Bliv abonnent
Annonce
Debat

Bruger af civilsamfundstilbud: Behandlingen efterlod mig i stumper. Men alle klageveje endte blindt

Et tilsyn skal grundlæggende sikre, at sociale tilbud i civilsamfundet løfter deres opgave fagligt, etisk og menneskeligt forsvarligt. skriver Helle Brix.
Et tilsyn skal grundlæggende sikre, at sociale tilbud i civilsamfundet løfter deres opgave fagligt, etisk og menneskeligt forsvarligt. skriver Helle Brix.Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix
8. maj 2025 kl. 02.00

H

Bruger af civilsamfundstilbud

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Civilsamfundstilbud får økonomisk støtte til at varetage behandlingen af voksne med traumer efter seksuelle overgreb som børn. Og det offentlige Danmark henviser borgere til disse tilbud.  

Som borger i Danmark er man vant til at kunne have tillid til behandlingssystemet og tror, at man som bruger af et offentligt støttet tilbud er dækket af de etiske, faglige og retsmæssige standarder, der kendetegner anden behandling i Danmark i dag. 

Jeg fik uden dialog og forklaring tildelt voldsomme og kroniske diagnoser i min journal. Jeg kunne ikke genkende diagnoserne i mit liv.

Helle Brix
Bruger af civilsamfundstilbud

Som blandt andet påpeget i et debatindlæg 20. januar fra Kira West, formand for Rådet for Socialt Udsatte, er der imidlertid ingen lovgivning, der sikrer hverken kvaliteten af den behandling, der tilbydes, eller sikrer brugernes rettigheder som modtagere af den.

Intetanende træder man som bruger således ind i lovløst land. 

Tildelt diagnoser uden forklaring 

I dyb tillid til behandlingstilbuddet søgte jeg hjælp til at håndtere traumer efter seksuelt misbrug i min barndom hos et specialiseret center, der desuden er aktør i den nationale handleplan på området.

Jeg forventede at møde forståelse og anerkendelse, men mødte det modsatte.

Hvis jeg spurgte ind til behandlingen, fik jeg at vide, at jeg stillede spørgsmål "for at undgå at mærke".

Alle forsøg på at gøre opmærksom på, at behandlingen var retraumatiserende, nedgørende og skadelig var forgæves og bidrog kun yderligere til psykologens sygeliggørelse af mig. 

Læs også

Jeg fik uden dialog og forklaring tildelt voldsomme og kroniske diagnoser i min journal. Jeg kunne ikke genkende diagnoserne i mit liv, men fik at vide, at det skyldtes, jeg var "bange for at få syn for sagen".

I et senere forsøg på dialog med ledelsen på centeret spurgte jeg igen ind til diagnoserne og fik beskeden, at "det har du ikke godt af at få at vide".

Som forklaring på psykologens behandlingsmetode var beskeden, at det var "den behandlingsmetode, der passede til psykologen".

Ingen evaluering eller opfølgning 

Trods adskillige forsøg på dialog syntes centeret ikke, at jeg samarbejdede, og jeg blev uden yderligere forklaring afsluttet. Der var ingen evaluering eller opfølgning. 

Ingen professionelle kunne forstå centerets diagnosticering af mig, og jeg blev afsluttet fra psykiatrien uden diagnoser. 

Helle Brix
Bruger af civilsamfundstilbud

Jeg blev efterladt i stumper. 

Jeg har tidligere kun været i kontakt med psykiatrien som fagperson, men min veninde måtte tage mig til psykiatrisk skadestue.

Gennem almindelig udredning afkræftede psykiatrien diagnoserne fra centeret. Ingen professionelle kunne forstå centerets diagnosticering af mig, og jeg blev afsluttet fra psykiatrien uden diagnoser. 

Jeg har efterfølgende forgæves forsøgt både mundtlig og skriftlig dialog med centeret om min behandling, men dørene er lukkede. 

Jeg mangler således stadig svar på baggrunden for centerets vurdering og behandling, ligesom jeg stadig mangler hjælp til mine traumer. 

En kastebold i systemet

Alle klageveje endte imidlertid blindt.

Jeg klagede til Socialstyrelsen, som henviste til Styrelsen for Patientklager. Styrelsen for Patientklager henviste til Socialstyrelsen.

Psykolognævnet skrev tilbage, at psykologer har metodefrihed i Danmark, og jeg var i øvrigt ikke en del af sagen og uden ret til at vide, hvad de gjorde med min klage. 

Slutteligt klagede jeg til Ombudsmanden, som svarede, at det udelukkende er hans opgave at fastslå, om lovgivningen bliver fulgt – ikke om lovgivningen er tilstrækkelig.  

Læs også

Ingen synes således at have ansvar for behandlingen på centeret, og man efterlades retsløs. Under Sundhedsloven ville man have de rettigheder, vi anser for normale ved diagnosticering og behandling i Danmark.   

Fejlbehandlingen på centeret skyldes formentlig et traumesyn, der antager, at problemet ikke er de seksuelle overgreb, men forstyrrelser i tilknytnings – og personlighedsdannelsen i spædbarnsalderen.

Et tilsyn vil i alles interesse højne kvaliteten og sikre, at behandlingen gavner de mennesker, den er tiltænkt.  

Helle Brix
Bruger af civilsamfundstilbud

Dette medfører manglende kapaciteter i det indre menneske til mestring af traumer som overgreb, og mennesker, der søger hjælp efter seksuelle overgreb som børn, anses således for at fejle noget grundlæggende.

Tilsyn skal holde øje med civilsamfundstilbud 

En anden psykolog ville måske have haft en anden forståelse og tilgang, men problemet er, at der er fri leg for den enkelte psykolog, og brugeren har ingen rettigheder. 

Som anbefalet af Kira West fra Rådet for Socialt Udsatte bør der stilles flere krav til behandlinger i civilsamfundstilbud.

Et tilsyn skal grundlæggende sikre, at tilbuddene løfter deres opgave fagligt, etisk og menneskeligt forsvarligt, og opfyldelse af tilsynets krav bør være en forudsætning for økonomisk tilskud.  

Et fagligt tilsyn bør sikre et transparent traumesyn og en tydeligt defineret behandlingstilgang.

Tilsynet skal tillige sikre gængse procedurer i anvendelsen af diagnoser og stille krav om kvalitative brugerevalueringer til sikring af relevant behandling.  

Et tilsyn vil i alles interesse højne kvaliteten og sikre, at behandlingen gavner de mennesker, den er tiltænkt.  

Læs også

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026