Arbejdsmiljø: Få styr på ansvaret

Hver tredje organisation bryder arbejdsmiljøloven ved ikke at lave en arbejdspladsvurdering. Men hvem har egentlig ansvaret for jeres arbejdsmiljø? Her får I et overblik.

Det er ledelsens ansvar, at de ansatte arbejder i et sikkert og sundt arbejdsmiljø. 
Det er ledelsens ansvar, at de ansatte arbejder i et sikkert og sundt arbejdsmiljø. Foto: /Ritzau/Jens Dresling
Katja BeaulaClaus NordahlHanan ChemlaliSimon Lessel

Hvad er der galt med disse svar?

“Det har ikke været relevant på grund af organisationens størrelse.”

“Vi er helt nye og har ikke resurser eller behov pt.”

“Vi har ikke haft tiden til at facilitere processen.”

“Vi har ikke fundet det nødvendigt.”  

De er allesammen ugyldige. Ordene kommer fra Altingets undersøgelse og er svarene fra nogle af de organisationer, som har brudt arbejdsmiljølovens krav om at lave en arbejdspladsvurdering (APV).

Som organisation har I måske allerede jeres egen måde at sætte trivsel på dagsordenen. Men arbejdsmiljøloven skal overholdes, og den kræver, at I laver APV.

Hvem har ansvaret for APV?
Det er ledelsens ansvar, at de ansatte arbejder i et sikkert og sundt arbejdsmiljø.

Det er derfor også ledelsens ansvar, at der bliver udarbejdet en APV. Vurderingen af arbejdsmiljøet skal dog laves i et samarbejde mellem ledelse og ansatte. Og det skal fremgå af den skriftlige APV.

Hvem gælder reglerne egentlig for?
I skal lave en APV, så snart I har én ansat, eller der er én, som udfører arbejde for en arbejdsgiver. Arbejdsmiljøloven skal overholdes fra dag ét, men i praksis tager det et stykke tid at lave en god APV. Tre måneder er en meget naturlig frist.

Alle organisationer med ansatte, uanset om de er lønnet eller ej, skal følge loven og lave en APV. Når I skal finde ud af, hvor mange ansatte I er, så skal I sørge for at inkludere jeres frivillige. Frivillige organisationer er med andre ord ikke undtaget fra kravet.

Reglerne gælder også, selvom en ansat arbejder hjemmefra, hvis det for eksempel sker regelmæssigt eller i hele arbejdstiden.

Herudover skal I være opmærksomme på, at så snart I rammer ti ansatte, så er der krav om, at en såkaldt arbejdsmiljøorganisation skal medvirke i hele jeres arbejdsmiljøproces. En arbejdsmiljøgruppe er en formel gruppe, som laves, hvor ledelsen sammen med de ansatte arbejder for at styrke arbejdsmiljøet.

Udover APV’en er I forpligtet til at holde en arbejdsmiljødrøftelse mellem ledelsen og de ansatte hvert år. Her skal I sammen planlægge det kommende års indsatser på arbejdsmiljøområdet og kigge tilbage på året, der gik, med særligt fokus på, om I har nået jeres mål.

Ligesom med APV’en skal I kunne dokumentere, at den årlige arbejdsmiljødrøftelse har fundet sted, når Arbejdstilsynet kommer på besøg.

Hvorfor overhovedet lave en APV?
Det kan blive rigtig dyrt for jer, hvis I ikke prioriterer jeres arbejdsmiljø. Helt konkret kan det føre til sygemeldinger og ringere arbejdskvalitet, hvis jeres medarbejdere ikke trives.

Det anbefales, at I indtænker arbejdsmiljø som en integreret del af dagligdagen og organiseringen af jeres arbejde, så det bliver et mindre forstyrrende element for jer.

Læs mere her om, hvordan I med bare fem trin kan lave en APV.

Kilder: Beskæftigelsesministeriet, Arbejdstilsynet, Videnscenter for Arbejdsmiljø, Arbejdsmiljøforsker og adjunkt ved Institut for Organisation ved Copenhagen Business School Mette Mogensen, Formand for Dansk Psykolog Forening Eva Secher Mathiasen, Kontorchef i Arbejdstilsynet Anette Lerche & Ph.d og stressforsker fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø, Malene Friis Andersen

Dokumentation

Fortæl os om dine oplevelser
Altinget har i øjeblikket fokus på arbejdsmiljøet for ansatte og frivillige i danske civilsamfundsorganisationer. Arbejder du eller har du tidligere arbejdet i en ngo, som ikke har lavet en arbejdspladsvurdering? Og har du samtidig oplevet arbejdsmiljøproblemer i organisationen?

Del din historie med Altinget. Send en mail eller ring til Altingets journalist Claus Nordahl på [email protected] eller 31476039. Vi behandler alle henvendelser med fuld diskretion og anonymitet.

Sådan gjorde vi
Altinget undersøger arbejdsmiljøet i civilsamfundsorganisationer. I oktober sendte vi et spørgeskema ud til 200 vilkårligt valgte organisationer, som alle arbejder med et almennyttigt formål.

Altinget sendte spørgeskemaet første gang 9. oktober 2017 og har efterfølgende sendt to påmindelser med minimum en uges mellemrum. Yderligere har vi forsøgt at skabe telefonisk kontakt til de organisationer, som ikke reagerede efter de første tre henvendelser.

Ud af de 200 organisationer valgte 116 at deltage i undersøgelsen.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00