Bliv abonnent
Annonce

Lars Løkke omfavner Pia Olsen Dyhr: "Vi glæder os til at udvikle det gode samarbejde"

Lars Løkke Rasmussen talte om nødvendigheden af samarbejde på midten i lyset af den verdenspolitiske krisesituation, men undgik i vidt omfang at tale om Moderaternes egne problemer, da han talte for sit parti lørdag. 
Lars Løkke Rasmussen talte om nødvendigheden af samarbejde på midten i lyset af den verdenspolitiske krisesituation, men undgik i vidt omfang at tale om Moderaternes egne problemer, da han talte for sit parti lørdag. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Partileder Lars Løkke Rasmussen sendte markante roser over midten af dansk politik, da han lørdag eftermiddag tog ordet på Moderaternes årsmøde i Bella Centret i København.

Her omtalte han SF's formand, Pia Olsen Dyhr, i meget positive vendinger. 

"Uden at rose Pia Olsen Dyhr for meget, for det kommer til at give hende alt for store problemer, så vil jeg gerne herfra sige, at hende har vi kunnet regne med," lød det fra Moderaternes formand.  

En meget klar og tydelig anerkendelse af formanden for oppositionspartiet SF, der også har forsamlet sig til landsmøde denne lørdag. 

Hun har den vilje til at samarbejde bredt, der er helt afgørende i den usikre verdenssituation, der aktuelt gennemsyrer både dansk og international politik, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.

"Der er meget vi to ikke er enige om. Men vi er i hvert fald enige om, at når det stormer derude, så rykker vi sammen mod midten," sagde partiformanden og tilføjede:

"Vi glæder os til at udvikle det gode samarbejde, vi allerede har med SF."

Læs også

En forandret Løkke

Lars Løkke Rasmussen gik ikke så langt i sin omfavnelse af Pia Olsen Dyhr, at han begyndte at spekulere direkte i et muligt kommende regeringssamarbejde med SF.

Men tanken bør ikke ligge fjernt.

Netop Pia Olsen Dyhr har i et stort interview med Altinget gjort det klart, at hun er parat til at danse endnu tættere med Lars Løkke Rasmussen i fremtiden. 

"Løkke har været igennem en reformation. Han er som bekendt ikke formand for Venstre mere, men for Moderaterne. Han har reformeret sig selv," sagde hun her.

Samtidig holdt Pia Olsen Dyhr døren på vid gab for et kommende regeringssamarbejde med sin gamle politiske modstander gennem mange år.

"Jeg arbejder ikke for en regering over midten, jeg accepterer en rød regering med et af midterpartierne. Om det bliver Moderaterne eller Radikale, kommer an på, hvad de hver især kan tilbyde," sagde Pia Olsen Dyhr her. 

Læs også

Mere udenlandsk arbejdskraft

Det var imidlertid ikke kun den politiske flirt over midten, der blev plads til i Lars Løkke Rasmussens tale i Bella Centret lørdag.

Han brugte også talen på at opremse dele af sit partis politiske ambitioner, som den aktuelle geopolitiske krise ifølge formanden kun har gjort mere aktuelle.

Det gælder blandt andet spørgsmålet om udenlandsk arbejdskraft, der ifølge Løkke Rasmussen er afgørende, hvis den militære oprustning ikke skal føre til mindre hvidkitlet personale i sundhedsvæsnet og færre blå kedeldragter i industrien.

"Der bliver jo ikke mindre behov for dem i hvidt eller dem i blåt, fordi der er blevet større behov for dem i grønt. Det handler om arbejdskraft, det handler om mennesker, om investeringer, om produktivitet, om mere udenlandsk arbejdskraft," sagde Lars Løkke Rasmussen.

Genåbner pensionsdebat

I forlængende heraf benyttede Moderaternes formand også sin årsmødetale til igen at åbne debatten om fremtidens pension. Det gælder blandt andet den såkaldte Arne+-ordning, hvor SVM-regeringen har lagt op til at lægge senior- og Arne-pensionen sammen i en ny tilbagetrækningsordning.

Ambitionen var en del af regeringsgrundlaget, men blev senere droppet

Står det til Lars Løkke Rasmussen, ender det dog ikke sådan.

"Frøet blev sået. Og jeg tør godt garantere, at det bliver sået igen – og så kommer det også til at spire," sagde Lars Løkke Rasmussen.

M-formanden udfordrede i den forbindelse også den pensionsmelding, som statsminister Mette Frederiksen (S) kom med i sommer, da hun annoncerede, at Socialdemokratiet vil genforhandle det historiske forlig om danskernes stigende pensionsalder, så den bliver mere "socialt retfærdig".

Det betyder blandt andet, at det skal være slut med, at pensionsalderen per automatik bare stiger og stiger.

Det er dog en debat, der ifølge Løkke Rasmussen tager udgangspunkt i en overholdbar dansk økonomi – og dansk økonomi er kun overholdbar, hvis man ikke også bruger en masse penge på Forsvaret.

"Vi kan jo ikke både bruge overholdbarheden på forsvar og gunstigere pensionsvilkår," lød det fra Løkke Rasmussen.

Undgik egen krise

Mens Lars Løkke Rasmussen altså lagde stor vægt på den geopolitiske krise og dens konsekvenser for det danske samfund, var det omvendt en tale, der var næsten helt blottet for snak om den krise, der præger Moderaterne selv.

Siden folketingsvalget i 2022 har partiet gennemlevet alvorlige kriser i både sekretariatet og i folketingsgruppen, hvor ledelsessvigt og flere personsager har affødt stribevis af kritiske historier i pressen. 

Lars Løkke Rasmussen bemærkede dog kun kortfattet og lettere muntert, at Moderaterne også har taget sin del af kriserne.

“Vi er kommet gennem mange kriser. Altså, ikke lige os her i Moderaterne, selvom vi da også har taget vores del," lød det fra Løkke Rasmussen, hvilket affødte let spredte grin i salen.

De svigtende meningsmålinger, hvor Moderaterne det seneste halve år har ligget på knap fire procent og dermed står til at blive mere end halveret, blev ikke nævnt. 

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026