Ledelsesrådgiver: Giv fagbevægelsen tilbage til medlemmerne

DEBAT: Tiden er kommet til at lave nye fleksible løsninger på de grænseproblemstillinger, der er mellem fagforeningerne, som sikrer, nye fællesskaber kommer før fagforeningen, sammenholdet før strukturerne og relationerne før reglerne, skriver Line Posselt.

Af Line Posselt
Ejer og stifter af rådgivningsvirksomheden Posselt plus co.

Rene Knudsen fra HK skriver meget rammende i sit debatoplæg: ”Fællesskabet kom før fagforeningen, sammenholdet kom før strukturen, og relationerne kom før reglerne.”

Fagbevægelsens organisationer er vokset ud af de manges meget forskellige fællesskaber. Fællesskaberne er igennem tiden blevet mere forpligtende, og egentlige foreninger og forbund er blevet etableret i de strukturer, som vi kender og som hele tiden er til diskussion og under forandring.

Der er løbende sikret overenskomster og aftaler, som har forbedret den enkeltes muligheder og sikring i arbejdslivet. Det er i høj grad historiske forhold, der har defineret, hvordan de faglige organisationer og forbund har organiseret folk på arbejdsmarkedet.

De faglige fællesskaber er meningsgivende, men…
For de fleste sygeplejersker er det naturligt at være en del af det faglige fællesskab, som Dansk Sygeplejeråd er rammen omkring. Det er også det, Vibeke Westh peger på i sit indlæg. Faget giver en stærk identifikation. Det samme gælder for en række af de andre monofaglige foreninger for eksempel på sundhedsområdet.

Men tilhørsforholdet er ikke helt lige så indlysende for alle faggrupper på arbejdsmarkedet. Det viser organisationsprocenter og medlemstilbagegang tydeligt.

Nogle fagforeninger bygger på arbejdspladsfællesskaber, andre på om man primært organiserer fra den offentlige henholdsvis private sektor på et vist uddannelsesniveau, nogle forbund opererer med flere forskellige principper, fordi de er vokset ud af de fusioner, der er sket mellem flere forskellige mindre fagforeninger. Det er kort sagt ikke altid særligt indlysende.

Netop fordi principperne for organisering er forskellige, er der en række fagforeninger, som har uenigheder om, hvem der ”har ret” til hvilke medlemmer og om grænsedragning både for områder, der er overenskomstdækket i forvejen og på de, der ikke er det.

Under hovedorganisationerne er der lavet aftaler om, hvordan man afgør de uenigheder, der måtte opstå om fordelingen af medlemmer mellem fagforeninger.

Grænseaftalerne og konfliktløsningsredskaberne bidrager til at fastholde de strukturer, som er opstået gennem årene. Når der opstår nye grupper på arbejdsmarkedet, som ikke er dækket af overenskomster, er der ofte diskussioner imellem forbundene om, hvem der skal optage og dække dem.

Interne strukturer koster fagbevægelsen medlemmer
Det store spørgsmål er om det i en verden med et arbejdsmarked under stor forandring og lønmodtagere, der vælger medlemskab på baggrund af forskellige behov og personlige præferencer, giver mening, at det er fagforeningerne, der deler medlemmerne i mellem sig?

Og giver det mening, at en lønmodtager, der skifter job fra den offentlige til den private sektor også skal skifte fagforening, fordi fagforeningerne har aftalt spilleregler for det?

Jeg tror desværre, at den etablerede fagbevægelse samlet set mister medlemmer som konsekvens af de interne spilleregler og strukturer. Netop fordi fagbevægelsen er medlemsdrevet, og den samlede gennemslagskraft er afhængig af den samlede opbakning, er det et stort problem.

Det er selvfølgelig ikke for sjov skyld, at det spørgsmål fylder meget for fagforeningerne. Hvis man skal have forhandlingsstyrke, er man nødt til at være mange.

I den sammenhæng er det en udfordring, at vi i Danmark har overenskomster, der dækker ansatte uanset medlemskab af den fagforening, som har forhandlet overenskomsten på plads. Det er på ingen måde gratis at forhandle overenskomster selvom der er mange mennesker, der kommer til deres overenskomst gratis.

Fleksible løsninger på grænseproblemstillinger
Tiden er kommet til at lave nye fleksible løsninger på de grænseproblemstillinger, der er mellem fagforeningerne, som sikrer, at nye fællesskaber kommer før fagforeningen, sammenholdet før strukturerne og relationerne før reglerne, også for fremtidens lønmodtagere.

Det er en måde at give fagbevægelsen tilbage til de medlemmer, der i høj grad definerer deres egne fællesskaber, selvom det er svært at håndtere i et forhandlingssystem.

Forrige artikel Branchedirektør: Momsrefusion er ikke en gave, men en nødvendighed Branchedirektør: Momsrefusion er ikke en gave, men en nødvendighed Næste artikel Socialprofiler: Lad os fejre frivilligheden Socialprofiler: Lad os fejre frivilligheden