Spor: Ngo'ers behandlingstilbud skal have fælles standarder. Det er det vilde vesten idag

Det er dyrt, og mindre organisationer har ikke mange midler til drift.

For senfølgeramte mennesker i Danmark opstår problemerne allerede i forhold til, om de overhovedet kan visiteres til behandling. Der er nemlig behandlingstilbud, der gerne tager imod for eksempel mennesker med psykiske diagnoser, mens nogle ikke gør.

Du kan ikke få hjælp, hvis du har autisme det ene sted, men det andet sted kan du godt. Det ene sted må du ikke have et aktivt misbrug, det andet sted er det ok. For ikke at tale om, at en del af afvisningskriterierne er lig med senfølger, som for eksempel borderline-diagnosen eller psykoser, som ifølge nogle behandlingstilbud gør dig ude af stand til at profitere af behandlingen.

Men ofte vil netop traumebehandlingen også have positive effekter for den traumereaktion, som er din borderline eller psykosediagnose. Mere ens og gennemsigtige retningslinjer her ville være at foretrække.

Snæver klageadgang

Er man så heldig at blive godkendt til behandling, kan man komme i gang efter et til tre års ventetid. Men hvem fastsætter retningslinjerne for behandlingen?

Der er ingen overordnet instans, der fastsætter hverken adgangs- eller behandlingskriterier, og derfor varierer de alt for meget, samt kan være rigtig svære for udsatte borgere at navigere i.

Helle Cleo Borrowman
Forperson, Landsforeningen Spor

Hvilke kriterier kan du som borger læne dig op ad? Og hvis de varierer i forhold til, om du får behandling i København eller Aalborg, hvordan ved du så, om du modtager "god nok" behandling for dine forskellige senfølger?

Der er ingen overordnet instans, der fastsætter hverken adgangs- eller behandlingskriterier, og derfor varierer de alt for meget, samt kan være rigtig svære for udsatte borgere at navigere i.

Når man så er i gang med eller har afsluttet et forløb og måske ikke er tilfreds med det, så man ønsker at klage, er det faktisk bare ærgerligt.

For dit behandlingstilbud er ikke underlagt nogen lovgivning, og der er ikke en instans, der sikrer fagligheden og standarden.

Du kan ikke kontakte andre end behandlingstilbuddet selv, og det er ikke påkrævet dem at være gennemsigtige om de klager, de modtager, eller overhovedet at de skal indberette dem nogen steder.

Vilde vesten for udsat gruppe 

Der er på flere måder tale om det vilde vesten i netop denne del af velfærdssamfundets tilbud til en ellers meget udsat målgruppe.

I Landsforeningen Spor er vores medlemmer brugerne af behandlingstilbuddene, og selvom vi hører mange solstrålehistorier om behandlingsindsatserne, så hører vi sandelig også det modsatte.

Det er dyrt, og det er svært at skaffe midler til drift. Derfor fravælges akkrediteringen for ofte.

Helle Cleo Borrowman
Forperson, Landsforeningen Spor

Og når vores brugere og medlemmer spørger os til råd om, hvad de skal gøre, hvis de bliver afvist til behandling, hvis de ikke synes, behandlingen er fagligt forsvarlig eller lignende, må vi blive dem svar skyldige.

Så, akkreditering, offentlig klageadgang og fælles standarder, som Sabine Elm Klinker også efterlyser, kan vi kun bakke op om. Dog er det noget, der skal betales via foreningernes og organisationernes "egen lomme". Det er dyrt, og det er svært at skaffe midler til drift. Derfor fravælges akkrediteringen for ofte.

Men det er ikke godt nok, som det fungerer ude i behandlingstilbuddene lige nu.

Lad os nu anerkende, at senfølgeramte voksne er en så udsat målgruppe, at behandlingen skal varetages ud fra fastlagte faglige standarder og med offentlig klageadgang.

Det skylder vi dem. Ikke mindst fordi vi har at gøre med en målgruppe, som vi som samfund allerede har svigtet én gang, nemlig da de som børn blev udsat for overgreb.

Da vi for eksempel ikke forebyggede overgrebene, da vi ikke greb børnene, da vi ikke gav dem den rette behandling, da vi ikke handlede hurtigt nok.