Debat: Fleksible udbud kræver tillid mellem ordregiver og tilbudsgiver

DEBAT: Det er et fælles ansvar hos ordregiver og tilbudsgiver at benytte sig af de nye, fleksible udbudsformer. Forudsætningen for, at udbredelsen heraf er tillid mellem parterne, der bevæger sig ud i det fælles ukendte, skriver Jesper Langkjær.

Af Jesper Langkjær
Bestyrelsesmedlem, IKA (foreningen af offentlige indkøbere)*

Joharis vindue er grundlaget for mine ordregivervinkler, fordi det kan bruges til at stille skarpt på, at udbredelsen af de fleksible udbudsformer er et fælles ansvar for ordregiver og tilbudsgiver, og at forudsætningen herfor er gensidig tillid mellem alle parter.

Joharis vindue er oprindeligt et værktøj til brug for personlig udvikling.

I en til lejligheden tillempet udgave ser vinduet således ud:

Udbud er et fælles ansvar
At ansvaret i min optik er fælles går imod, hvad jeg oplever som en ensidig ansvarsplacering af den manglende indfrielse af lovgivers intention om større udbredelse af de fleksible udbudsformer hos ordregiver.

Jeg er mig naturligvis ganske bevidst, at valget af udbudsprocedure er ordregivers. Men jeg har endnu til gode at opleve, at blot én potentiel tilbudsgiver under en høring fremfører synspunktet, at vi som ordregiver befinder os i en proceduremæssig "vildfarelse", når vi vælger at udbyde som begrænset eller offentligt udbud.

I parentes bemærket har vi historisk set i regi af Fællesindkøb Midt ikke udbudt kontrakter, hvor hjemmelsgrundlaget er udbudslovens § 61, stk. 1, nr.1, litra a og b, der regulerer henholdsvis tilpasning af bestående løsninger samt design og innovative løsninger.

Problematikken er det fælles ukendte
Hvis det er indlysende for tilbudsgiver(e), at en af de fleksible udbudsprocedurer med stor fordel for begge parter kan anvendes i et konkret udbud tilrettelagt som begrænset eller offentligt udbud, hvorfor er det så, at vi som ordregiver ikke oplyses herom, så vores blinde pletter kan fjernes?

Jeg vil hellere end gerne prikkes til, fordi jeg har ingen interesse i at have blinde pletter, der laver benspænd for både at optimere på procesomkostningerne og for at opnå den bedst mulige indfrielse af vores behov.

At jeg ikke prikkes til, antager jeg, hænger sammen med, at problematikken med den utilstrækkelige udbredelse af de fleksible udbudsformer i virkeligheden kan "stedfæstes" til celle 4: Det fælles ukendte.  

Tillid på begge sider af bordet er afgørende
Og hvis vi har at gøre med "det fælles ukendte" er gensidig tillid en grundforudsætning for bevægelsen ind i denne celle.

Hvis forhåndsforventningen er positiv i forstanden, at der på begge sider af bordet er tillid til, at interessen i at udforske og prøve kræfter med det nye er oprigtig og reel, fordi det tjener begge parters interesser, har denne forventning en afsmittende virkning på adfærden.

Fordi det motiverer at finde og anlægge farbare veje i det fælles ukendte med det fælles bedste som mål.

Hvis der derimod modsat undervejs i processen opstår en bekymring hos mig som ordregiver om, at bindingen til bevægelsen ind i det nye og for begge parter uprøvede terræn, er betinget af udfaldet af konkurrencen, eller det retrospektivt viser sig, at denne betingelse gør sig gældende, og vi derfor ender med at strides om lovmedholdeligheden af udbudsproceduren, forbliver terrænet uudforsket fremadrettet.

Forudsætning at tabere undgår klagesang
Lidt højstemt formuleret handler det om, at begge sider af bordet tager lederskabet på sig og viser vejen frem ind i det fælles ukendte.

Det fælles ukendte er for eksempel anvendelsen af udbud med forhandling på brede sortimentsudbud med henvisning til § 61, stk. 1, nr. 1, litra c (særlige omstændigheder).

Man kan anlægge det synspunkt, at det er op til Klagenævnet at afgøre rækkevidden af dette hjemmelsgrundlag på brede sortimentsudbud under henvisning til de upræcise formuleringer i de relevante præambelbetragtninger, lovbemærkninger og forarbejder.

Man kan også vælge den tilgang, at når udbudsproceduren af begge parter anerkendes som den bedst egnede til at sikre det fælles bedste i komplicerede sortimentsudbud – vurderet både på processen og resultatet – så er der ingen grund til tekstnære læsninger af forarbejder, lovbemærkninger, lovtekst og præambelbetragtninger.

Uanset det konkrete udfald i det konkrete udbud.

Forudsætningen herfor er dog en gensidig tillid til, at bindingen til proceduremasten er troværdig, og sireneklagesangen derfor ikke vinder genklang hos tabende tilbudsgiver(e).

Jeg er klar til at binde mig.

* Dette indlæg er skrevet i min egenskab af medlem af IKA's bestyrelse, men repræsenterer alene egne synspunkter. Mine vinkler og indlæggets synspunkter afspejler egne erfaringer som ordregiver og er derfor ikke nødvendigvis repræsentative.

Tema: Hvad skal vi med den fleksible udbudslov?

Forrige artikel Debat: Forskere bør dele oprydningsnøgler for sundhedsdata Debat: Forskere bør dele oprydningsnøgler for sundhedsdata Næste artikel KMD: Offentlige it-udbudsprocesser bør være simple og mere fleksible KMD: Offentlige it-udbudsprocesser bør være simple og mere fleksible