Opsamling: Det mener aktørerne om den nye tech-ambassadør

TEMADEBAT: Aktørerne er positive overfor udnævnelsen af en ny tach-ambassadør, men de er ikke enige om, at Silicon Valley er den rette placering. Få et overblik over alle indspark i debatten her.

 Anne Marie Engtoft Larsen er Danmark nye tech-ambassadør.
 Anne Marie Engtoft Larsen er Danmark nye tech-ambassadør.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Sara Fleckner Vilstrup

Danmarkshistoriens hidtil yngste ambassadør, Anne Marie Engtoft Larsen, har overtaget tech-ambassadørposten efter Casper Klynge.

I forbindelse med udnævnelsen, sagde udenrigsminister Jeppe Kofod (S):

”Vi skal sikre, at Danmark former og forandrer den globale digitale fremtid på efter vores værdier og principper og ikke omvendt. Derfor er der brug for en ny strategi og en relancering af TECH-initiativet.” 

Den nye ambassadør og oplæg til en ny strategi var udgangspunktet for en temadebat, der skulle forholde sig til følgende spørgsmål:

  • Giver det mening for et land med Danmarks størrelse at have en ambassadør, der skal gå i dialog nogle af verdens mest magtfulde virksomheder? 
  • Skal tech-ambassaden bruges til at trække investeringer til danske virksomheder, eller til at skubbe techgiganterne i en mere ansvarlig retning? 
  • Er tech-ambassadøren en symbolpolitisk institution, eller er kan initiativet faktisk have en postiv gennemslagskraft? I så fald, hvilken? 

Generelt er der positive meldinger på, at regeringen har valgt at fortsætte prioriteringen af denne post, og hos IT-branchen ser de muligheden for at danske digitale løsninger kan blive udbredt i USA. 

Natasha Friis Saxberg, der er administrerende direktør for IT-Branchen, skriver blandt andet om ambassadøren:

”Hendes vigtigste opgave bliver at sætte dansk teknologi og dansk tilgang til teknologi på verdenskortet og konkret åbne dørene for danske tech-virksomheder til det amerikanske marked.”

Men at Anne Marie Engtoft Larsen skal arbejde i USA, mener Eva Grambye, der er international direktør i Institut for Menneskerettigheder, med fordel kunne ændres. Hun skriver:

”Den nuværende lokation er gået i arv fra en strategi, der fokuserede mere på vækst end på værdier og skal der være konsistens i den nye udenrigspolitiske linje, så bør ”good e-governance” være den nye ambassadørs væsentligste fokus. Danmarks Tech-ambassade bør derfor have adresse et sted, hvor vi kan være den samlende aktør for vores politiske allierede.”

Debatten bød på flere synspunkter, og her er et overblik over andre indlæg i debatten:

Janus Sandsgaard
Digitaliseringspolitisk fagchef, Dansk Erhverv 

"Man kan sagtens gøre verden bedre, mens man tjener penge, og som gør det efter alle kunstens (og EU’s) regler om it-sikkerhed, databeskyttelse og digital ansvarlighed."

Find hele indlægget her.

Rikke Frank Jørgensen
Seniorforsker, Institut for Menneskerettigheder

"En væsentlig opgave for tech-ambassadøren bliver derfor at spille ind i den reguleringsmæssige dagsorden, som Vestager og andre danske og Europæiske politikere sætter. Og derved være med til at sikre, at tech-giganternes magt bringes under demokratisk kontrol."

Find hele indlægget her.

Thomas Damkjær Petersen
Formand, IDA

"Tech-plomacy skal være en indsats, der sikrer danske og europæiske borgeres rettigheder overfor globale tech-virksomheder, og dermed være den løftede pegefinger, når tech-virksomhederne ikke påtager sig det ansvar, som vi med danske øjne mener, de bør."

Find hele indlægget her.

Christian Hannibal
Branchedirektør (konst.), DI Digital

"Danmark skal ikke blot være et land, der gerne vil diskutere digital ansvarlighed, men også være i stand til at levere gode ansvarlige digitale løsninger. "

Find hele indlægget her.

Niels Bertelsen
Formand, PROSA – Forbundet af It-professionelle

"Det bekymrende er ikke kun den gigantiske magtkoncentration. Det bekymrende er også, at selskaberne løber med værdier, som vi har brug for i vores fælles økonomier for at finansiere stærke velfærdssamfund."

Find første indlæg her og andet indlæg her.

 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00