Debat

Microsoft og DI: Digital opkvalificering skal styrke rekruttering og fastholdelse i Forsvaret

Digitalisering og teknologisk udvikling er ikke længere et valg, men en nødvendighed for at styrke Forsvaret i den nye sikkerhedspolitiske virkelighed, skriver Mette Kaagaard og Emil Fannikke Kiær.

Et dansk forsvar, der prioriterer digital videreuddannelse til at understøtte rekruttering og fastholdelse, er et stærkt dansk forsvar, skriver Mette Kaagaard og Emil Fannikke Kiær.
Et dansk forsvar, der prioriterer digital videreuddannelse til at understøtte rekruttering og fastholdelse, er et stærkt dansk forsvar, skriver Mette Kaagaard og Emil Fannikke Kiær.Foto: Pressefoto
Mette Kaagaard
Emil Fannikke Kiær
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Sommerens brede forsvarsforlig, med en samlet økonomisk ramme på 143 milliarder kroner over de næste ti år, er historisk ambitiøst og et vigtigt skridt mod at ruste Forsvaret til den nye sikkerhedspolitiske virkelighed. Men for at opnå succes er det afgørende, at vi prioriterer digitalisering bredt.

Ny teknologi og digitalisering bør spille en nøglerolle i at løse en af de største udfordringer for vores Forsvar: rekruttering og fastholdelse af vores soldater.

At Forsvaret mangler folk er ikke nyt, og sidste år lagde knap 2.000 uniformen på hylden. Det betyder rundt regnet, at hæren alene lige nu mangler en femtedel af dets personel for at være fuldtallige.

Meldingen fra Forsvarets fagforeninger er, at løsningen på personaleafgangen er kompleks, og at der ikke findes et quick-fix. Microsoft og Dansk Industri er enige om, at en del af løsningen skal findes i en strategisk satsning på digitalisering af Forsvaret, hvis vi skal vende udviklingen.

Digitale uddannelsesforløb

For det første kan teknologi afhjælpe konsekvenserne af den akutte personalemangel, herunder det øgede arbejdspres for den enkelte soldat.

For eksempel kan avancerede sensorer og radarer overvåge vores luftrum og farvande mere effektivt, ligesom nye systemer kan forudsige vedligeholdelsesbehov for vigtigt materiel. Det frigiver tid til, at soldaterne kan bruge deres tid og ressourcer på kerneopgaverne.

Danmark er kendt for at være et digitalt foregangsland. Det har vi alle forudsætninger for også at blive på forsvarsområdet

Mette Kaagaard og Emil Fannikke Kiær
Hhv. administrerende direktør, Microsoft Danmark og politisk direktør, DI

Forsvaret kan blive inspireret af større danske virksomheder, hvor man har "givet uddannelse fri" til alle medarbejdere. Digitale uddannelsesforløb kan være en skalerbar og effektiv måde at rekruttere, opkvalificere og fastholde medarbejdere på – det gør flere danske virksomheder og myndigheder allerede, og der er mange steder, man kan tage fat.

Det er for eksempel oplagt at give Forsvarets medarbejdere bedre muligheder for at tilegne sig certificeringer inden for relevante fagområder som kunstig intelligens, cloud og cybersikkerhed.

Hvis dette skal lykkes, er det afgørende, at ledelsen eksplicit prioriterer og italesætter den digitale opkvalificering for den enkelte.

Ved for eksempel at gøre digitale uddannelser tilgængelige via Forsvarets interne platforme kan der skabes incitament til, at medarbejdere hele tiden dygtiggør sig, bliver opdateret på den seneste teknologiske udvikling og dermed styrker Forsvarets samlede teknologiske viden.

En anden mulighed er at integrere digitale færdigheder i 'Velkommen Hjem'-programmet, så Danmarks hjemvendte soldater får mulighed for at efteruddanne sig inden for digitale discipliner.

Det vil åbne nye muligheder for fastansat personale og veteraner, der ønsker at udvikle deres kompetencer inden for Forsvaret eller tage næste skridt i karrieren.

Brug teknologi som motor til udvikling

Sideløbende med et større fokus på uddannelse medfører den teknologiske udvikling også nye muligheder for træning i virkelighedsnære virtuelle miljøer ved hjælp af Augmented Reality (AR) eller Virtual Reality (VR).

Et godt eksempel er norske Fynd Core, en virtuel træningsplatform, der gør det muligt for soldater at teste procedurer og materiel i realistiske miljøer, før de skal på mission.

Et dansk forsvar, der prioriterer digital videreuddannelse til at understøtte rekruttering og fastholdelse, er et stærkt dansk forsvar.

Mette Kaagaard og Emil Fannikke Kiær
Hhv. administrerende direktør, Microsoft Danmark og politisk direktør, DI

Norske Fynd Core giver konkret adgang til en såkaldt digital tvilling, det vil sige en virtuel gengivelse af en virkelig genstand. I et konkret træningsprojekt med Nato fik deltagerne adgang til virtuelle simuleringer af svært tilgængelige køretøjer.

Dermed kunne de se køretøjet foran sig og gennemgå det træningsprogram, der var tilknyttet det specifikke køretøj. På den måde føler soldater og medarbejdere sig bedre forberedte til at håndtere nyt materiel.

Ved at udnytte den digitale teknologi til træning kan Forsvaret forbedre soldaternes evner i skarpe situationer. Det vil ikke kun styrke Forsvarets operationelle kapacitet, men også bidrage til at reducere omkostninger og risici forbundet med udsendelser, specialmissioner og træning.

I Dansk Industri og Microsoft er vi enige om, at digitalisering og teknologisk udvikling ikke længere er et valg, men en nødvendighed for at styrke Forsvaret i den moderne sikkerhedspolitiske virkelighed. Et dansk forsvar, der prioriterer digital videreuddannelse til at understøtte rekruttering og fastholdelse, er et stærkt dansk forsvar.

Det skal vi være bevidste om, når vi i de kommende måneder og år skal udmønte forsvarsforliget. Danmark er kendt for at være et digitalt foregangsland. Det har vi alle forudsætninger for også at blive på forsvarsområdet.

Lad os derfor gribe muligheden og investere i digitalisering og opkvalificering af Forsvaret, så vi står bedst rustet til en uforudsigelig fremtid.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Mette Kaagaard

Adm. direktør, Microsoft Danmark, bestyrelsesmedlem, Digital Dogmes
Master, Mechanical Engineering (DTU 1991), HD, Organisation og IT (CBS 1993)

Emil Fannikke Kiær

Erhvervs- og medlemsdirektør, Dansk Industri
cand.scient.pol., HD

0:000:00