I et velfærdssamfund af danske dimensioner skal balancen mellem civilsamfundet og det offentlige hele tiden justeres overvåges og nytænkes. Vi skal virkelig tænke os godt om, hver gang det offentlige overtager en opgave fra civilsamfundet og/eller, når civilsamfundet overtager en opgave fra kommunen, regionen eller staten.

Civilsamfundet er for mig det, vi involverer os i. Det vi hjælper hinanden med. Det vi gør sammen, fordi vi synes, det er sjovt og spændende. Det der beriger os som mennesker og som fællesskab.

Derfor bliver det en balancegang, når kommunen vil bruge vores frivillighed til at løse velfærdsopgaver med. Eller når kommunen vil udbyde fællesskaber understøttet af kommunen.

Hvor går grænsen for frivillighed?

I Danmark er vi kendt som foreningernes moderland. Og ikke uden grund. Vi samler os i foreninger om vores interesser. Vi skaber foreninger om det, der samler os i et fællesskab. Igennem vores interesse skaber vi et fællesskab. Det er udgangspunktet. Her bliver nogle af os frivillige ledere/trænere eller bestyrelsesmedlemmer. Alle med udgangspunkt i at vi vil hinanden, og vi vil hjælpe hinanden uden betaling. Indbegrebet af frivillighed kunne man også kalde det.

Velfærdssamfundet er – for mig – kendetegnet ved, at vi har bestemt, at noget skal vi som samfund løse. Det har vi en fælles forståelse af, så det indbetaler vi skattepenge til. Så bliver opgaven løst, og nogen får løn for at løse den. En fantastisk model som hjælper os alle sammen. Uanset hvilken opgave vi nu skal have løst som samfund.

Jeg tror, vi skal være væsentlig skarpere på, hvad der er en velfærdsopgave.

Ole Vind
Byrådsmedlem og borgmesterkandidat (V), Hedensted Kommune.

De senere år er vi begyndt at blande begreberne. Og her skal vi have styr på balancerne. Frivillige kommer på plejehjemmet og hjælper med at skabe et hyggeligt hjem og styrke beboernes sociale liv. Fantastisk.

Men hvor går grænserne? Skal frivillige også yde pleje? Eller er det her, hvor vi får blandet tingene sammen og får væsentlig sværere ved at finde balancen? Hvornår er noget i vores velfærdssamfund et lønnet job, og hvornår er det en frivillig indsats?

Omvendt, hvornår skal vores velfærdssamfund ind i vores foreninger? Skal lønnede medarbejdere fra kommunen understøtte de frivillige ledere, eller skal det frivillige netop være kendetegnet ved det frivillige?

Vi har ikke den rette balance

Jeg oplever, at det frivillige får sværere og sværere kår i Danmark. Er det så, fordi vi understøtter det mere og mere fra kommunalt hold? Fordi vi ikke har fundet den rette balance? Fordi vi i første omgang begyndte at blande begreberne? Eller er det, fordi vi ikke lod civilsamfund være civilsamfund og velfærdsopgaver være velfærdsopgaver?

Jeg tror ikke, vi har den rette balance i disse år. Men er løsningen, at vi understøtter det mere og mere kommunalt? Jeg tror det næppe.

Jeg tror, vi skal være væsentlig skarpere på, hvad der er en velfærdsopgave. Altså en opgave vi har bestemt, vi vil have løst som samfund. En opgave som vi vil indbetale skat for at få løst og så lønne nogen for at udføre opgaven. Samtidig med at vi i civilsamfundet, forstået som det frivillige, skal være styret af lyst, fællesskab og interesse.

Sådan tror jeg, vi vil opleve mange flere ting vokse sig stærkere og bedre. Jeg tror balancen ligger i en skarp definition mellem opgaver, der skal løses, og en interesse eller et fællesskab, vi har lyst til at tage del i.