Bliv abonnent
Annonce
Debat

Frivilligkonsulent i Ballerup: Vi kommer til at engagere flere kommunale frivillige

Et af mine ansvarsområder at understøtte mine kolleger med at styrke og udvide samarbejdet med civilsamfundsaktører, for eksempel i plejesektoren og på social- og sundhedsområdet.
Det er en stor og kompleks opgave, og det bliver utvivlsomt en af mine sværeste opgaver i den kommende tid, skriver Søren Jespersen.
Et af mine ansvarsområder at understøtte mine kolleger med at styrke og udvide samarbejdet med civilsamfundsaktører, for eksempel i plejesektoren og på social- og sundhedsområdet. Det er en stor og kompleks opgave, og det bliver utvivlsomt en af mine sværeste opgaver i den kommende tid, skriver Søren Jespersen.
8. september 2025 kl. 02.00

S

Frivillig- og foreningskonsulent i Center for Kultur, Idræt og Fritid, Ballerup Kommune

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

 

Hvad består dit arbejde helt konkret i?

En stor del af mit arbejde handler om at hjælpe frivillige i Ballerup Kommune, herunder særligt på det frivillige sociale område, så de trives bedst muligt.

For eksempel hjælper jeg frivillige i forbindelse med ansøgninger om økonomisk tilskud hos kommunen eller med at håndtere udfordringer i en frivilliggruppe. Derudover arbejder jeg med at implementere kommunens Frivillighedspolitik, der blandt andet lægger vægt på, at det skal være så nemt som muligt at være frivillig i Ballerup Kommune.

Jeg forventer dog, at Ballerup Kommune fremover kommer til at engagere flere "kommunale frivillige" i takt med, at vi skal implementere nye politikker

Jeg arbejder også med at sikre, at de ambitioner, som kommunens frivillighedsråd har, bliver til virkelighed.

I den kommende tid kommer jeg til at skrue op for arbejdet med at klæde kolleger i forskellige forvaltninger på til at samarbejde med civilsamfundet, som for eksempel på ældre-, social- og sundhedsområdet.

Hvor meget fylder 'kommunale frivillige' i din kommune i forhold til frivillige fra civilsamfundet? 

Mange af mine kolleger i den kommunale forvaltning samarbejder med foreningsfrivillige og ikke-organiserede frivillige, blandt andet på plejecentre, i vores forebyggelsesindsats på sundhedsområdet og i kommunens miljøindsats.

På vores lokale museum, Ballerup Museum, og på kommunens biblioteker er der en rig tradition for at engagere frivillige og borgere som "kommunale frivillige".

Derudover er kommunens samarbejde med frivillige ofte mindre formaliseret, hvor den frivillige engagerer sig i samarbejdet på vegne af en forening eller som privatperson.

Jeg forventer dog, at Ballerup Kommune fremover kommer til at engagere flere "kommunale frivillige" i takt med, at vi skal implementere nye politikker, som for eksempel ældreloven og barnets lov, hvor civilsamfundet er tiltænkt en større rolle.

Hvad er det sværeste i dit job som frivilligkonsulent?

Det er en bunden opgave, at vi som kommune skal blive bedre til at inddrage og samarbejde med civilsamfundet og den frivillige sektor, når vi skal løse komplekse udfordringer i den kommunale forvaltning.

Læs også

Et af mine ansvarsområder er netop at understøtte mine kolleger på tværs af forvaltningen med at styrke og udvide samarbejdet med civilsamfundsaktører, for eksempel i plejesektoren samt på social- og sundhedsområdet.

Det er en stor og kompleks opgave, der kræver, at mange ting skal gå op i en højere enhed, og det bliver utvivlsomt en af mine sværeste opgaver i den kommende tid.

Hvad er mest overset blandt politikere, der ønsker mere frivillighed i velfærden? 

Mange overser frivillighedens flydende dynamik. Civilsamfundet er en fuldstændig fantastisk størrelse, men det er også en vild størrelse, der hverken kan eller skal placeres i særlige kasser, og hvis effekt kan svær at måle.

Det er ingen velbevaret hemmelighed, at dette er et grundvilkår, der kan være svært at få til at harmonere med en stramt styret velfærdsmodel i kommunerne.

Kommunen skal være villig til også at afgive en vis mængde kontrol til en aktør, som baserer sig på nogle helt andre mekanismer end kommunen.

Søren Jespersen
Frivillig- og foreningskonsulent i Center for Kultur, Idræt og Fritid, Ballerup Kommune

Så længe kommunerne anerkender grundpræmissen om aldrig at tage frivilligheden for givet, og anerkender det frivillige virke som et mål i sig selv og ikke kun som et middel, så er der stort potentiale i samarbejdet mellem civilsamfundet og kommunerne også på velfærdsområdet.

Når man som kommune ønsker at afsøge mulighederne for at samarbejde med civilsamfundsaktører i arbejdet med velfærdsopgaver, mener jeg, det er helt centralt, at man først og fremmest går ydmygt og nysgerrigt til værks.

Kommunen skal være villig til også at afgive en vis mængde kontrol til aktører, som baserer sig på nogle helt andre mekanismer end kommunen, og som kræver fleksible rammer for at kunne udfolde sig.

Som frivilligkonsulent og stor fortaler for civilsamfundets potentiale er jeg naturligvis af den overbevisning, at et sådant mod hos kommunerne som oftest vil blive belønnet.

Hvis en forvaltning ikke afsætter en vis mængde ressourcer til at understøtte og facilitere samarbejdet med frivillige og civilsamfundsaktører, har samarbejdet ganske enkelt svære kår.

Jeg mener således, at ydmyghed, mod og ressourcer er tre vigtige faktorer at have in mente, når man ønsker at samarbejde mere med civilsamfundet, og jeg synes i nogle tilfælde, at en eller flere af delene i denne treenighed ofte overses.

Hvornår oplever du, at samarbejdet mellem en civilsamfundsorganisation og kommunen er godt?  

Et samarbejde mellem en civilsamfundsorganisation og kommune kommer godt fra start, når der er lavet tydelige, men fleksible aftaler om mandat og omfang.

Samarbejdet har også gode betingelser for at lykkes, når kommunen har afsat nok ressourcer til at facilitere og understøtte, at organisationens aktiviteter kan blive til virkelighed, og når foreningen har rimelig frie rammer til at udfolde sig.

Læs også

Et fint eksempel er kommunens samarbejde med Røde Kors Ballerups integrationsgruppe, der afvikler forskellige aktiviteter for ukrainske flygtninge.

Røde Kors Ballerup har som den eneste civilsamfundsaktør fast adgang til lokaler ved de ukrainske flygtninges bopæl, hvor kommunens hensyn til de ukrainske borgeres privatsfære vejer særligt tungt.

Det er en stærk og velfungerende frivilligdrevet indsats, der på fjerde år laver fine integrationsaktiviteter til gavn for en særligt udsat gruppe borgere i kommunen, og som bygger på en klar aftale mellem Røde Kors Ballerup og Ballerup Kommune.

Hvad er dit bedste råd til civilsamfundet, når de skal samarbejde med kommunen?  

For at kunne lykkes med et samarbejde, der fungerer for alle parter (borger, frivillig, kommune med flere), skal der inden samarbejdets begyndelse være nogle klare aftaler om civilsamfundsaktørens mandat, ansvarsfordeling, samarbejdets omfang, kommunikationskanaler med videre.

Jo mere formel karakter, samarbejdet har, desto stærkere skal aftalerne være, og jo mindre formel karakter, samarbejdet har, desto løsere skal rammen for samarbejdet derfor naturligvis også være.

Mit råd til civilsamfundet er derfor først og fremmest at sikre, at samarbejdet bygger på en grundig forventningsafstemning parterne imellem.

Ligesom mit råd til politikere blandt andet er at tilgå ethvert samarbejde med civilsamfundet med oprigtig nysgerrighed, vil mit råd til civilsamfundet også være at gå nysgerrigt til værks, når kommuner henvender sig med henblik på at afsøge muligheder for at etablere nye samarbejder på velfærdsområdet og i øvrigt.

Frivillig velfærd: Mød kommunernes frivilligkonsulenter

Har du lyst til at bidrage til serien?

Frem mod kommunalvalget sætter Altinget fokus på alle dem, der sørger for, at kommune og civilsamfund arbejder sammen om velfærden. 

Er du frivilligkonsulent og har lyst til at deltage i serien, så skriv til debatredaktør Katja Gregers Brock på katja@altinget.dk.

 

Artiklen var skrevet af

S

Søren Jespersen

Frivillig- og foreningskonsulent i Center for Kultur, Idræt og Fritid, Ballerup Kommune

Annonce
Annonce

Indsigt

Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael Thomsen
Copyright © Altinget, 2026