IT-universitetet: Blockchain kan sikre dig magten over din data

Af Roman Beck og Jari Kickbusch
Hhv. professor, IT-Universitetet og forskningskommunikatør, IT-Universitetet

Blockchains bliver oftest omtalt, hyldet og lovprist som det nye sort i erhvervsmæssig sammenhæng.

Og ja; database-konceptet er oplagt i forhold til at sikre, at alverdens økonomiske transaktioner bliver foretaget, som love og regler foreskriver, og synes derfor at kunne blive et effektivt middel i kampen mod eksempelvis skatteunddragelse og korruption.

Men blockchains har også et andet potentiale, idet de distribuerede database-systemer vil gøre det muligt at føre kontrol med vores egne personlige data.

Mængden af personlige, digitale data er i eksplosiv vækst. Vi genererer dem hele tiden; når vi går rundt med vores mobiltelefon, liker på Facebook, køber ind i supermarkedet, og når vi går til lægen.

Disse data er uhyre værdifulde for både virksomheder og offentlige myndigheder, som med disse data kan vide mere om dig, end du selv og dine nærmeste kan.

Der er naturligvis et stykke vej til en virkelighed, hvor den gennemsnitlige borger vil have en it-forståelse, som gør det muligt for dem at tage magten over deres personlige data.

Roman Beck, IT-universitetet

Denne viden vil kunne udnyttes kommercielt og til magtudøvelse. Med andre ord; vi giver vores personlige data væk, og vi kender ikke de langsigtede konsekvenser af det, når vi accepterer de alenlange user agreements.

Derfor er der blevet kæmpet en hård kamp for at få sikret principielle borgerrettigheder og privatlivets fred på det digitale område. I EU-regi har det mundet ud i persondataforordningen, som træder i kraft 25. maj 2018. Forordningen har til formål at give EU-borgerne større kontrol over deres egne data, men lovgivning er ikke alt.

Der er hjælp fra blockchain
Selv om virksomheder og offentlige myndigheder lægger sig i selen for at efterleve de nye regler, vil det være svært at give borgerne reel kontrol over deres data med de nuværende it-systemer, for de er grundlæggende ikke designede til det. I modsætning til blockchain-systemerne.

Man kan i vid udstrækning sige, at den vidtgående kontrol over data er det mest interessante ved de blockchain-baserede systemer. Transparensen og sikkerheden giver ikke blot borgerne mulighed at beslutte, hvilke virksomheder eller myndigheder som skal have adgang til hvilke data.

Det er også muligt for dem at tjekke, om det, de har givet tilladelse til, bliver efterlevet. Lad os eksempelvis forestille os, at du besøger en speciallæge med et givent problem og giver vedkommende tilladelse til at se dine elektroniske patientjournaler, så du kan få den bedst mulige behandling.

Når din behandling er afsluttet, kan du blokere speciallægen, så vedkommende ikke længere kan se dine journaler.

Og det er ikke kun i forhold til offentlige myndigheder, hvor vi vil få mulighed for at få øget kontrol over vores personlige data.

Man kunne eksempelvis tænke sig en blockchain-baseret version af Facebook eller andre sociale medier, hvor vi vil få ejerskab over vores data, hvilket vil sige, at vi vil kunne bestemme, hvem der har adgang til vores data og de digitale spor, som vi efterlader, når vi færdes på de sociale medier; altså en udvidet og verificerbar version af de beskyttelse af personlige oplysninger, som Facebook tilbyder i dag.

De digitale sygejournaler
Samtidig vil vi kunne kontrollere, hvem der benytter sig af de data, som vi har delt, og vi vil i større og mere detaljeret udstrækning end i dag kunne nægte specifikke myndigheder, virksomheder eller personer adgang til vores data.

Der er naturligvis et stykke vej til en virkelighed, hvor den gennemsnitlige borger vil have en it-forståelse, som gør det muligt for dem at tage magten over deres personlige data.

Den form for folkelig dannelse ligger formodentlig nogle år ud i fremtiden. Til gengæld kan vi allerede nu starte en debat, om i hvilken udstrækning vi overhovedet ønsker, at borgerne skal have ejerskabet til deres private data. Et sådant ejerskab vil nemlig kunne komme til at stå i kontrast til myndighedernes kontrol og beskyttelse.

Eksempelvis er digitale sygejournaler guld værd for forskere, hvilket vil kunne munde ud i ny viden, som kan forbedre folkesundheden. Et andet eksempel er sikkerhedsområdet, hvor politiet og efterretningstjenesterne ville blive nogle værktøjer fattigere, hvis de kriminelle fik bedre mulighed for at lægge slør over deres digitale spor.

Vi står således over for en principiel diskussion, hvor vi på den ene side vil have ret til et digitalt privatliv, mens der på den anden side er en række vægtige fordele ved at give køb på den.