Hviler velfærdsstatens frivillige overbygning på et skrøbeligt fundament?

I en rød Citroen C3 på havnen i Lohals har Thomas P. Boje søgt ly for vinden.

Helst ville han fordybe sig på tastaturet i landhuset på Langeland. Men nogle gange kræver det akademiske liv, at man deler sine tanker med pressen. Og derfor har den 74-årige professor i sociologi ved Roskilde Universitet startet bilen og bevæget sig ned på havnen i Lohals for at fange et fornuftigt mobilsignal.

Tidsmæssigt er vi stadig i midten af september og en sommer, som har svært ved at finde sin afslutning. Gunstige atmosfæriske betingelser gør dog ikke professoren mildere stemt.

Han har gennem årtiers forskning opbygget et ry som civilsamfundets revser. En vedholdende advarsel mod det offentliges tendens til at trække veksler på frivilligheden. Og en frygt for, at de pengestærke fonde vokser sig for store og betydningsfulde.

Og fra forsædet i den parkerede Citroen lever han op til dette ry.

“Jeg mener, at vi står på et meget skrøbeligt fundament. Man kan ikke planlægge ud fra frivillighed. Man går ind i det, fordi man har lyst, og når man ikke længere har lyst, så stopper man. Det er et utrolig skrøbeligt fundament. Og derfor er det bekymrende, at frivilligheden i disse år bevæger sig stadig længere ind i velfærdsstatens kerneydelser,” siger han.

Man kan ikke planlægge ud fra frivillighed. Man går ind i det, fordi man har lyst, og når man ikke længere har lyst, så stopper man. Det er et utrolig skrøbeligt fundament. Og derfor er det bekymrende, at frivilligheden i disse år bevæger sig stadig længere ind i velfærdsstatens kerneydelser.

Thomas P. Boje
Professor, Roskilde Universitet

En årlig omsætning på 250 milliarder kroner
Et hurtigt blik på Thomas P. Bojes generalieblad viser, at han har beskæftiget sig med civilsamfundet siden 90’erne. Blandt andet har han gjort sig bemærket ved at inddrage et stort talmateriale i sin forskning.

I 2017 udgav han bogen Civilsamfund, medborgerskab og deltagelse. Her satte han sig for at udregne værdien af det frivillige arbejde i kroner og ører.

Og hold nu fast: I 2013 beløb danskernes frivillighed sig til 42 milliarder kroner. Regnestykket multiplicerer de 920.000 frivillige timer, som danskerne hver dag donerer til fælleskassen, med en estimeret timeløn.

Men det stopper ikke her: Puljer man alt fra friskoler og fondsmidler til værdien af uformel hjælp og økonomisk støtte ender man med en frivillig sektor, som omsætter for 255 milliarder kroner på årlig basis. Og som dermed udgør 13,5 procent af det samlede bruttonationalprodukt.

Beskyt samfundets værdier
Professoren bruger regnestykket til at vise, hvad der rent faktisk er på spil.

“Der er ingen tvivl om, at der bliver puttet flere penge ind i frivillige organisationer. De private donationer er vokset markant. Det ser man ved, at der for 15 år siden kun var to organiserede landsindsamlinger, mens tallet i dag er over ti. Og så er fondene blevet mere generøse både på det kulturelle og sociale område, hvilket hænger sammen med, at fondslovgivningen er skærpet, så de risikerer at blive beskattet af overskuddet.”

“Men bag disse tal er der en bekymrende tendens til, at det frivillige engagement daler. I 2004 arbejdede danskerne i gennemsnit 16 timer frivilligt om måneden. I 2012 var det faldet til 14 timer, og i dag er vi måske nede på 11-12 timer. Det lyder måske ikke af meget, men når man tænker på, at 1,8 millioner danskere hvert år arbejder gratis, så er det en væsentlig nedgang.”

Det er i dette lys, at han er bekymret over tendensen til, at frivillige organisationer i stigende grad overtager opgaver på det sociale område.

“Jeg ser mange eksempler på, at frivillige tiltænkes en central rolle på social- og sundhedsområdet. Eksempelvis når regeringen afsætter 80 millioner kroner til, at en frivillig organisation som Headspace skal løfte en så vigtig rolle som at tage hånd om psykisk sårbare unge. Eller når kommuner kalkulerer med, at kerneydelser som kontakt til ensomme ældre skal overtages af civilsamfundet.”

Frivillighedens skabelon
Han ser et skred på tværs af det kommunale opgavefelt: fra vågekoner til lektiehjælp. Og på den korte bane er det "godt set" af staten, at den aktiverer borgerne til at løse opgaver, som tidligere skulle løses af lønnet arbejdskraft. Men på langt sigt giver det problemer - dels på grund af frivillighedens ustabilitet. Dels fordi mange sociale opgaver kræver professionel ekspertise for at blive løst på en kvalitetsmæssig forsvarlig måde.

“Det er interessant at se, hvordan processen følger en fast skabelon. En kommune forklarer landsbyen, at man er nødt til at lukke den lokale sportshal. Og understreger, at man godt er klar over, at det kan betyde, at de unge bliver nødt til at søge andre steder han. Og oftest ender det så med, at frivillige kræfter overtager driften med et kommunalt tilskud til el og vand, mens brugerne selv må sørge for rengøring og vedligehold.”

“Tilsvarende lukrerer man på, at man kan spare næsten al specialundervisning på folkeskolerne væk. Alternativt opfordrer man bedstemødre til at bidrage frivilligt i lokale lektiecafeer. Og på den måde får man budgetterne til at strække længere.”

Frivillighed som fundament for kommunale strategier
Er det en bæredygtig udvikling?

“Nej. Hvis det frivillige arbejde fungerer som krydderi på en professionel, kommunal indsats, ser jeg ikke nogen problemer i det. Men oftest ender den frivillige indsats på lektiecafeerne og hjemme hos de ensomme ældre med at stå alene. Det skader kvaliteten af den sociale indsats. Men er også medvirkende til, at de frivillige i stigende grad falder fra, fordi ansvaret på deres skuldre bliver for tungt.”

Går politikerne ind i denne udvikling med åbne øjne?

“Ja. Måske vil man benægte konsekvenserne, men man er helt bevidst om, at frivillige skal løfte en del af byrden. Eksempelvis kalkulerer Rudersdal Kommune i deres fremtidsplan direkte med, at frivillige skulle overtage et vist antal funktioner, som kommunen ikke selv kunne opretholde. Og så længe det fungerer, er det jo en succeshistorie. Men hvad gør man, når der ikke længere står frivillige i kø for at assistere de kommunale velfærdstilbud?”

Står fundamentet på sand og ikke sten?
Professoren bevæger sig således tilbage til skrøbeligheden. Tesen om, at frivillighedens fundamentet ikke står på sten, men derimod sand.

En idé, som de fleste iagttagere forkaster som spekulativ, ubegrundet. Argumentet er, at foreningskulturen i det danske samfund er så stærkt og tilliden så høj, at vi altid vil være villige til at give en hjælpende hånd, når samfundet har brug for vores hjælp.

Men Thomas P. Boje ser skitserne til en anden vej. En vej brolagt med målstyring, effektivisering og professionalisme, som kvæler den frivillige virkelyst. Og i sidste ende betyder, at borgerne finder andre steder at gøre den ønskede forskel.

“Langt de fleste frivillige får i dag udstukket håndfaste opgaver, når de møder op på arbejde. Man skal løse opgaverne inden for et snævert antal timer og rammer. Og der er ikke plads til, at de frivillige selv at definerer, hvordan man griber arbejdet an.”

“Naturligvis bestemmer man selv, hvorvidt man vil være frivillig på et hospice eller i en børnehave. Men når først det valg er truffet, er der ansat en hær af konsulenter i den frivillige sektor til at administrere og lede og fordele arbejdet.”

Allerede i dag møder han flere og flere steder, hvor det er svært for foreninger og organisationer at rekruttere frivillige. Der synes at være en klar mæthed i, hvor mange der vil engagere sig i frivillige aktiviteter.

“Her kan jeg på kommunernes vegne godt frygte, at der vil komme en modreaktion, som kræver, at de frivillige får øget styring med deres egen arbejdsdag. Og at det vil betyde, at den velfærdssubstituering, som vi i dag ser hastigt sprede sig, får markant ringere eksistensvilkår.”