Bifrost: Elvere og orker er lige så meget værd som spejdere og fodboldspillere

Jeg står her i en lokalforening af Bifrost. Jeg snakker med de unge frivillige, der bruger umådeligt meget frivilligt energi på at stable rollespilsarrangementer på benene.

De fortæller dog en historie, som jeg har hørt før. Kommunen vil ikke rigtig samarbejde med dem.

De føler, at når de søger folkeoplysningen om penge, er de besværlige og skal hele tiden forsvare deres eksistens og forklare, hvorfor de er i kommunen.

Når de rådgiver sig med deres foreningskontakt, sker det ofte, at vedkommende ikke lige har tid eller vender i hvert fald ikke tilbage igen.

Det er trættende at bruge sin frivillige energi på at slås med kommunen, fortæller de.

En anden frivillig i foreningen fortæller samtidigt, at hun også er frivillig i foreningen længere nede af vejen, og sådan er det overhovedet ikke for dem, siger hun.

Der er folkeoplysningsudvalget glade for at give dem penge, og foreningskontakten vil glædeligt hjælpe dem, hver gang de spørger om hjælp.

Det er ikke en usædvanlig historie, når jeg er ude i forskellige lokalforeninger, der arrangerer rollespil, cosplay eller andre nørdede aktiviteter, desværre.

Hvorfor er det sådan? Det er ikke, fordi der står i loven, at rollespillere er mindre værd end de andre.

Embedsfolkene skal forstå vores værdi

Grundlaget bag problematikkerne er mange. I nogen kommuner er folkeoplysningsreglerne så rigidt skruet sammen, at de kun passer til nogen bestemte typer af arrangementer.

Jeg har set folk, der aldrig nogensinde har ledt nogen mennesker i deres liv, lede 30 mennesker gennem missioner og kampe.

Jacob Kronby Schulze
Formand, Landsforeningen Bifrost

I andre kommuner er det, fordi de ikke har penge, og hos nogen tredje er det, fordi de er så mætte af foreninger, at de ikke vil have flere, men samtidigt siger loven, at de ikke må afvise dem.

Det gør, at vi som landsforening bruger vores statsstøttede sekretariatsressourcer på at håndtere kommunerne, i stedet for at udvikle vores lokalforeninger og gøre dem bedre.

For løsningen er jo egentlig meget simpel på papiret, men ikke så simpel i praksis. Nemlig at få embedsfolkene rundt omkring i kommunerne til at forstå den værdi vores arrangementer faktisk giver til kommunen.

Når jeg har besøgt lokalforeninger, har jeg oplevet flere mennesker, der var meget socialt tilbageholdne og havde generelt svært ved at befærde sig i offentligheden, som til rollespillet går op på en talerstol og snakker foran 100 mennesker, fordi dette er deres karakter, og de kan tillade sig at fejle.

Jeg har set folk, der aldrig nogensinde har ledt nogen mennesker i deres liv, lede 30 mennesker gennem missioner og kampe. Jeg har set folk, der da de startede ikke rigtig vidste, hvem de var, eller hvad de kunne finde ud af, men har opdaget det gennem deres rejse i rollespillet.

Der eksisterer allerede kommunale forbilleder

Der er kommuner, som godt kan finde ud af det og har fået stor glæde af at samarbejde med vores lokalforeninger.

I Aalborg har kommunen givet foreningen TRoA mulighed for at låne nogen store lokaler, så der er meget plads til bordrollespillere og figurspillere til at drømme og udøve deres aktiviteter.

Vi vil gerne have, at der bliver lavet kasser, som vores rollespillere og cosplayere passer ind i.

Jacob Kronby Schulze
Formand, Landsforeningen Bifrost

I Esbjerg kontakter kommunen foreningen Lords Assembly med tilbud om at lave arrangementer med hinanden, og de har et fantastisk samarbejde med hinanden.

I Guldborgsund har foreningen Wonder Studios fået kastet penge efter sig for at få renoveret og bygget et nyt oplevelses- og kulturcenter, som hedder Wonderland.

Hvorfor er det ikke sådan alle steder? Hvad er det, der gør, at nogen kommuner synes, vi er mindre værd end de andre foreninger?

Jeg ved det ikke, men min teori er: Bureaukratiet fungerer rigtig godt, hvis man passer ind i de etablerede kasser, men passer man ikke ind i de kasser, er det, som om bureaukratiet stopper med at virke.

Vi vil gerne have, at der bliver lavet kasser, som vores rollespillere og cosplayere passer ind i – for hvis nogen kommuner kan, burde de andre også kunne.