Djøf-formand: Politikerne er bannerfører for mistænkeliggørelse af forskningen

Det er ikke op til politikere at vurdere, hvad der er god og saglig forskning. Det er derfor et stort problem, når politikere mistænkeliggør forskeres intentioner og kalder deres arbejde uredeligt, skriver Sara Vergo.

Da Folketinget i maj stemte ja til vedtagelsesteksten om politisk forskning, tilsidesatte man "årtiers redelige og videnskabelige forskningstraditioner." Det siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig.<br> — Da Folketinget i maj stemte ja til vedtagelsesteksten om politisk forskning, tilsidesatte man "årtiers redelige og videnskabelige forskningstraditioner." Det siger Sara Vergo, formand for Djøf Offentlig.
Foto: Pressefoto

Sara Vergo

Formand for Djøf, næstformand for Akademikernes A-Kasse

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

I den seneste tid har politikerne på Christiansborg sat dansk forskning under luppen. Men ikke på den sunde måde, hvor forskningsresultater debatteres og anvendes til at kvalificere de politiske drøftelser og beslutninger. I stedet blander man sig i, hvad der er god og dårlig forskning.

Temadebat

”Folketinget har den forventning, at universiteternes ledelser løbende sikrer, at selvreguleringen af den videnskabelige praksis fungerer. Det vil sige, at der ikke forekommer ensretning, at politik ikke forklædes som videnskab, og at det ikke er muligt systematisk at unddrage sig berettiget faglig kritik.”

Sådan indledes den omdiskuterede vedtagelsestekst, som Socialdemokratiet og en samlet blå blok blev enige om i slutningen af maj.

Vedtagelsen var kulminationen på en debat indledt af blandt andre Morten Messerschmidt (DF) som hævdede, at der ”i visse humanistiske og samfundsvidenskabelige forskningsmiljøer er problemer med overdreven aktivisme på bekostning af videnskabelige dyder.”

Har Messerschmidt ret? Er han med sin skarpe kritik selv med til forværre forholdet mellem forskere og politik? Kort sagt: Er forskningsfriheden under pres?

Når Folketinget vedtager, at ”politik ikke må forklædes som videnskab”, så er politikerne bannerfører for en mistænkeliggørelse af dansk forskning, som tilsidesætter årtiers redelige og videnskabelige forskningstraditioner.

Det er dybt problematisk.

Mistænkeliggørelsen hører ikke hjemme i den politiske arena. Det gør debat. Som samfund har vi brug for, at forskere bidrager til debatten med deres indsigter.

Men konsekvensen af mistænkeliggørelsen er selvcensur: Ingen forsker har lyst til at blive skudt i skoene, at vedkommende politiserer eller er uredelig.

I øvrigt er forskningsmiljøerne selv rustet til at følge op på og rette kritik, efterprøve og validere forskning – eller erklære den uredelig, hvis det er tilfældet. Det er trods alt forskernes job at bringe saglige forskningsresultater ud i samfundet.

Regningen ender hos os alle
Vi står altså over for en stor udfordring, hvis forskerne trækker sig fra den offentlige debat.

For i den ophedede politiske debat om dansk forsknings redelighed, er forskning som en grundværdi i demokratiet blevet glemt. Forskning har gennem generationer bidraget til det samfund, vi kender i dag, og fremtidens udfordringer, såsom klima- og sundhedskriser, skal løses med forskning som drivende kraft.

Som samfund kan vi ikke tåle, at forskere begynder at tie af frygt for chikane og mistænkeliggørelse. Vi har brug for, at de tager aktivt del i debatten – fordi dybt specialiseret viden hjælper os alle sammen til at blive klogere.

Det er legitimt at træffe beslutninger ud fra en politisk holdning – også selv om det går imod forskningsmæssig viden og evidens. Men lad være med at angribe forskerne, når de med deres viden måske påpeger, at beslutningen hviler på et tyndt grundlag
Sara Vergo
Formand, Djøf Offentlig

Det har politikerne fornuftigt nok selv indskrevet i Universitetsloven: ”Universitetet skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.”

Demokratiet mister de forskningsmæssige input, som borgere og politikere frit kan debattere og anvende, hvis forskerne skræmmes væk fra den offentlige debat.

Regningen ender hos os alle, når samfundet mister udvikling, innovation og viden.

Politisk sprængfarlig
Vi skal mistænkeliggørelsen til livs og tage forskernes opråb alvorligt. Vi skal blandt andet være meget opmærksomme på forskningsmiljøer inden for samfundsvidenskab og humaniora.

Forskere, som har berøring med politiske sprængfarlige områder som for eksempel køn, immigration eller social adfærd, kan nemt blive fanget i et politisk spil, hvor deres forskningsresultater ikke ’passer’ med et partis eller en politikers overbevisning.

Forskning inden for disse vigtige samfundsemner er også essentiel, netop fordi der bliver lavet politik på området.

Og her må det være gavnligt for politikere og embedsmænd at kunne fundere det lovforberedende arbejde på viden, ligesom politiske standpunkter og værdier kan forstås i en videnskabelig kontekst.

Det er legitimt at træffe beslutninger ud fra en politisk holdning – også selv om det går imod forskningsmæssig viden og evidens. Men lad være med at angribe forskerne, når de med deres viden måske påpeger, at beslutningen hviler på et tyndt grundlag eller kan have forskellige konsekvenser.

Forskere på tværs af discipliner skal aldrig frygte politisk drevet chikane og udhængning. Ellers går vi glip af demokratisk debat med rod i viden og samfundsmæssig udvikling.

Læs også