Lektor: Det giver en kolossal energi at skabe værdi sammen med andre

Af Poul Carlsbæk
Lektor på Københavns Professionshøjskole

Frivillige foreninger er som skabsmøbler med låger og hylder. De findes i mange forskellige farver, former og funktioner, og de rummer meget forskelligt.

Spørgsmålet er, hvad det enkelte fællesskab indeholder, hvordan det er organiseret, og hvad der kommer ud af det. Når kreative solister med ’utæmmet engagement’ vil bestemme, hvor vores fælles skab skal stå, så opstår der enten ballade eller et nyt skab i form af en privat forretning.

Hverdagsaktivisme og frivillighed er langtfra det samme, skriver Torben Iversen fra Frontløberne. Han reagerer på et nyt initiativ kaldet Hverdagsaktivisterne, hvor et kommunalt bosted hjælper udviklingshæmmede borgere med selv at blive frivillige i stedet for at være omgivet af frivillige. Gennem frivilligt arbejde skal udviklingshæmmede borgere tættere på arbejdsmarkedet.

Torben Iversen fremhæver det "utæmmede" engagement, vi har kaldt hverdagsaktivisme, fordi det rummer mennesker, der bare går i gang med at skabe en forandring i deres hverdag – uden organisation og uden at nogen har udstukket en retning for dem. De handler, fordi de ser noget i samfundet, de synes har behov for at blive ændret.”

Denne individorienterede diskurs er meget udbredt i den kreative klasse, den moderne veluddannede elite.

Positive samfundsforandringer kræver, at frivilligheden sættes på en fælles og forståelig formel, altså at man organiserer sig.

Poul Carlsbæk
Lektor på Københavns Professionshøjskole

Den ensommes adgang til det fælles skab
For det første har ensomme, udviklingshæmmede og mange andre, uden for den kreative klasse, brug for støtte fra både dygtige professionelle og engagerede frivillige organisationer, fordi venner og familier og naboer og hverdagsaktivister ikke magter det.

Kuren mod ensomheden og den kulturelle lukkethed findes i tusindvis af små, individuelle handlinger og store fællesskaber, hvilket den meget velorganiserede Ungdommens Røde Kors arbejder dygtigt med. Og det kommunale bosteds indsats styrker ligeledes de udviklingshæmmedes muligheder for at skabe en positiv forandring i deres hverdag. Der er altså mange uden for den kreative klasse, som ikke ”bare går i gang med at skabe en forandring i deres hverdag”.

For det andet handler den kreative klasse, ”fordi de ser noget i samfundet, de synes har behov for at blive ændret”, men som mange andre ønsker at bevare. Det sker jævnligt i min kolonihaveforening, at nogen har behov for at bygge større og mere, end der er tilladt; eller at ukrudtet er aldeles utæmmet. Der dukker også konstant sager op, hvor pengestærke developer, med kreative arkitekter i ryggen, ønsker at bygge langt ud over lokalplanens og andre lovgivningsmæssige rammer.

Social handlekraft kræver en stærk organisation
For det tredje er alle stærke organisationer kendetegnet ved en klar kurs, så man nogenlunde ved, hvad man kan regne med. Og gode frivillige organisationer formår at tiltrække nye frivillige, selvom de ikke selv har udstukket organisationens kurs. 

Frivilligheden er som oftest defineret ved, at kursen er defineret af en organisation, og dennes ledelse skal sikre, at kursen holdes. De enkelte opgaver kan også være defineret af organisationen, men i praksis sker der oftest en forhandling med de interesserede frivillige om opgavens mere præcise karakter.

For det fjerde skaber individuelle aktiviteter kun social handlekraft og positiv samfundsforandring, når man forener sig med andre i et fællesskab, i en organisation. Det utæmmede engagement er fint, når man skal male, dyrke sin have, banke en forretning op eller andre private gøremål. Positive samfundsforandringer kræver, at frivilligheden sættes på en fælles og forståelig formel, altså at man organiserer sig.

Gode arbejdsfællesskaber kræver også, at medarbejderne kan se meningen med arbejdet og får anerkendelse for det. Kompetente fagprofessionelle kræver også en formaliseret uddannelse, og stærke organisationer med høje faglige standarder og normer.

Ethvert fællesskab både inkluderer og ekskluderer
For det femte er der heldigvis en mangfoldighed af fællesskaber, nogle store andre små, nogle tydeligt organiseret, andre løsere organiseret. Og de forskellige fællesskaber kæmper en kamp mod hinanden om at være mest tiltrækkende, at kunne tilbyde det bedste indhold osv. Nogle fælles skabe har lås med hemmelig kode, andre er mere åbne.

Intet skab kan rumme alt. Ethvert fælles skab vil pr. definition både inkludere og ekskludere, det gælder alle – lige fra statsborgerskabet til naboskabet. Selv Frontløberne er en organisation med hjemmeside, leder, kommunal støtte og et DNA, der sætter kursen for løberne:

”Hos Frontløberne hjælper vi med at vække dine drømme til live, og sammen bryder vi grænser med nytænkende kulturprojekter. Vi bor i Aarhus Sydhavn og er et miljø, der til enhver tid defineres af dem, der bruger huset. Vi er dem, vi er i dag. I morgen kommer der måske nogle nye til, og så er vi noget andet. Derfor har platformen undergået mange forandringer gennem årene, men udgangspunktet har altid været fællesskabet.”

Sådanne formuleringer efterlader tvivl om indholdet i lige præcis dette fællesskab. Men det er næppe fællesskabet fx mod indvandring, tiggeri eller Distorsion? Eller kulturaktioner for ustraffedes mulighed for at bære skydevåben, flere P-pladser, grænseløs rygning, revselsesretten, medlidenhedsdrab. Det er uklart, hvor grænsen er for, hvilke grænser Frontløberne vil løbe over ende. Men blot det, at man er afhængig af kommunalt tilskud, begrænser.

Privat-civile fællesskaber
For det sjette involverer politiske og sociale forandringer altid andre end ens nærmeste. Skal handlingerne være andet og mere end nålestiksaktioner, men skabe varige forandringer, så kræver det en organisering.

Det ville fremme forståelsen for aktivitetens mening og indhold, hvis alle var klare og tydelige om det fællesskabs grænser, og hvis alle ærligt vedkendte sig, hvem man inkluderer, og hvem man ekskluderer. Det vil styrke tilliden til grænsebrydende projekter, at det ikke kun var de andres grænser, der blev brudt, men også egne.

I familien og blandt venner behøver man ikke at reflektere og begrunde. Det bliver forkrampet, hvis man sætter kærligheden på formel eller holder nøje regnskab med vennetjenesterne. I de private-civile fællesskaber, hvis livet leves, står man kun til ansvar over for sig selv og sin samvittighed.

I frivillige foreninger og professionelle arbejdsfællesskaber agerer man derimod ikke kun som sig selv og efter forgodtbefindende. Her handler man på vegne af eller som medlem af foreninger og/eller arbejdspladsen. Det giver selvfølgelig nogle bindinger for, hvad man kan gøre. Men det giver også en kolossal energi at udfolde sig og skabe værdi sammen med andre. Lad os fokusere mere på den værdi, som vi kun kan skabe sammen i stærke og ærlige organisationer. Det er der behov for i vores stærkt individualiserede kultur.