Alternativet om Københavns styreform: Del kæmpekommunen op

Sophie Hæstorp Andersen (S) fortjener ros for at lægge op til en debat om, hvordan København kan styres bedre i fremtiden.

De store udfordringer, klima- og naturkrisen stiller os overfor, konflikterne om byudviklingen og By & Havn og de mange problemsager i forvaltningerne viser tydeligt, at der er behov for at gentænke byens styre. 

Desværre tager Socialdemokraternes forslag om at ændre styreformen på rådhuset ikke fat om de grundlæggende spørgsmål. Forslaget synes alene begrundet i et ønske om øget effektivitet og et ikke nærmere udfoldet opgør med "silotænkningen".

I sig selv fornuftige formål, som dog ikke opnås ved blot at overgå til et udvalgsstyre, hvor partiet med overborgmesterposten reelt bliver chefpartiet for det hele.

I en situation, hvor mange af os i forvejen synes, at københavnsk politik er blevet for centraliseret og de folkevalgte for enerådige, forekommer det ikke at være den oplagte vej at gå. 

Fokuser på at styrke folkestyret
I stedet burde byens måske kommende overborgmester sætte sig i spidsen for en åben diskussion af, hvordan vi bedst bringer det københavnske demokrati ind i fremtiden. Her på tærsklen til en omfattende grøn omstilling er jeg overbevist om, at københavnerne er mere end klar til den samtale. 

I Alternativet er vi født med en ambition om at ville styrke vores folkestyre. Vi er optaget af, at rammerne om vores demokrati fremmer reel borgerinddragelse, gennemsigtige beslutninger og et fagligt informeret samarbejde om langsigtede planer.

Anvendes disse principper på København, bliver konklusionen hurtigt, at Københavns Kommune både er for lille og for stor. For lille til at kunne sikre et velfungerende og legitimt demokrati for en hovedstadsregion, som i flere henseender er én sammenhængende storby.

Og for stor til at kunne sikre lydhør borgernær velfærd, som formår at bringe medarbejdernes faglighed og lokalsamfundets styrker ordentligt i spil. 

Det er tydeligt, at alene størrelsen af forvaltningerne skaber en afstand fra toppen til de udførende niveauer, ofte i form af ekstra organisatoriske lag, som er særlig for København

Kim Hjerrild (ALT)
Hovedstadsordfører og medlem af Københavns Borgerrepræsentation

Behov for gennemgribende omstilling
Ved den seneste strukturreform i 2007 sprang den daværende borgerlige regering let hen over behovet for en koordineret planlægning i hovedstadsområdet.

Fokus var på effektivisering ved at sammenlægge mindre kommuner til større og at skabe mere spillerum for markedskræfter og "new public management".

Her 14 til 15 år efter står vi unægtelig et andet sted. Vi kigger ind i en periode med et behov for gennemgribende omstilling af den måde, som vi producerer, forbruger, arbejder, bor og lever på.

Ændringer og udfordringer, som vedrører blandt andet trafik, energi, vand, affald, klimasikring, boligforsyning og erhvervsstruktur og som kun kan løses sammenhængende og effektivt på regionalt niveau.  

Den demokratisk tilfredsstillende løsning på dette styringsbehov er at skabe et politisk niveau for hele hovedstadsregionen med eget politisk mandat og de nødvendige ressourcer og faglige kompetencer.

Hvordan det kan organiseres i praksis, kan der være mange bud på – fra den enkle løsning, hvor Region Hovedstaden tildeles ansvaret og opgaverne, til opbygningen af et nyt organ, som måske endda kunne dække hele Sjælland. Man kan passende tage afsæt i erfaringer fra hovedstadsrådet fra 1974 til 1989. 

Det andet problem – at København er for stor til at levere de bedst mulige kommunale velfærdsydelser – er lige så påtrængende et problem.

Københavns Kommune er vokset med over 150.000 indbyggere siden 1990 og er med over 630.000 indbyggere suverænt den største primærkommune i landet.

Manglende evne til fornyelse
De københavnske forvaltninger har – på trods af kommunens sunde økonomi – i årevis kæmpet med svigtende kvalitet og manglende evne til dels at forny opgaveløsningen og dels at inddrage borgerne i den.

Det er tydeligt, at alene størrelsen af forvaltningerne skaber en afstand fra toppen til de udførende niveauer, ofte i form af ekstra organisatoriske lag, som er særlig for København.

De store enheder understøtter en silotænkning, som blokerer for, at der tænkes innovativt og på tværs af forvaltningerne. Det politiske fokus svækkes ydermere af, at kommunen samtidig skal hævde sin rolle som Hovedstadens fremmeste repræsentant, både herhjemme og internationalt. 

Del kæmpekommunen op
Løsningen er ikke bare at ændre til udvalgsstyre. Det bringer ikke velfærden tættere på borgerne. Løsningen er at dele kæmpekommunen op i et antal bydelskommuner, som varetager de (primær)kommunale velfærdsopgaver.