præmissen om, at Støjberg "ville det rigtige, selvom hun begik en formel fejl", så har hun vundet på den politiske bane. Men undervejs risikerer hun at falde i en juridisk bjørnefælde, hvis hun ikke bliver mere påpasselig i dansen mellem politik og jura.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

0:000:00