Debat

Alternativet: Forskers blockchain lagrer sig i politikers hjerne

DEBAT: Blockchain-hypen kan være på vej ned, skriver Jonas Lindstrøm, security architect, som René Gade, IT-ordfører fra Alternativet, har allieret sig med i dette debatindlæg.

Foto: Ólafur Steinar Gestsson/Scanpix
Henrik Axel Lynge Buchter
GDPRDeleted
Vis mere
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af René Gade (ALT) og Jonas Lindstrøm
Hhv. IT-ordfører og Senior Security Architect, ph.d ved Security Lab og Alexandra Instituttet

Er der set et projekt, hvor der er blevet brugt blockchain, som ikke kunne være løst bedre uden blockchain?

Det var min hypotese for dette andet indlæg i blockchain-debatten – og jeg vil sige, at jeg endnu ikke er overbevist.

Til gengæld er blockchain måske netop den alternative motor, der kan sikre en bred forståelse af, at – ja, vi skal udvikle og investere i løsninger, der sikrer privatliv, vækst og sikkerhed på samme tid. En af såvel styrkerne som svaghederne ved blockchain er den totale åbenhed. Åbenhed om, hvem der gør og har hvad.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

Personligt går jeg meget op i at være maksimalt åben, om hvem der gør mig klogere og skærper mine argumenter som politiker og it-ordfører, og derfor vil jeg i blockchain-åbenhedens ånd give ordet videre til den ekspert, som på nuværende tidspunkt bedst samler op på min undersøgelse af blockchains position lige nu.

Blockchain er ikke uden omkostninger
Jeg giver nu – efter aftale – ordet til Jonas Lindstrøm, Senior Security Architect, ph.d ved Security Lab og Alexandra Instituttet – for ellers havde jeg blot skrevet noget enslydende på skuldrene af hans viden:

Jeg tror, at vi inden for kort tid vil opleve, at nogle firmaer opgiver deres blockchainprojekter, men også at nogle bliver succeser.

René Gade (ALT) og Jonas Lindstrøm, hhv. IT-ordfører og Senior Security Architect, ph.d ved Security Lab og Alexandra Instituttet

Grundlæggende handler blockchainteknologi om at eliminere behovet for en betroet tredjepart i en situation, hvor et antal parter skal være enige om indholdet af en database. For Bitcoin er det eksempelvis en centralbank, der ikke længere er nødvendig for at have en fælles database over transaktioner.

Men det kommer ikke uden omkostninger. Teknikken bag er temmelig kompliceret, al data er offentlig, og der et meget stort ekstra ressourceforbrug sammenlignet med klassiske, centraliserede løsninger.

For eksempel bruger minerne på Bitcoin-netværket i omegnen af 500 MW på at drive systemet, og alle deltagere skal have en kopi af transaktionsdatabasen (pt. cirka 130 GB) liggende. Derudover skal alle deltagere have et nøglepar, og alle, der har arbejdet med sikkerhedsinfrastruktur (spørg eksempelvis Nets), kan fortælle dig, hvor dyrt og besværligt det kan være.

For private blockchains, som er dét, mange virksomheder ser store muligheder i, er det ekstra ressourceforbrug mindre, idet den mining, som man kender det fra Bitcoin, ikke længere er nødvendigt.

Det er dog for mig stadig meget uklart, præcis hvor omfattende de ekstra omkostninger er – jeg har i hvert fald ikke kunnet få fat i nogen tal på det. Så når man designer systemer, der bruger blockchain, er der altså en stor ubekendt: Hvor meget ekstra koster det os i forhold til at bruge en traditionel centraliseret løsning? Hvor besværligt er det … og er det det værd?

Hype-kurven går ned
Et af de bedste råd, jeg er stødt på, er, at hvis man kan bruge en traditionel database, så skal man gøre det – det siger folkene bag Multichain for eksempel, der leverer blockchainløsninger.

Men blockchain giver nogle unikke muligheder i situationer, hvor det af den ene eller anden grund er umuligt at blive enige om at finde en betroet tredjepart, og kan derfor potentielt være værdiskabende her.

Men man skal være bevidst om, at det ikke er gratis.

Hype-kurven for blockchain er på vej ned, og jeg tror, at vi inden for kort tid vil opleve, at nogle firmaer opgiver deres blockchainprojekter, men også at nogle bliver succeser.

Når det sker, vil det gøre os allesammen meget klogere på, præcis hvad man kan løse med blockchainteknologi, og hvad man ikke kan løse, og vi vil også vide mere om, hvad omkostningerne og udfordringerne ved teknologien er.

En ting ved vi dog allerede nu: Hypen om blockchain har blotlagt en utrolig åbenhed over for nye løsninger både hos erhvervsliv og politikere. Og selv hvis det viser sig, at blockchain ikke er den bedste løsning i alle foreslåede situationer, så har det dog givet en interessant debat om netop alternative løsninger, tillid, privatliv og sikkerhed, som jeg ikke er sikker på, at vi ellers ville have fået.

Så ingen politisk forfordeling af blockchain fra min og Alternativets side – men masser af medvind og velvilje til at investere og teste teknologien, når den passer til problemet, der skal løses!

Dokumentation

Ny debat: Hvad kan vi bruge blockchain til?

Blockchain bliver nævnt som den næste mulige digitale revolution. Men hvad har teknologien potentiale for at revolutionere, hvornår er det muligt at implementere, og hvorfor er det eventuelt noget, Danmark bør kaste sig ud i?

Det har Altinget spurgt en række aktører inden for området om.

Mød panelet her.


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

René Gade

Sekretariatschef, Danske Skoleelever, medlem, Dataetisk Råd
BA.mag. i dansk og medievidenskab (Københavns Uni. 2005)

0:000:00